Tirsdag d. 5. Juni 2007


Gladsaxe Bio lukker sal på grund af asbest

Gladsaxe Bios store sal, sal 1, er midlertidigt lukket på grund af asbest-fare. En stikprøvekontrol har afsløret asbest i salens vægge, og lige nu er håndværkere i gang med at forsegle pladerne i biografen, fortæller biografdirektør Per Grunnet. " Vi fik lavet en rutineundersøgelse, som viste at vægpladerne er lavet af eternit og indeholder asbest. Pladerne var oprindeligt forseglede, men enkelte steder var der ridser i malingen, og så kan man risikere at der kommer asbestfibre ud i luften. Da vi læste det i rapporten, lukkede vi biografen med det samme".

Efter en ny gang maling åbner salen igen fredag den 8. juni, og biografen vil nu søge penge til at asbest-renovere rummet næste forår.

Skoledistrikter: Ingen planer om ændring af søskendegarantien

Gladsaxe Kommune får i øjeblikket en del henvendelser fra forældre, som er bekymrede for, hvad de kommende skoledistriktsændringer i Bagsværd kommer til at betyde for deres børn.
En forælder til to fortalte i går her i Nyhedsmagasinet, hvordan hun bl.a. frygter, at hendes yngste dreng ikke kan få lov at gå på samme skole som sin storebror når han skal starte i
skole.
Men der er ingen planer om at lave om på søskendegarantien, lyder det fra børne- og
undervisningsudvalgets formand Trine Græse:
"For de børn der allerede går på skolen skal man slet ikke bekymre sig, for det betyder ingen ting for de børn, der går på skolen. For de kommende børn betyder det kun noget for de børn, der bor i distriktet og ikke har søskende på skolen til og med 6. klasse. Hvis man har søskende til og med 6. klasse har man garanti for at komme ind på skolen. Og den garanti har vi ingen planer om at ændre".
Skoledistriktsændringerne skal i høring førend de kan vedtages endeligt.

Grundlovsdag i Gladsaxe

Det er Grundlovsdag. Og også i Gladsaxe fejrer man i dag det danske demokrati.
I Aldershvile Slotspark er det traditionen tro det konservative folkeparti der inviterer til grundlovsmøde. Og en af dem der skal på talerstolen i slotsparken i eftermiddag er de
konservatives kandidat til folketinget Henrik Sørensen:
"Modsat alle andre politikere så vil jeg love ingenting! Jeg synes, politikere mere og mere i dette år er kommet frem til, at de skal love alt. Og alt velfærdsstaten skal tage vare på alt. Jeg vil derimod sige, at folk har et langt større ansvar for deres eget liv og selv må tage vare på det. Der er politikere, der udsteder løfter til højre og venstre, og det er simpelthen ikke realistisk at gennemføre".
På grundlovsmødet i Aldershvile slotspark taler også de konservatives lokale byrådsmedlem Lars Abel og kulturminister Brian Mikkelsen.
Socialdemokraterne holder grundlovsmøde i rådhuskælderen, og her vil folketingskandidat Bent Greve tale om angrebet på vores fælles velfærd:
"Demokrati er en god ting, og vi er glade for at have demokrati i Danmark. Men man kan spørge sig selv, om vi i dag har demokrati for alle? Om det i virkeligheden er alle i det danske samfund, der kan være med til at træffe beslutninger og har mulighed for at øve indflydelse? Jeg tænker bl.a. på dem, der ikke har fået nogen uddannelse. Dem som ikke har været vant til at skulle deltage i forsamlinger eller møder". Eu-parlamentarikeren Britta Thomsen er den anden taler på socialdemokraternes grundlovsmøde i rådhuskælderen i eftermiddag.

Premiere på børne-skattekister

10 skattekister fyldt med billeder, ting og sange, blev i sidste uge overdraget fra børnehaven Stjernen til skolefritidsordningen på Vadgård Skole. Skatkisterne er blot et af de fire elementer som udgør kommunens forsøg på at skabe sammenhæng i børnenes liv, og det er især vigtigt, nu hvor det frie skolevalg er indført, siger pædagogisk konsulent Annette Quist-Jeppesen.
" Formålet med skattekisten er at give forbindelseslinier fra daginstitutionen og til skolen. Skattekistens indhold er børnenes yndlingslege billeder og projekter, som beskriver, hvad børnene har arbejdet med og hvad de er nysgerrige efter. Vi har altid haft et godt samarbejde mellem daginstitutioner og skoler i Gladsaxe, og med det frie skolevalg ønsker vi, at børnene kan få deres historie med, uanset hvilken skole de vælger, og at de voksne støtter op om det videre hen".