Torsdag den 15. April 2004


Drikkevandsboring lukket

En kilde i Mørkhøj, der hidtil har leveret rent drikkevand, er med øjeblikkelig virkning blevet lukket efter fund af det kræftfremkaldende stof, vinylchlorid.
Indvindingspladsen, der ligger ved Stavnsbjerg Allé, drives af Københavns Energi, der opdagede forureningen i starten af marts måned.
Med stoppet af oppumpningen vil grundvandsstanden stige, nogle steder med helt op til fem meter.
"Stigningen kan medføre fugt og indtrængen af vand, så det er en god idé at holde øje med kældrene fremover", siger civilingeniør Peter Kleis fra forsyningsvirksomheden Københavns Energi.

Verbal uterlighed

En 13-årig pige fra Søborg blev 2. påskedag udsat for verbal uterlighed, som hører under straffelovens paragraf om blufærdighedskrænkelse.
Pigen stod ved hjørnet ved Gustav Wieds Vej og Gladsaxevej, da en ældre grå bil, måske af mærket Mazda, rullede hen til hende.
Manden i bilen spurgte hende ud om kærester, jomfruelighed, opfordrede til seksuel samkvem og blev efterhånden temmelig direkte i sin verbale uterlighed.
På grund af pigens koldblodighed skete der ikke mere i situationen, men forulempelsen blev meldt til politiet, der nu søger bilens fører.
Han beskrives som 25-30 år, sort kort hår, mørk usoigneret hud og en lille mund. Han var iført en hvid trøje og hvide håndværkerbukser og talte dansk med accent.

Problematisk spørgetid

Spørgetiden i forbindelse med Gladsaxe byråds møder fungerer ikke optimalt.
Ofte må borgerne vente flere timer på at få svar på deres spørgsmål, i hvert fald hvis det har at gøre med en sag på dagsordenen.
Derfor har enhedslisten foreslået, at reglerne laves om, så alle spørgsmål bliver besvaret med det samme, og hvis der er konkrete spørgsmål til en sag, ja så skal sagen rykkes frem på
dagsordenen, så borgerne ikke behøver vente på at høre debatten.
Enhedslistens forslag blev diskuteret i går aftes i byrådet, og her sagde Klaus Kjær fra Dansk
Folkeparti:
"Det er virkelig et problem. Men i Dansk Folkeparti er vi ikke umiddelbart enige i, at problemet skal løses på den måde som enhedslisten foreslår. Jeg tror ikke man kan styre debatten, det kræver i hvert fald at spørgsmålene konkretiseres meget præcist og at byrådsmedlemmerne har disciplin nok til udelukkende at besvare spørgsmålet og ikke gå ind i sagen og venter til sagen kommer til behandling".
Til det sagde SFs Peter Brooker:
"De sager man kunne tænke sig der bliver spurgt om, de vil ofte relatere sig til byrådets dagsorden. Og derfor er det meget naturligt, at man starter debatten der. Det er der, der gør en spørgetid spændende, hvis der kom en debat imellem byrådets medlemmer og borgerne omkring et spørgsmål til en sag på dagsordenen. Det ville være alle tiders".
Og et enigt byråd besluttede på sit møde i går aftes at kigge nærmere på proceduren for
spørgetid.

VKV udvalgt som modelklub

Volleyballklubben VKV Gladsaxe er blevet udvalgt som modelklub.
Det betyder at den lokale volleyballklub i en periode skal være med til at afprøve nye tiltag, fortæller ungdomsansvarlig Carsten Olsen:
"Igennem de sidste år har VKV Gladsaxe været med i toppen af dansk volleyball. Og vi har altid forsøgt at arbejde meget for ungdommen, og modelklub fokuserer udelukkende på ungdommen i øjeblikket", siger Carsten Olsen fra VKV Gladsaxe.

Penge til sport og kultur

Fire ansøgninger blev imødekommet med økonomisk tilskud, to ikke, da folkeoplysningsudvalget i Gladsaxe mødtes i denne uge.
Fra udvalgets initiativpulje, hvor der er afsat 200.000 kroner i år, blev der givet 2.600 kroner til en kunstudstilling i Gladsaxe svømmehal. Samme pulje lagde 10.000 kroner på bordet til et særligt kursus for skytterne i Gladsaxe Bueskytte Klub, mens der blev sagt nej til et junior-projekt fra Gladsaxe Softball Klub.
Det blev også til et nej igen for en filmatisering af byture i København, som foreningen Danmarks Billeder havde søgt midler til.
Fra kulturpuljen blev der givet 11.000 kroner til henholdsvis Meilekoret og Søborg Harmoniorkester.