Torsdag den 1. November


Lokal harme over folketingsvalg

Venstres lokale leder, Bjarne Rasmussen, er fortørnet over, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i går bestemte, at folketingsvalget skal falde samme dag som kommunalvalget og amtsrådsvalget.

- Det er manglende respekt for det lokale folkestyre, men er et udtryk for, at statsministeren og socialdemokratiet ikke er deres opgave voksen, udtaler han til Radio Gladsaxe.


Røvede videobutik med kniv

Gladsaxe politi efterlyser en knivbevæbnet røver, der, onsdag aften i en videobutik på Bagsværd Hovedgade, med en stor kniv truede sig til et mindre kontantbeløb og omkring 100 nye DVD-film.

Røveriet skete omkring kl. 21.20, og gerningsmanden beskrives som ca. 40-år, dansk, omkring 175 centimeter høj og med kort sort hår.

Under røveriet bar han en rød-sort skovmandsskjorte, mørke bukser og sorte sko, ansigtet var dækket af et sort halstørklæde.

Vidner så efterfølgende en mand svarende til signalementet løbe mod Værebro af Vadstrupvej.

Gerningsmanden kan have stået og ventet udenfor videoforretningen, indtil den blev tom, og Gladsaxe politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner.

Politiet i Gladsaxe kan kontaktes på telefon 39 69 14 48.


Udramatisk gasuheld

Brandvæsenet i Gladsaxe mødte talstærkt op onsdag morgen, da en gasledning på Krogshøjvej i Bagsværd blev gravet over.

Brandfolkene afspærrede området og sikrede, at der ikke blev brugt åben ild i nærheden.

I løbet af en halv times tid fik HNG-personale lukket for gastilførslen, så bruddet kunne blive udbedret.

Der sker ifølge brandchef Ole Nedahl den slags uheld med gasledninger én gang om året, hidtil, i Gladsaxe i hvert fald, uden alvorlige følger.


WoCo under kritik

Gladsaxe teater er blandt de kulturinstitutioner i Københavnsområdet, der undsiger turistorganisationen Wonderful Copenhagens, i daglig tale WoCos, arbejde.

Organisationen får 35 mio, kroner årligt til at markedsføre København og omegn, men WoCo ofrer ikke mange kroner på at lokke kulturinstitutionernes målgrupper til.

Det mener i hvert fald flere kulturinstitutioner, der, udover teatret i Gladsaxe, blandt andre tæller Tivoli, Statens Museum for Kunst, Danmarks Akvarium, Zoologisk Have og Experimentarium.

De ser gerne, at der gøres en indsats for at tiltrække udenlandske endagsturister, indenlandske turister fra Fyn og Jylland og børnefamilierne.

I stedet jagter WoCo det unge jet-set, karriereparrene uden børn, det grå guld, altså pensionister, og gay segmentet, som er homoseksuelle.

De nævnte grupper er selvfølgelig alle velkomne både i teatre og museer, men de protesterende kulturinstitutioner, der har sluttet sig sammen i det, der kaldes Kulturklubben, påpeger, at det ikke er de grupperinger, der bringer brød på bordet hos de fleste indenfor kulturlivet.

Derfor lægger Kulturgruppen nu op til en debat om markedsføringskronerne.

Gladsaxe kommune har et forsigtigt samarbejde med WoCo i form af en turistinformation på hovedbiblioteket.