Fredag den 8. Marts


LO-kulturpris til Værebro Park

LO-Gladsaxes kulturpris går i år til den beboervalgte afdelingsbestyrelse i Værebro Park i Bagsværd.

Det er afdelingens store arbejde for integrationen, der har udløst prisen, der består af 2.500 kroner og en statuette som bevis på æren.

Formanden for afdelingsbestyrelsen, Egil Dræger, siger om prisen: "Der følger jo et beløb med som vi kan bruge til et spændende arrangement. Men ellers ser vi prisen som det skulderklap, den er – et klap, der betyder noget, når vi som her arbejder med noget, hvor resultatet først kan ses på det lange sigt. Vi har et vældig godt samarbejde med de kommunale institutioner her i området, vi arbejder i fællesskab frem mod en bedre gensidig kulturforståelse".

Prisen blev overrakt i går af LO-Gladsaxes nyvalgte formand, René Zingenberg.


Dieseludslip ved tankstation

Jorden ved DK-benzintankstationen på Buddinge Hovedgade skal nu undersøges nærmere for forurening, efter at det er kommet frem, at der sivet diesel ned i jorden.

Tankstationen har henvendt sig til Gladsaxe kommune og er selv gået i gang med at undersøge omfanget af forureningen, lige som oppumpning af dieselen er i fuld gang.

Undersøgelsen skal vise, hvor omfattende skaden er, og om der skal foretages skridt imod at afværge, at udslippet breder sig.

Uheldet sker samtidig med, at Gladsaxe kommune i forvejen har andre tankstationer i kikkerten. Som vi fortalte i går i Nyhedsmagasinet har undersøgelser af to tankstationer nemlig vist, at jorden er forurenet og at der derfor skal flere undersøgelser til for at afgøre, hvor stor faren er for, at grundvandet er forurenet.

Dieseludslippet på DK-benzintankstationen har dog ikke forbindelse med kommunens undersøgelser, som er foranlediget af, at der er fundet rester af stoffet metyl tertiær butyl æter, MTBE, i jorden tæt på grundvandsboringer. Et giftigt stof, hvor blot en lille rest er nok til at give drikkevandet en afskyelig smag og gøre det fuldstændigt udrikkeligt.


Røveri på togstation i Bagsværd

En 15-årig dreng blev onsdag aften passet op af tre 16 til 19-årige unge på Skovbrynet station i Bagsværd.

De tre stod af toget, der kom fra Farum, og henvendte sig til den 15-årige, der netop var kommet fra fodboldtræning og ventede på tog for at komme hjem.

Mens den ene af de tre holdt drengen fast, gennemrodede de to andre drengens tøj og fratog ham en mobiltelefon og et mindre beløb i kontanter.

Efter røveriet tog gerningsmændene toget mod København.

To af røverne beskrives som meget mørke i huden, den ene omkring 175 centimeter høj med sort Northface-jakke, mørke bukser og mørke sko. Den anden omkring 185 centimeter høj – her er ingen nærmere beskrivelse af tøjet.

Den tredje gerningsmand er dansk, 185 centimeter høj, med hvid kasket, lyse bukser og sorte sko.

Røveriet skete onsdag aften ved 22.30-tiden og oplysninger i sagen kan gives til Gladsaxe politi på telefon 39691448.


Unge centrumdemokrater har svært ved at markere sig

Der bliver ikke hængt med hovedet, når CDU - CentrumDemokraternes Ungdom – i weekenden holder det årlige landsmøde, selv om partiet ved sidste valg røg ud af Folketinget.

I forvejen har de unge CD´ ere haft svært ved at markere sig, mener Lone Yalcinkaya, der holder åbningstalen i Bagsværd i morgen, og med i Folketinget eller ej, så er det svært for et lille partis ungdomsafdeling at gøre sig bemærket:

- CDU har altid har svært ved at profilere sig, fordi de er en lille organisation i forhold til andre partiers ungdomsafdelinger. Men vi "gamle" medlemmer kan så være med til at inddrage dem i det politiske arbejde og de unge er da også repræsenteret i partiers forskellige organer. Og det skal de også være, for de unge er ikke så fasttømrede, de kan tænke nyt og et frisk pust, som vi andre skal give plads, siger Lone Yalcinkaya.

CDUs landsmøde begynder i morgen klokken 13 og varer weekenden ud.