Onsdag den 17. April


Effektive, tillidsvækkende – og stort set uundværlige.

På bare to år er det lykkedes det kriminalpræventive projekt Gadeaktion Gladsaxe at blive en integreret del af gadebilledet i Gladsaxe.

Alene sidste år var det mobile gadekorps i kontakt med godt 700 unge, hvoraf flere tilhørte målgruppen af unge, der har brug for hjælp og støtte. Det viser en ny rapport om gadekorpsets arbejde.

Pædagogisk konsulent Kim Valbjørn sidder med i den styringsgruppe, der netop har anbefalet, at projektet fortsætter til næste år, når den 3-årige forsøgsperioden udløber. "Gadeaktion Gladsaxes styrke er, at de er på gaden hvor de unge også er og de henvender sig direkte til de unge på gaden. De unge skal ikke først finde et rådhus eller en socialforvaltning og få en tid om måske 14 dage, der er direkte kontakt med det samme og Gadeaktion Gladsaxe kan handle på stedet og kontakte forældre eller andre relevante instanser", mener Kim Valbjørn.

En af gadekorpsets mange samarbejdspartnere er Gladsaxe politi, og selv om kriminalpræventivt arbejde er svært at måle, så vurderer Merete Palner, kriminalpræventiv koordinator, at Gadeaktion Gladsaxes eksistens er af stor betydning. "Når man har rettet henvendelse til de unge, så har det vist sig forskellige steder, at de rent faktisk har fået øget deres opmærksomhed på at der overhovedet findes noget, der hedder Gadeaktion Gladsaxe. Jeg har samtidig oplevet dem som samarbejdspartner i konkrete sager, hvor de unge har haft stor tillid til dem. Og faktisk er det min oplevelse, at de meget hurtigt er nået ind på livet af de unge. For mig er det helt urealistisk tale, at Gadeaktion Gladsaxe ikke skulle være her efter den 31. december, men det er jo desværre ikke op til mig at bestemme", siger Merete Palner.

Gadeaktion Gladsaxes videre skæbne den afgøres i forbindelse med budgetforhandlingerne senere på året.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Gode udsigter for skraldemænd

De forhenværende skraldemænd fra Christianslyst har ingen problemer med at finde nyt arbejde.

Det vurderer SiD-formand i Gladsaxe, Flemming Grønborg, efter et møde i mandags.

Her var de ledige skraldemænd indbudt til et møde med deres fagforening, SiD, arbejdsformidlingen og jobhuset.

Det viser sig, at kun 10-12 af de tidligere ansatte ved Christianslyst står uden arbejde, og ikke som tidligere antaget, omkring 20 skraldemænd.

De kan få hjælp med at skrive ansøgninger og også mere personlig vejledning, for som Flemming Grønborg siger, kan det svært at omstille sig, hvis man har arbejdet det samme sted i 35 år.

Men han mener, at skraldemændene, der alle har en transportuddannelse med renovation som speciale, har gode chancer for at finde et andet arbejde.


Fængselsdom efter falsk vidnesbyrd stadfæstet

Østre Landsret har stadfæstet en dom fra retten i Gladsaxe, der mere troede på to politiassistenters vidneudsagn end udsagn fra det meste af en kurdisk familie og to tiltalte i en sag om falsk forklaring.

Sagen starter tilbage i marts 2000, hvor en politipatrulje får øje på en motorcyklist uden styrthjelm på Hillerødmotorvejen. Patruljen følger efter for at få motorcyklisten til at standse, men i stedet sætter han farten op. Motorcyklisten drejer ned ad Vibevænget og får smidt den i øvrigt stjålne motorcyklen i en indkørsel.

Politifolkene når lige at se flugtmanden løbe ind i huset, og får kort efter fat i ham.

Sådan lyder i hvert fald politiets forklaring.

Imod dette gik vidneudsagn fra motorcyklistens søstre og en veninde, der alle, dog med lidt forskellige forklaringer, bedyrede at have spist på en restaurant med vedkommende i samme tidsrum.

Den troede retten ikke på, ligesom den heller ikke troede på udsagn fra en medtiltalt, der seks måneder efter situationen pludselig dukker op og erkender at have været gerningsmand.

Forsvareren lagde vægt på, at de to ikke kendte hinanden i forvejen – den ene har kurdisk baggrund, den anden grønlandske aner, slog forsvareren blandt andet fast.

Sager om falsk vidnesbyrd kan give op til fire års fængsel.

Standardprocedure i den slags sager er dog 60 dages ubetinget fængsel, og det var da også rettens dom, både i Gladsaxe tidligere på året og altså også nu i Østre Landsret.


Trafikstøj på dagsordenen

Gladsaxes politikere sender nu en opfordring til Vejdirektoratet om, at de lovede støjskærme langs Ringvej B4 bliver sat op – på statens regning, vel at mærke.

Beboerne langs vejen havde fået lovning på støjafskærmning af den tidligere regering, men den nye regering har skåret midlerne væk.

Derfor vil medlemmerne i Gladsaxes trafik- og teknikudvalg gerne stikke hovederne sammen med Værløse kommune, der også har grund langs med vejen, for at sende en fælles bøn til det statslige vejdirektorat om at tage sagen op til fornyet overvejelse.

Hvis ikke staten vil betale, må Gladsaxe vurdere, om det er en reel mulighed selv at betale for støjafskærmningen, der alene indenfor Gladsaxes kommunegrænse vil koste omkring 15 til 20 millioner kroner at få opsat.

Til sammenligning har Gladsaxe sat 6.4 millioner kroner af til vejvedligeholdelse i år.


Singapore og Sommerfuglen

Når børnene i institutionen Sommerfuglen i Bagsværd bliver afleveret i dag er det ikke en helt almindelig dag, der venter dem. De får nemlig besøg af Singapores premiereminister og kone, som specifikt har bedt om lov til at besøge lige netop Sommerfuglen.

Derfor bliver børnene inddelt i tre grupper, hvoraf den ene skal på tur, den anden skal være uden for og kun den sidste tredjedel kan være indenfor, mens besøget foregår.

Det er af sikkerhedsmæssig årsager, at der ikke må være alt for mange samlet på en gang. Også på andre områder har børn og ansatte ved Sommerfuglen mærket, at sikkerheden ikke er noget, man tager let på i Singapore. Ved flere besøg af repræsentanter fra Singapores regering er det hele blevet planlagt ned til sidste detalje; hvem skal sidde hvor og hvornår, hvem og hvor mange der deltager og så videre. Delegationen fra Singapore tæller foruden premiereministeren og hans kone også handelsministeren, udenrigsministeren og undervisningsministeren. De bliver efter et kort møde med kommunens repræsentanter kørt til Sommerfuglen – på behørig vis skarpt overvåget af sikkerhedsfolk og med politieskorte.


Tyske og polske venner på besøg

Japan i fredags, Tyskland og Polen i dag.

Gladsaxe har venskabsbyer over det meste af verden, og gæster her fra er jævnligt på besøg, lige som repræsentanter fra kommunen er på besøg hos vennerne i udlandet.

I dag kommer gæster fra tyske Neubrandenburg og polske Koszalin på visit, hvor de blandt andet skal besøge Gladsaxe musikskole, Gladsaxe Stadion, Gladsaxe Teater og omsorgscenteret Rosenlund. I eftermiddag inviterer Gladsaxe de tyske og polske gæster venskabsbymøde, hvor kommunen vil orientere om kommende sports- og musikarrangementer og om udveksling af kunst og kunstnere.


Hør flere nyheder i lydudgaven af dagens Nyhedsmagasin