Fredag den 14. December


Usolidarisk skraldeordning?

Det solidariske princip for betaling af indsamling af skrald i Gladsaxe Kommune er nu kommet under endnu kraftigere beskydning.

De store boligselskaber har længe kaldt ordningen for alt andet end solidarisk. De syntes nemlig, at beboere i de almennyttige boliger skal slippe billigere, fordi det eksempelvis er begrænset, hvor meget haveaffald en altankasse kan give.

Det er hidtil blevet ved protesterne, men nu har Værebro Park sat ord på to ansøgninger: Den ene om helt at slippe ud af haveaffaldsordningen – det vil de nemlig selv tage sig af, og dermed spare beboerne for mere end en kvart million kroner om året. Den anden om at slippe små 100.000 kroner billigere ud af storskraldsordningen, fordi beboerne selv vil kvase skraldet ved hjælp af en komprimatorcontainer.

Der har ikke hidtil været politisk interesse for at ændre ved de nuværende solidaritetsbegreber omkring betalingen, og den tekniske forvaltning syntes heller ikke, at det er en god idé.

De to ansøgninger bliver behandlet på mandag, hvor teknik- og miljøudvalget holder sit sidste møde.


De fryser på Egegård skole

Elever og ansatte på Egegård skole i Gladsaxe fryser – i hvert fald dem, der opholder sig i de yderst beliggende klasselokaler.

Det har derfor været et stort ønske længe for bestyrelsen at få ordnet skolens centralvarmeanlæg. Derfor spurgte bestyrelsesformand Tina Larsen på onsdagens byrådsmøde, om de også skulle fryse næste år.

Spørgsmålet faldt i byrådets spørgetid, der ligger lige i starten af mødet, men der skulle gå mere end et par timer med debat om andre emner, førend skoleformanden fik svar. Socialdemokraten Karin Søjberg Holst, der er formand for børne- og undervisningsudvalget, sagde: "Vi har bedt forvaltningen sikre, at der i det næste driftsår kommer den varme, der skal selv til de yderstliggende rum".


Farvel og tak

Den 20. december holder det nuværende byråd i Gladsaxe sit absolut sidste møde.

Mødet er indkaldt ekstraordinært, fordi byrådet vil ændre styrelsesvedtægten to steder, nemlig omkring indkaldelse af stedfortrædere og vedrørende opsplitningen af det gamle teknik- og miljøudvalg i to nye udvalg.

Men på det sidste ordinære møde i onsdags blev der sagt officielt farvel til de ti, der nu forlader byrådet.

Borgmester Ole Andersen takkede alle for indsatsen og uddelte kommunens erindringsgave, som er en skål af kongeligt porcelæn udført af keramikeren Alev Siesbye.


Yvonne fra Gladsaxe

Hun er 12 år, går på Vadgård skole i 6. klasse, er i fritidsklub i Klub 222, og så blev hun udvalgt blandt 850 børn til at være Yvonne fra Olsen Banden som barn i den nye junior-film.

Signe Lerche, hedder hun, og hun er kisteglad for at have været med, har fået en barnedrøm opfyldt og er helt klar på at filme endnu en Olsenfilm eller andre filmtilbud.

Her hvad Signe selv siger om at have været med ti at lave film senere i Nyhedsmagasinet.


Borgmesterens stedfortrædere

I modsætning til en borgmester lever viceborgmestrene en mere anonym tilværelse. Men der er altså både en første og anden viceborgmester i Gladsaxe kommune.

Stillingsbetegnelsen "1. viceborgmester" kan SFs Peter Brooker smykke sig med, mens 2. viceborg-mester er Venstres Bjarne Rasmussen.

Kommunaldirektør Marius Ibsen forklarer, at deres opgave er at være stedfortræder for borgmesteren, og at første viceborgmester som regel er fra samme politiske spektrum som borgmesteren, mens anden viceborgmester som oftest er fra oppositionen.

I modsætning til borgmester Ole Andersen, der som fuldtidsansat ved Gladsaxe kommune bliver lønnet med 600.000 kroner om året, er de to viceborgmestre ikke lønnede.

Peter Brooker får dog som første-viceborgmester 60.000 kroner i vederlag om året.