Fredag den 20. August 2004


40 km/t kun ud for sportscenter

40 kilometer-zonen på Vandtårnsvej skal for eftertiden kun omfatte strækningen ud for Gladsaxe sportscenter. Det er et af kravene fra vejdirektoratet, hvis kommunen skal have permanent tilladelse til at lave 30- og 40 kilometer-zoner i boligkvartererne.

Til det siger SF´s Ida Krogh:

"På Vandtårnsvej kører man mange gange 60 km/t., selvom man skal køre 40 km/t. Og jeg forstår ikke, at når man ser folk kører for hurtigt, så må man hellere indrette sig efter folks uvaner og overskridelse af hastighedsgrænsen. Det er et skråplan at komme ind på".

Enhedslisten derimod mener godt der kan være fornuft i at begrænse 40 kilometer-zonen på Vandtårnsvej:

"Strækningen er så lang, den går fra Søborg Hovedgade til et erhvervskvarter, så det kan måske være en fordel lige præcis ved sportshallen, hvor der er rigtigt mange mennesker. Jeg tror på en måde, man ville skabe opmærksomhed, hvis man startede der", siger Emilce Nielsen fra enhedslisten.

Et flertal af byrådet, på nær de konservative, besluttede på sit møde i denne uge at imødekomme vejdirektoratets krav om begrænsning af 40 kilometer-zonen på Vandtårnsvej og om etablering af supplerende hastighedsdæmpende foranstaltninger på Aldershvilevej og ved Høje Gladsaxe.


DF: For meget gøgl på Gladsaxedagen

I morgen går det løs med Gladsaxe-dagen.

Traditionen tro tager de politiske vælgerforeninger og udvalg opstilling på rådhuspladsen om formiddagen, og om eftermiddagen flytter festen til rådhusparken, hvor de kulturelle foreninger tager over og sørger for underholdningen resten af dagen.

Men de to arrangementer burde ligge på hver sin dag, mener Kristian Niebuhr fra Dansk Folkeparti:

"Man er begyndt at blande to begreber sammen. Før i tiden var det en dag hvor vi havde mulighed for at møde borgerne og fortælle dem lidt om kommunens økonomiske situation, hvad vi havde af tiltag og hvad de forskellige partier godt ville ændre på eller fortsætte med. Og det forsøger man på nuværende tidspunkt at ødelægge ved at blande det hele sammen med en gang teater og gøgl og underholdning. Man har lavet det til en 12 timer lang dag, så folk de skal vælge, hvornår på dagen de vil være der. Og jeg tror det skræmmer flere af vores borgere væk, fordi de gerne vil se noget af de spændende underholdning om eftermiddagen, og så tror jeg det giver færre borgere i den første del af Gladsaxedagen".

Peter Colmorten, formand for de kulturelle foreningers interesseorganisation, Kulturen, siger:

"Det er langt ude. Mange mennesker, inklusive mig selv, har sagt, at sådan en festlig dag som budgetdagen, den manglede ligesom noget bagefter – lige pludselig sluttede det bare, så var der ikke mere. Og så var det vi fra foreningernes side gjorde opmærksom på, at vi godt syntes man kunne fortsætte arrangementet, så man fik en hel dag ud af det, og så hægtede vi os på. Og jeg tror ikke, det har trukket folk væk fra rådhuspladsen. Der er masser af mennesker".