Tirsdag den 25. Februar 2003


Stort oprydningsarbejde efter brand i Søborg

Der var i går hektisk aktivitet bag politiafspærringen ved Søborg Butikstorv, hvor et omfattende oprydningsarbejde stadig er i gang, efter fredagens brand i pizzariaet i stueetagen.

Repræsentanter fra ISS Skade Service, bebyggelsens forsikringsselskab og taksatorer var det meste af dagen i færd med at tage mål af skaderne, og indehaveren af pizzariaet var også tilstede.

Nyhedsmagasinet mødte ham udenfor sin brændte forretning:

- Vi kan kun være glade for, at der ikke skete noget med mennesker, at det kun var materielle skader, selv om det kan være slemt nok. Vi regner med, vi får besked om et par dage, om hvornår vi kan åbne igen. Vi vil gerne gøre endnu mere ved sikkerheden, men vi må høre eksperterne om, hvad vi mere kan gøre, siger ejer af pizzariaet, Ahmed Arekn.

Branden startede ved, at der gik ild i en frituregryde, og da personalet ikke kunne få slukket ilden, hældte de vand på gryden. Dette resulterede i en eksplosion, hvor ilden bredte sig via ventilationsskakterne til husets tag og tre opgange.

Omfanget af skaderne er endnu ikke gjort op, men beboerne i to opgange er stadig evakuerede, adskillige af lejlighederne er totalskadede, og der kan gå op til et halvt år, før beboerne kan flytte hjem igen.

I alt er beboere i 20 lejligheder blevet evakueret.


Storskrald skal også hentes i kolonihaverne

Kolonihavefolket i Gladsaxe slipper nu måske alligevel for selv at skulle slæbe storskrald og haveaffald op til en halv kilometer til centrale indsamlingssteder.

Det var ellers på tale, fordi Arbejdstilsynet har forbudt renovationsfirmaet HCS at lade medarbejderne indsamle skraldet på den måde, som de hidtil har gjort, hvor de har løftet rundt på de tunge sække af flere gange. I hvert fald flere end Arbejdstilsynet vil tillade.

Dermed var der lagt op til at lade haveejerne selv bringe affaldet hen til indsamlingspladser.

Men efter at have gransket kontrakten med skraldefirmaet nærmere, så mener politikerne i miljøudvalget, at det er firmaets egen opgave at hente skraldet ved havelågerne, og ikke et problem for hverken kommune eller kolonifolk.

Inden for en måned tager politikerne endelig stilling til problemet, sådan at der er en afklaring inden sæsonen starter i de små haver.


Punger ud til affald

Pengene fosser ud af kommunekassen.

Senest har miljøudvalget i Gladsaxe sagt god for en bevilling på godt seks millioner kroner til en 2.400 kvadratmeter stor udvidelse af genbrugspladsen på Turbinevej.

Det skulle til gengæld åbne mulighed for, at affaldet kan fosse ind i de rigtige containere i de rette mængder.

Genbrugsstationen blev etableret i 1987, udvidet i 1994, og står altså nu overfor endnu en udvidelse, der dels skyldes den stigende mængde affald og de større krav til sortering.

Den udvidede genbrugsplads, som vil komme til at være på 5.600 kvadratmeter, ventes at stå færdig sidst på året.


Dømt for gaderøverier i Mørkhøj

Retten i Gladsaxe afsagde i går dom over to 17-årige drenge for 2 røverier i februar 2002 på Novembervej i Mørkhøj. Begge drenge blev idømt et års betinget fængsel.

De to havde i den enes hjem delt flere flasker rom med en tredje dreng, der på det tidspunkt var under 15 år.

Herefter var de ved 23 tiden voldsomt berusede gået ud og overfaldet en tilfældig forbipasserende, slået ham ned og forlangt penge af ham. Han var dog ikke i besiddelse af kontanter.

Kort efter standsede de en kvinde på cykelstien på Mørkhøjvej, og mens de lod slagene hagle ned over hende, sagde en af dem: "Giv os dine penge din mær !"

Den mindreårige kan, selvom han siden er fyldt 15 år, ikke retsforfølges. I stedet var han indkaldt som vidne, men havde angiveligt glemt næsten hele forløbet.

Dommeren understregede, at fuldskab bestemt ikke fratager nogen ansvaret for deres handlinger og betegnede i øvrigt forbrydelsen som meget grov.

Til dommen knytter sig vilkår om tilsyn fra kommunens familieafdeling.

Begge de tiltalte udbad sig betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommene.


Slut med udvidet åbningstid

Den selvejende institution Gyngehaven, der ligger ved TV-byen, stopper fra juli med den udvidede åbningstid.

En tredjedel af børnehavens klientel kommer fra ansatte i DR, resten fra Mørkhøjområdet som helhed.

Hidtil har DR betalt for de to ekstra timers åbning fra 17 til 19, men den aftale har DR nu opsagt, simpelthen fordi der ikke er nogen af mediegigantens ansatte, der benytter tilbuddet.

Det gør derimod to børn fra området, og de skal nu til at finde andre pasningssteder – Gladsaxe kommune går ikke ind og dækker de to ekstra åbningstimer.


Nu mere end 300 foreninger i Gladsaxe

Gladsaxe kan nu tilføje yderligere tre klubber til den i forvejen mangfoldige liste på over 300 foreninger og klubber indenfor kommunegrænsen.

Klubberne er blevet godkendt i børne- og kulturforvaltningen, så de kan modtage tilskud i henhold til folkeoplysningsloven.

I Boldklubben Isborg dyrkes der basketball, og volleyball ventes at blive nok en aktivitet i klubben.

Grand Square er en squaredanserforening, og endelig er Public Jaybirds en fodboldklub.

Fra den lange liste af traditionelle klubber og foreninger kan der også plukkes et par af den mere usædvanlige slags. Hvad fx med Foreningen Kinesiske Ingeniører i Danmark, Ellert Foreningen, eller for den sags skyld Falun Gong, der af mange betragtes som en antividenskabelig, fanatisk og irrationel kult.