Mandag den 29. September 2003


Busser og fart eller øget trafiksikkerhed

40 km/t på Nybrovej. Sådan lyder et forslag fra Lyngby-Taarbæk kommune, der ejer det meste af vejen, blot ikke den kilometer af strækningen fra broen i Nybro og til kort efter Kongshvilevej og Amundsensvej.

Nabokommunen pusler med planer om at gå fra de nuværende 50 til 40 km/t, og spørger derfor nu, om Gladsaxe kommune er interesseret i projektet.

Umiddelbart passer nedsættelsen meget godt med den generelle trafikpolitiske holdning i Gladsaxe. Samtidig hører Nybrovej til kategorien af sekundære veje, hvor der tilstræbes 50 km/t af hensyn til busdrift og almindelig afvikling af trafikken.

Vejen er tilmed bred og med gode cykelstier og fortove, så forholdene for de svage trafikanter er i orden.

Omvendt er der rigtig mange, der krydser vejen ved Nybro, hvor de to søer render sammen, og ved kollegiet og det kommunalt ejede Tyrolerhus, som skoler og institutioner i høj grad benytter.

Der er derfor mange aspekter at vende for trafikpolitikerne i Gladsaxe, som skal afgøre spørgsmålet om en mulig hastighedsnedsættelse.


Valutasvindel

En ca. 35-årig kvinde er i retten i Gladsaxe blevet frifundet for en anklage om valutasvindel.

Kvinden var sigtet efter straffelovens paragraf om ulovlig omgang med hittegods, efter at have forladt Bagsværd postkontor med 32.000 kroner mere, end hun var berettiget til.

Hun skulle have vekslet 5.000 svenske kroner om til danske, men ved en ekspeditionsfejl blev vekselkursen sat til den noget mere favorable Euro, så i stedet for små 4000 kroner, forlod kvinden posthuset med godt og vel 36.000 gode danske kroner på lommen.

Retten mente ikke, der var ført tilstrækkelig bevis for, at hun var klar over fejlen, og dermed blev kvinden altså frikendt.

Hvis ikke dommen bliver anket af anklagemyndigheden, så kan postvæsnet vælge at anlægge en civilsag mod kvinden.


GladsaxeLænken på amtssygehuset

I dag starter den landsdækkende uge40-kampagne, som sætter fokus på danskernes forbrug af alkohol.

I den anledning ville GladsaxeLænken, som er et værested for misbrugere og pårørende,

gerne have stået i rådhushallen og delt brochurer og andre materialer ud til borgerne.

Men det kunne ikke lade sige gøre:

"Det kan man ikke, men det gælder for alle. Og da vi ikke har fundet noget andet sted, så står vi i stedet på Amtssygehuset i Herlev på torsdag", fortæller GladsaxeLænken.


Kommunal vinduespolering

Gladsaxe kommunes eget rengøringsselskab, GKR, kaster sig nu også over vinduespolering.

Selskabet blev etableret for fire år siden og gør blandt andet rent på skoler, institutioner og rådhus.

Flere kunder har vist interesse for GKR som udfører af polering.

Økonomiudvalget skal derfor i morgen behandle et forslag, hvor GKR får tilladelse til vinduespolering. Dog kun for eksisterende kunder, vel at mærke.

GKR skal altså ikke ud at konkurrere på det private marked, kun kommunens egne institutioner.


Billige aktiviteter i efterårsferien

Så er der håb forude for de mange småbørnsforældre, for hvem uge 42 er lidt af en helvedesuge.

Feriedagene er brugt op, bortset fra et par stykker reserveret til julen. Så hvad gør man så, når ungerne har efterårsferie.

Har skolebarnet en femmer på lommen, så er barnet, og forældrene, delvist reddet. For i formiddagstimerne byder fire idrætshaller i Gladsaxe sig nemlig til med aktiviteter.

Den gamle store svømmehal ved sportscentret har åbent alle dage, mens den mindre men nye i Bagsværd lægger tre formiddages vand til.

Skøjtehallen sprøjter fin ny is på alle dage, og bowlinghallen kan besøges tre formiddage, som sagt for en femmer pr. besøg.

Skoleeleverne skal blot huske deres personlige sygesikringskort, som skal vises ved indgangen.

De billige fritidstilbud arrangeres i et samarbejde mellem folkeoplysningsudvalget og børne- og kulturforvaltningen.


Drabssigtet anholdt

Den 23-årige mand, der er sigtet for drabet på en 24-årig mand ved en boligblok i Søborg, blev sent fredag anholdt.

Gladsaxe politi har siden skudepisoden den 27. august efterlyst den drabssigtede med navn og billede i hele Europa, og nu har eftersøgningen altså båret frugt, den 23-årige blev fredag aften anholdt i et sommerhusområde i Gørlev, skriver Ritzau.