Tirsdag den 5. Marts


Målrettet erhvervspraktik

En ny og meget målrettet form for erhvervspraktik er på vej til Gladsaxes skoler.

Skole- og ungdomsvejledningen og erhvervssekretariatet arbejder lige nu på et omfattende projekt, der skal styrke samarbejdet mellem skolerne og det lokale erhvervsliv - bl.a. for at sikre, at der i fremtiden er unge til at tage over på de lokale virksomheder.

Det skal blandt andet gøres ved at sende et 64 siders katalog ud til skolerne, hvor et halvt hundrede virksomheder præsenterer sig selv, fortæller leder af skole- og ungdomsvejledningen, Leif Pedersen.

"Virksomhederne er interesserede i at få unge til at få øje på erhvervsuddannelser som ligger ude i de enkelte virksomheder. Et af de store problemer for unge i dag er at få øje på de muligheder der ligger indenfor erhvervsuddannelserne. Vi kan se på de unges søgemønstre, at over 50% primært søger de almen gymnasiale uddannelser. Og det er fint nok, men vi vil gerne have, at man også får mulighed for hjemme via et sådant katalog at se på hvad der er af muligheder inden for vores erhvervs-uddannelser inden for vores erhvervsliv, og dermed måske tage en gymnasial uddannelse som ligger på handelsskole eller teknisk skole. Det er den kobling vi ønsker at lave med erhvervslivet og vores ungdomsuddannelser", siger Leif Pedersen.

Samarbejdsprojektet fik i går grønt lys i Gladsaxe erhvervsråd, og nu går skole- og ungdomsvejledningen for alvor i gang med at tage kontakt til virksomhederne og skolerne.

Det nævnte katalog forventes at komme ud til skolerne lige efter sommerferien, og derudover er der planer om at oprette en hjemmeside som hele tiden opdateres og holde konferencer for de deltagende virksomheder og vejledere.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Valg til integrationsråd i aften

Ca. 5000 Gladsaxeborgere skal i dag til stemmeurnerne – der er nemlig valg til Gladsaxes integrationsråd.

Det foregår på hovedbiblioteket, og valghandlingen er opdelt i to faser, fortæller chef for arbejdsmarkedsafdelingen, Erik Schrøder.

"Først gennemgår vi reglerne for de fremmødte, og så vil der være en opstillingsrunde, hvor kandidaterne får mulighed for at præsentere sig selv. Så bliver der oprettet en kandidatliste og næste fase er selve afstemningen. Og når der er funder 6 kandidater og 6 suppleanter, så skal de indstilles til byrådet, som i virkeligheden udpeger medlemmerne på basis af det valg, der bliver truffet".

Der er som nævnt ca. 5000 stemmeberettigede til valg til integrationsråd, og det er alle de etniske minoriteter i kommunen.

Valget foregår altså i den store sal på Hovedbiblioteket i aften mellem klokken 19 og 22.

Vi har mere om valget i Nyhedsmagasinet i morgen, og i programmet Den Varm Stol, der sendes ligeledes i morgen klokken 7.30 og genudsendes klokken 17.30, får vi besøg af integrationsrådets nuværende næstformand, Azam Javadi.


Grønne dage på Kvikmarken

Det var meningen, at det var børnene, der skulle lære noget om miljøet, men som en sidegevinst kan også deres forældre og lærere blive klogere.

I dag og i går har 3.-6. klasses eleverne på Kvikmarkens Privatskole i Buddinge nemlig besøg af den grønne karavane, et initiativ arrangeret af de grønne guider i Gladsaxe og omegnskommunerne.

- For det første ville vi gerne have, at vore elever fik mulighed for at lære noget om miljøet. Men jeg må indrømme, at vi voksne også allerede har lært meget. Der kommer måske ikke de store holdningsændringer på to dage, men vi får sat fokus på miljøet, og det er et godt sted at starte. Og så skal man jo lære at kravle, før man kan gå, siger skoleleder på Kvikmarkens Privatskole, Per Toni Hansen.

Skolen søgte også om at få besøg af den grønne karavane sidste år, men blev ikke valgt. Det er nemlig ikke alle interesserede skoler, der kan få besøg af miljøguiderne i den grønne karavane og udvælgelsen sker ud fra først-til-mølle-princippet. Så skulle lærere og ledere på skoler rundt omkring i Gladsaxe få lyst til et besøg af den rullende miljøkaravane, er det en fordel at være ude i god tid. Den triller ud igen til efteråret og næste forår.


Borgermøde om etagebyggeri

Et forslag om nyt etagebyggeri på Buddingevej er til debat på et borgermøde i aften på Gladsaxe rådhus.

Det er ejeren af ejendommene Buddingevej 283 til 289 der har søgt om lov til at bygge nyt i op til tre etager på grunden, der ligger mellem Kildebakken og Fremtidsvej

Men de kommende naboer naboer frygter støj- og skyggegener fra de nye etageboliger, og da lokalplanforslaget var til 1.behandling på Gladsaxe Byråds møde i februar benyttede formanden for andelsboligforeningen Æblelunden spørgetiden til at gøre indsigelser overfor det nye byggeri. Beboerne ønsker, at boligerne bliver opført i højst to etager og at byggeriet bliver udført på en måde, så det passer ind i det eksisterende.

Aftenens borgermøde starter klokken 19.30 og det foregår i Rådhuskælderen på Gladsaxe rådhus,

og vi vender tilbage til mødet i Nyhedsmagasinet i morgen.


Ny radikal formand

Skoler, daginstitutioner og miljøet hører til nogle af de politiske kernepunkter for den nye formand for Gladsaxe radikale vælgerforening, Bjarne Tolboe Christiansen, der for nylig blev valgt som efterfølger for Steffen Lambertsen.

"Personligt er det daginstitutioner og skoler, der står mit hjerte nært. Gladsaxe bør have råd til at bedre vilkårerne på skolerne, ligesom det faldende børnetal ikke bør smitte af på normeringerne på daginstitutionerne. Miljøområdet er også spændende, og der er det jo så heldigt, at vi har fået Lis Smidsholm (R) som udvalgsformand", siger den nyvalgte formand, der er 40 år og leder af en daginstitution i København.