Fredag den 4. Juni 2004


Akut hjælp til støttekrævende børn og unge

Støttekrævende børn og unge skal i fremtiden kunne få akut hjælp fra et lokalt supportteam.

Det fortæller socialudvalgsformand Erling Schrøder:

"I forbindelse med oprettelsen af et visitationskontor blev det samtidig vedtaget at udarbejde nogle dagtilbud med henblik på at man lokalt i Gladsaxe kan tilbyde løsninger til disse børn og unge som har problemer. Derfor dette supportteam, så består af en række tilbud, dagtilbud og en familieskole", siger den socialdemokratiske udvalgsformand.


Bedrageri for to millioner med kopimaskiner

Bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi har afsløret to forretningsmænd, der gennem det seneste års tid har begået bedrageri i 12 tilfælde for et samlet beløb på omkring to millioner kroner.

De to mænd, på henholdsvis 44 og 37 år, har indgået kontrakter om at levere eksklusive kopimaskiner til en række firmaer landet over. Samtidig har de fået kontrakterne finansieret gennem forskellige leasingselskaber.

Fidusen for bedragerne har været, at de aldrig på noget tidspunkt har leveret så meget som en eneste kopimaskine til noget firma.

Til gengæld har de beholdt de penge, som leasingselskaberne har frigivet til de enkelte kontrakter.

Den 27. maj blev begge mænd anholdt, og Gladsaxe politi foretog ransagning på flere adresser.

Siden har den 44-årige erkendt flere af forholdene om bedrageri og dokumentfalsk – han sider nu varetægtsfængslet – den 37-årige har kun erkendt et bedrageriforhold og er blevet løsladt af retten, som ikke fandt, at manden kunne påvirke den videre efterforskning.

Den 44-åriges kone har også været anholdt i sagen, fordi hun står som ejer af firmaet. Men afhøringer har vist, at det reelt er manden, der har drevet og ledet firmaet.


Borgerne skal inddrages aktivt i debat om fremtidens Gladsaxe

Om få dage bliver byrådets oplæg til, hvordan fremtidens Gladsaxe skal se ud sendt i offentlig høring.

Samtidig bliver der taget hul på en række tiltag, der skal gøre det mere interessant for borgerne at deltage i debatten:

"For det første skal vi bruge den kommunale hjemmeside, som får et debatforum, hvor man kan gå ind og læse planstrategien og komme med formelle tilkendegivelser og deltage i en debat borger til borger og forhåbentlig også borger til politiker. Udover debatten på hjemmesiden så arrangerer byrådet fire borgermøder", fortæller Karin Ege fra kommunens byplanafdeling.


Flere kirkegængere

Danskerne går i stigende grad i kirke, viser statistikkerne.

Der er langt fra tale om udsolgte huse, men alligevel betragtelige procentvise fremgange.

I 2002 gik 7.066 personer i Mørkhøj kirke. Det tal var i 2003 steget med mere end 1.000, så der det år kom i alt 8.402 i kirken.

Sognepræst ved Mørkhøj kirke, Birgitte Thyssen, siger: "Der er tale om en generel tendens. Vi lever en fortravlet tilværelse, baseret på en masse videnskabeligt tankegods. Mange opdager, at livet er både dybere, højere og mere krævende, end videnskaben kan besvare. Der er behov for at finde ud af, hvad er ånd, hvad er gud, hvem er gud, har gud noget med mig at gøre?"


Udvist efter smykkesalg

Tre rumænere, en mand og to kvinder, er sendt ud af landet med forbud om at komme igen det næste år.

Rumænerne solgte onsdag eftermiddag smykker fra en bil på Bagsværd torv. Her blev de anholdt for overtrædelse af næringsloven.

Udlændingestyrelsen blev kontaktet, og de tre blev øjeblikkeligt sendt tilbage til Rumænien. Dog nåede de først lige at betale en bøde på 1.000 kroner.

De solgte smykker skulle angiveligt være af guld, men ifølge politiet, så er der allerhøjest den gule farve til fælles.


Ungt spillemandsstævne i slotsparken

På søndag er der spillemandsmusik og folkedans i Aldershvile slotspark.

Det er 27. gang det traditionsrige stævne ved søen løber af stabelen, og i år er der noget for både store og små:

"Traditionelt har vi altid haft noget for børnene, men i år gør vi noget særligt ud af det. Vi har fået en dygtig danseinstruktør og live-musik til børnene. Vi vil jo gerne have nogle børn til at danse folkedans og fortsætte, så der er nogen til at tage over, når vi ældre holder op", fortæller Per Mogensen fra Folkedanserforeningen Søborg – Gladsaxe.