Tirsdag den 23. maj


Gymnasium slår ned på druk i frikvarter
Igen i går blev der drukket øl i cykelskuret foran rådhuset i Gladsaxe.
Som vi fortalte i går i Nyhedsmagasinet, mødes gymnasieelever tit for at drikke på græsset. Gladsaxe Gymnasium er opmærksom på problemet med elever, der drikker i frikvarterer.
Til Nyhedsmagasinet siger rektor, Mogens Skjoldager, at eleverne bliver sendt hjem, hvis lærerne opdager, de har drukket.
 
Inden for det sidste år er det sket mindre end en gang om måneden, men rektoren medgiver, at det ikke er sikkert, lærerne altid opdager, at eleverne har drukket.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet)

Gladsaxe-virksomheder gør ejere til Danmarks rigeste
Ejerne bag fire Gladsaxe-virksomheder er blevet mange-millionærer på firmaernes aktiviteter.
Bygningsartiklerne fra Velux har gjort familien Kann Rasmussen til de formentlig lykkelige ejere af 6,3 mia. kroner.
Søndagsavisen beriger Richard Bunck med 2,8 mia.
Satellit-telefoner har gjort brødrene Lars og Peter Thrane formuende med 2,2 mia. gode danske kroner og endelig får Helene Elsass 1,1 mia. ud af servicevirksomheden Ratin.
 
Og så hører det med til historien, at et par af højdespringerne på dette års liste over landets rigeste startede deres virksomhed i en kælder i Bagsværd.
Det er brødrene Preben og Erik Damgaard, der for 16 år siden begyndte at pusle med informationsteknologi i forældrenes villa i Bagsværd.
Et pusleri, der har ført deres formue op på et niveau, der balancerer lige under de fem mia. kroner.
 
"Det er blevet mere accepteret at være rig, hvis man har skabt noget. Og det vi har lavet, er hverken noget, vi har arvet eller stjålet, og det accepterer folk. Det har taget 16 år. Det er selfmade. Det er IT. Og vi har skabt arbejdspladser, og vi har skabt velfærd. Det synes folk er fint. Jeg møder ikke så megen misundelse eller jantelov. Jeg møder anerkendelse, og det er rart".
Det siger Preben Damgaard til Børsens Nyhedsmagasin, der også står for listen over landets 50 rigeste.

Stormøde på Søndergård Skole
Forældre, elever, medarbejdere, politikere, presse. Alle er indkaldt til stormøde på Søndergård Skole søndag aften.
Baggrunden er de vedtagne besparelser på budgettet for folkeskolen, som bestyrelsen på hver enkelt skole har haft til opgave at udmønte i praksis.
Søndergård Skole er én af de skoler der er hårdest ramt af besparelserne – fra og med næste skoleår bliver der mindre undervisning, færre lejrskoler og ingen skolefester. Og timerne til specialundervisning, skolevejledning, elevrådsarbejde og færdselslære har skolebestyrelsen også skåret kraftigt i.
 
På mødet vil Skolebestyrelsen orientere de fremmødte om besparelserne og om de konsekvenser de får på Søndergård Skole, og derefter er der mulighed for debat.
Også Skoleforvaltningen og Børne- & undervisningsudvalget er inviteret, men politikerne har endnu ikke svaret tilbage.
 
Stormødet finder sted i skolens aula, søndag aften klokken 19.

Naturlig ventilation på Buddinge Skole!
Den kommende tilbygning til Buddinge Skole, SFO Kildebjerget, er ikke alene ambitiøs – den er også miljørigtig!
Det nye ventilationsanlæg bliver nemlig baseret på naturlig ventilation, suppleret med udsugningsventilatorer. Det, der med et fint ord kaldes hybridventilation.
På den måde sparer skolen både udstyret til den traditionelle ventilation, den slipper for at opføre et nyt ventilationsrum på bygningens tag og for de udgifter, der følger med til vedligeholdelse.
 
Det miljørigtige ventilationsanlæg er kun en del af dét projektforslag, der netop er blevet godkendt i Børne- & Undervisningsudvalget, og som senere skal behandles i Økonomiudvalget.
 
Projektet koster godt 10 millioner kroner, og hvis alt går efter planen, starter byggeriet til november, og så er SFO Kildebjerget klar til at blive taget i brug den 1. juni næste år.

Kanal-problem
Tordenvejret i går tog livet halvvejs af denne radiostation.
I hvert fald forsvandt lyden fra den ene kanal, efter at et lyn om formiddagen var slået ned tæt ved Gladsaxesenderen.
Både Telestyrelsen og Teledanmark arbejdede det meste af dagen på at udbedre skaden og det betød flere lydudfald, når reparationerne skulle testes.
 
I dag skulle alt igen fungere normalt.