Onsdag den 4. September 2002


Storstilet AB-projekt i Gladsaxe

Et trestjernet hotel, et sportscollege, et fitnesscenter, overdækning af stadion, nye parkeringspladser, omlægning af tennisbaner og en beplantet allé.

Sådan lyder nogle af hovedingredienserne i en plan for udviklingen af det kommunalt ejede Gladsaxe sportscenter - en plan, som vel at mærke bliver lagt frem af fodboldforretningen AB A/S.

Timingen for offentliggørelsen af de storstilede planer kunne set udefra næppe være dårligere.

I dag skal politikerne i Gladsaxe byråd diskutere det kommunale budget, som blandt andet indeholder en manko på en halv million kroner i manglende tilskuerindtægter fra netop AB.

Klubbens professionelle hold ligger på en lidet flatterende sidsteplads i superligaen, og med en længere skadesliste af kernespillere er der ingen umiddelbar ændring af den position i sigte.

Projektet, der er udarbejdet sammen med entreprenørgiganten MT Højgaard, kommer til at kræve en stor portion kommunal velvilje, både planmæssigt og økonomisk.

Aktieselskabet bag AB forventer da også, at kommunen i næste uge giver besked om eventuel deltagelse i det såkaldte trøjesponsorat til fodboldselskabet på halvanden million kroner årligt fra kommunekassen.

Sportscenterområdet fremtræder i dag temmelig slidt på ret så væsentlige områder; både svømmehal, skøjtehal og arealerne udenom trænger til gennemgribende renovering.

Med en privat investering, eller direkte overtagelse af hele området, så kan der måske blive tale om et generelt løft af både bygninger og indhold.

Foreløbig ligger projektet i skitseform fra arkitekterne Friis & Moltke.

Skal det hele realiseres, så kræver det et tæt samarbejde mellem AB, kommunen og kommunens erhvervsvirksomheder, understreger bestyrelsesformand Mogens Flagstad, AB A/S, i en pressemeddelelse.

Gladsaxe-borgmester Karin Søjberg Holst har haft møde med AB om projektet og forelægger ideerne for økonomiudvalget i næste uge.


Budgetdebat i byrådet

I aften tager Gladsaxes politikere for alvor hul på efterårets budgetdrøftelser. Det sker på et ekstraordinært byrådsmøde i salen på rådhuset.

Det er i aften, at samtlige partier skal på talerstolen for første gang for at kommentere borgmester Karin Søjberg Holsts forslag til budget for de kommende år.

Og det er samtidig første gang, det lille parti Skraldelisten er med i budgetdebatten. "Det er jo lidt svært, når man er ny og sidder helt alene med budgettet, men jeg har fået læst det igennem, og jeg kan ikke forstå, at man har pillet sponsoratet til AB af budgettet. Jeg kan heller ikke se, hvor det står, hvordan man skal tilbagebetale de penge, folk har betalt for meget i renovation. Det lovede ellers afdøde borgmester Ole Andersen," siger Ole Rasmussen fra Skraldelisten.

Da der blev indgået budgetforlig sidste år, var Enhedslisten for første gang med i aftalen. Partiets repræsentant i byrådet, Emilce Nielsen, siger om forventningerne til dette års budgetforhandlinger:

"Først og fremmest har jeg den forventning, at vi kan forbedre servicen inden for folkeskoleområdet og børneområdet i det hele taget. Og på ældreområdet. Og jeg kan se, der er ikke store forslag til forbedringer. Det, budgetudspillet lægger op til, er at kompensere for nogle økonomiske mangler, dvs. dække nogle huller, der har været, og fortsætte med samme eller lavere serviceniveau," siger Emilce Nielsen.

Den økonomiske situation i Gladsaxe har for nylig vist sig at være bedre, end man havde regnet med i foråret. Men den konservative Lars Abel mener alligevel, at borgmesteren i sit budgetudspil er endda meget rundhåndet. "Kommunens gode økonomi skyldes især større skatteindtægter end forventet, og i stedet for at være helt så rundhåndet, kunne man måske give borgerne lidt tilbage i form af lavere skatter", mener Lars Abel.

Budgettet er det eneste punkt på dagsordenen til aftenens ekstraordinære byrådsmøde.

Radio Gladsaxe sender hele budgetdebatten direkte fra klokken 18 med genudsendelse i morgen torsdag fra klokken 9.30.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Uheldig falsk identitet

En herboende serbisk statsborger blev i retten i Gladsaxe i går for anden gang på en uge varetægtsfængslet i fire uger – denne gang med egen og rigtig identitet.

Den 23-årige mand blev taget på fersk gerning under et villaindbrud på Ericavej i Søborg den 26. august og blev også ved den lejlighed varetægtsfængslet.

Siden har det vist sig, at manden ved en lang række indbrud over hele Sjælland blandt havde stjålet et sygesikringskort, som han brugte som identitetskort, da han blev anholdt.

Uheldigvis var den retmæssige ejer af sygesikringskortet også velkendt hos politiet med et længere synderegister, så derfor var der ikke den store fordel ved den nye identitet.

Ud over anklager om indbruddene og dokumentfalsk, så bliver der nu tilføjet endnu en sigtelse efter § 164. Den handler om at give urigtige oplysninger til offentlige myndigheder og med forsæt få en uskyldig sigtet og kan give op til seks års fængsel.


Senere klassedannelser en succes

Et forsøg med senere klassedannelser har skabt ro og harmoni i de yngste klasser på Marielyst skole. Her bliver eleverne først sat sammen i klasser efter vinterferien, når lærerne har lært børnene at kende.

Forsøget, der også har fundet vej til skoler i andre kommuner, blev for nylig udsat for kritik af en professor fra Danmarks pædagogiske institut, der mener, det kan få nogle børn til at føle sig kasserede. Men på Marielyst skole er både lærere og forældre glade for ordningen, der nu kører på tredje år, fortæller inspektør Jørn West Larsen.

"Vi har fået klasser, der er mere harmoniske. De er sammensat sådan, at begge klasser har både stærke og svage elever, både fysisk og socialt. Resultatet er, at børnene arbejder bedre sammen, og det er hovedformålet med det", siger Jørn West Larsen.

Når børnene starter på Marielyst Skole, bliver de delt op i to basisgrupper indtil september, hvor de igen bliver delt, og efter efterårsferien bliver eleverne så flyttet rundt for sidste gang, inden de til februar bliver sat sammen i de klasser, de skal gå i resten af skoletiden.

Det er skolens bestyrelsen, der har bestemt kriterierne for, hvordan børnene skal sættes sammen, og udover at mikse de såkaldt stærke og svage elever, så skal der også være en nogenlunde ligelig fordeling af rolige og urolige elever, klasserne skal være lige store, og i det omfang det kan lade sig gøre, skal der være lige mange drenge og piger i klassen.

Rygtet om forsøget på Marielyst skole har i øvrigt bredt sig, og i de seneste år har været større søgning til skolen, også fra nabodistriktet.

(hør mere i lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)


Enhedsplejens nye struktur under lup

Hvordan skal det hele organiseres, når Gladsaxes lokalkontorer skal nedlægges, og enhedsplejen samles ét centralt sted. Hvordan skal kommandovejene være, og hvordan skal enhedsplejen fungere i de nye rammer.

Den nye organisering af enhedsplejen står på programmet i morgen, når socialudvalget holder temamøde.

Her skal politikerne også drøfte den såkaldte B U M-model; bestiller, udfører og modtager-model, som ifølge forvaltningen skal sikre, at borgerne får en lige behandling, der tager udgangspunkt i den enkeltes behov, og som samtidig skal gøre det lettere for den enkelte borger at få slået sine ydelser sammen.

Ud fra socialpolitikernes bemærkninger og høringssvar fra relevante parter vil embedsmændene efterfølgende lave et oplæg til en egentlig beslutning, som politikerne skal tage stilling til i midten af september.


Teater på bibliotekerne

Klovnen Albert, Kaj Gummiskos Gøglercirkus, en enkelt fotomodel og et par rockkoncerter.

Det er blot et lille udsnit af efterårets tilbud til børn og unge i Gladsaxe, som hovedbiblioteket arrangerer.

Efteråret står i den gode histories tegn, en landsdækkende kampagne for alle biblioteker i landet, og den anledning har Gladsaxes biblioteker brugt til at invitere kommunens børn og unge til teater og gøgl, fortæller bibliotekar ved hovedbibliotekets børneafdeling, Astrid Lyngby:

- Vi har valgt at sætte hele efteråret af til den gode historie, med masser af tilbud til børn og unge. Og mange af forestillingerne vil vi vise flere gange, så vi er sikre på, der er plads til alle, siger Astrid Lyngby.