Mandag den 12. September 2005


Bedste børneby

Nu skal der mere fokus på børn og unges trivsel og livskvalitet, mener SF, som foreslår, at Gladsaxe tager imod en udfordring fra Fredericia Kommune om at blive Danmarks bedste børneby.

Ida Krogh fra SF, som på byrådets møde på onsdag vil foreslå, at Gladsaxe melder sig til konkurrencen "Danmarks bedste børneby", som mere konkret går ud på at udvikle en anvendelig målemetode, der kan afdække de væsentligste aspekter ved børn oplevelse af livsglæde og livskvalitet


Vil betale ekstra for rent vand

Danskerne er villige til at betale næsten dobbelt så meget som nu for rent drikkevand, hvis bare pengene går til at beskytte grundvandet.

Mange kommuner ønsker i disse år at få lov til at rense lettere forurenet grundvand til drikkevand. Aktuelt har Gladsaxe en ansøgning liggende hos amtet om at få lov til at rense forurenet drikkevand ved Bagsværd vandværk.

Men står det til danskerne, så vil vi meget hellere bruge penge på beskyttelse end på rensning, viser en undersøgelse, som Miljøstyrelsen netop har offentliggjort.

(Hør interview med formanden for miljøudvalget i Gladsaxe, den radikale Lis Smidsholm, i lydudgaven)


40 timers Samfundstjeneste for at true en kollega

En tidligere buschauffør, der var tiltalt for adskillige gange i perioden december til april, at have truet en tidligere kollega, blev forleden ved retten i Gladsaxe, idømt 14 dages betinget fængsel med vilkår om alkoholbehandling samt 40 timers samfundstjeneste.

Manden var sidste år blevet bortvist fra sin arbejdsplads da han nægtede at puste i et alkometer.

Efterfølgende ringer tiltalte til sin teamleder og en kvindelig kollega, idet han var sur over bortvisningen. Surheden blev efter en tid til vrede, hvilket resulterede i at han gentagende gange, på alle tider af døgnet, ringede til sin tidligere kollega og truede med at slå hende ihjel.

Da tiltalte til sidst blevet meldt til politiet nægtede han ethvert kendskab til truslerne, men i torsdags modtog han dog dommen uden at anke til landsretten.


To stukket ned på Bodega

To mænd blev ofre for knivstikkeri under et stort slagsmål i lørdags på Søborg Bodega på Søborg Hovedgade, oplyser politiet. Den ene slap med et snit i armen og kom hjem fra hospitalet med fire sting, mens den anden blev mere voldsomt tilredt. Han fik snitsår på maven og ryggen, blev bidt i øret og sparket og slået over hele kroppen, under slagsmålet, som politiet endnu ikke kender årsagen til. Han er uden for livsfare, men ligger nu til observation. Politiet efterlyser en stor firkantet bodybuilder-type som forsvandt fra gerningsstedet i en taxa.


Nanna Klubben

I dag kan man på Gladsaxe Rådhus mellem kl. 10 – 14 indmelde sig eller forny sit medlemskab af Nanna Klubben, der starter deres efterårssæson på torsdag kl. 12. i Gladsaxe Bio. Grethe Slivsgaard der er klubleder fortæller: "Hvis jeg skal fortælle lidt om Nanna Klubben allerførst, så er Nanna Klubben en gammel pensionistklub som i år er 38 år gammel. Den blev startet i sin tid af tidligere viceborgmester og socialudvalgsformand Nanna Rasmussen der af kommer navnet Nanna Klubben. I Nanna Klubben har vi 130 medlemmer og vi mødes i Gladsaxe Bio hver torsdag. Og jeg vil sige at der jo er mange som stifter nye bekendtskaber mellem hinanden, når vi sidder og hygger os med en kop kaffe inden vi skal ind og se en biografforestilling, og det syndes jeg er helt pragtfuldt. I Nanna Klubben har vi en lang række frivillige medarbejder som er tilstede og som står til rådighed hvis der er noget som folk er i tvivl om".