Mandag den 28. November 2005


To helt nye udvalg

Gladsaxe får to helt nye fagudvalg.

Det ene er et beskæftigelses- og integrationsudvalg, som det radikales venstres Cheri-Mae Marlena Williamson bliver formand for:

"Det ser jeg som en stor udfordring. Det er en stor men også meget spændende opgave. For mig at se er det en af de store problemstillinger, der skal sættes fokus på her i nærmeste fremtid. Det synes jeg også, der er meget der peger på i de øvrige medier, nu er der lige kommet en rapport fra LO, som også sætter fokus på beskæftigelsen og herunder integration som vejen frem, hvis vi skal sikre den danske velfærd. Så det er kun helt naturligt at vi får sådan et udvalg i Gladsaxe. Og at vi også herude gør en lokal ihærdig indsats for at skaffe beskæftigelse til flere".

Oprettelsen af de nye udvalg er besluttet i forbindelse med den brede konstitueringsaftale, som seks ud af byrådets syv partier står bag.

Susanne Palsig, SF:

"Ud fra de vilkår vi havde og det stemmetal vi havde, så mener vi, det er en god konstitueringsaftale. Vi vil selvfølgelig fortsat have en bred politisk indsigt og indflydelse, og den her konstituering stiller ikke noget i vejen for, at vi kan prioritere vores vigtigste politikområder".

SF får formandsposten i det nye psykiatri- og handicapudvalg.

"Vi synes det er et spændende politikområde. Det er jo et nyt udvalg, og det vil sige at man skal dyrke nogle nye områder op. Og vi er godt tilfredse med den beskrivelse der ligger af udvalget. Det spænder bredt. Det hedder et handicap- og psykiatriudvalg, og der tror jeg nok de fleste forestiller sig, at det er sådan nogle få udviklingshæmmede og endnu færre kørestolsbrugere, og at det er dét, udvalget skal handle om. Men det er ikke det, der ligger i beskrivelsen. Det er et meget bredere område, som dækker folk med nedsat funktionsevne bredt", fortæller SF´s Susanne Palsig, kommende formand for psykiatri- og handicapudvalget.

Foruden de to helt nye udvalg bliver også det nuværende kultur- fritids- og idrætsudvalg delt i to.


Røveri mod supermarked i Mørkhøj

Brugsen på Mørkhøjvej blev torsdag kort før lukketid udsat for røveri.

17.59 trængte to maskerede røvere ind i butikken, den ene bevæbnet med en stor kniv. De snuppede omkring 2.500 kroner fra kasseapparatet og kørte bort fra stedet på en lys knallert.

De beskrives som dansktalende med svag accent, mørke og med mørkt hår, omkring 16-17 år, slanke af bygning og ca. 180-185 cm høje.

Den ene havde en sort hættetrøje, den anden en hvid hættetrøje på.

Et vidne så de to trække elefanthuer ned over ansigterne, inden de gik ind i butikken.

Selvom dette vidne er vigtigt og nu bliver præsenteret for politiets fotoalbum, så vil røveriafdelingen ved Gladsaxe politi gerne i kontakt med andre vidner. Eventuelt nogen, der har oplysninger om røvernes flugtrute på den lyse knallert.

Politiet efterforsker i øvrigt sagen i sammenhæng med den lange række af andre røverier mod supermarkeder den seneste tid, uden dog at ville lægge sig fast på, at der er tale om de samme gerningsmænd.


Brugte løs af formue – troede pengene kom fra hjælpeorganisation

200.000 kroner, der fejlagtigt var sat ind på en 46-årig mands konto, var for stor en fristelse for manden, der bor i Høje Gladsaxe.

En afdeling af Den Danske Bank overførte ved en ekspeditionsfejl de 200.000 kroner til mandens konto i juni måned.

I oktober opdagede banken fejlen, men da havde den 46-årige brugt størstedelen af pengene og kun 9.000 kroner stod tilbage på kontoen. De resterende 191.000 kroner havde han hævet af flere gange i løbet af en uge.

Manden, der kom her til landet fra Pakistan i 1994, mener ikke at have gjort noget forkert. Han hævder overfor politiet, at han troede pengene kom fra en hjælpeorganisation, der havde foræret ham pengene, fordi han har en syg mindreårig søn.

Den 46-årige har dog ikke undersøgt, hvilken hjælpeorganisation, der kunne tænkes at stå bag det økonomiske bidrag.

Bedrageriafdelingen ved Gladsaxe politi sigter nu manden efter straffelovens § 277 om ulovlig omgang med hittegods.


Ældreprisen gik til Kirsten Christophersen

I fredags afslørede man modtageren til den nyindstiftede ældrepris, som bliver givet til en person eller en gruppe af personer, der har ydet en ekstraordinær indsats for kommunens ældre.

og det blev Kirsten Christophersen, der er formand for OK-klubben i Gladsaxe, der løb med æren og en check på 10.000 kroner. På onsdag gæster Kirsten Christophersen programmet Dagsordenen hvor hun vil fortælle om sit arbejde i OK-klubben gennem 20 år. Det er fra 16 til 17.


Ny klinik for svære spiseforstyrrelser

En ny klinik på Gentofte sygehus skal stå for en dagbehandling af patienter med svære spiseforstyrrelser, og klinikken skal overvejende behandle patienter med anoreksi – nervøs spisevægring. Med dagbehandlingen får patienterne gennem det – ofte langvarige – behandlingsforløb bedre mulighed for at bevare så stor en del af deres normale hverdag og familieliv som muligt.

Det nye behandlingstilbud vil bestå i psykoterapi, undervisning i egen sygdom, fysioterapi, socialrådgivning, kostvejledning. Et specialiseret tværfagligt team med læger, psykologer, sygeplejersker, klinisk diætist, socialrådgiver og fysioterapeut tager sig af behandlingen.

Klinikken kan have 20 patienter i behandling.