Nyhedsuddrag onsdag den 11. august 1999

 
Indenrigsministeriet:
Fem et halvt års
sagsbehandling
Fem et halvt år har det taget Indenrigsministeriet at finde ud af, om Gladsaxe Kommune må udleje lokaler til privat brug eller ej.
 
Faktisk har sagen været mere end syv år undervejs. Helt tilbage i 1992 besluttede byrådet i Gladsaxe nemlig, at private skulle have lov til at leje større offentlige lokaler i områder, hvor det var småt med privat udlejning.
Det protesterede hotel- og restaurations-brancheforeningen Horesta over, og fik i 1994 medhold af Tilsynsrådet – der var tale om konkurrenceforvridende udlejning.
 
Gladsaxe Kommune påklagede dén afgørelse til Indenrigsministeriet og siden har ministeriet så sagsbehandlet i ikke mindre end 5½ år.
 
Denne sommer barslede embedsfolkene i ministeriet så endelig med et svar:
 
"Indenrigsministeriet må lægge til grund, at Gladsaxe Kommunes lokaleudlejning til virksomheder, danseskoler og foreninger i andre kommuner er begrænset til den overkapacitet af kommunens lokalekapacitet, der er opstået i anledning af kommunens anvendelse af sine lokaler til opgaver, der normalt er kommunale, samt at denne overkapacitet ikke kan afskaffes".
 
Hva’be’har! Det betyder i al sin enkelhed, at når skolen står tom efter skoletid, så må skolen gerne udlejes.
Det sker så, som det i øvrigt er sket de seneste syv år, hvor sagen har været behandlet.

Radikalt budgetønske:
Kommunal mad
til alle børn
Indskolingshuse i yderkvartererne Kagså og Kongshvileparken, så de små får kortere skolevej, og man undgår tilbygninger ved de eksisterende skoler. Mere sundheds- og ernæringslære i folkeskolernes hjemkundskabsundervisning måske med fremstilling af sund mad med salg for øje. Obligatorisk bespisning af alle børn op til 6 år i daginstitutionerne. Og flextid i både skoler og visse institutioner.
 
Det radikale Venstre havde tænkt nye tanker, før byrådsmedlem Lis Smidsholm forleden holdt budgetmøde med borgmester Ole Andersen. Lis Smidsholm fortalte indledningsvis, at hun ønsker et bredt budgetforlig. Partiet satser på uændrede skatter – den forventede merindtægt efter de højere ejendomsvurderinger på ca. 6 mio. kr. skulle så bruges til de nye ideer. Endelig pegede hun på behovet for lavere klassekvotienter og for, at år 2000 blev året, hvor der blev fundet en løsning på problemerne i Bagsværd Sø. Lis Smidsholm redegør senere i Nyhedsmagasinet for de radikales overordnede budgetønsker.

Grønt regnskab
nu på trykkeriet
Så er Gladsaxe kommunes første grønne regnskab en realitet. Eller rettere: Det er lige gået i trykken og vil være færdigt til budgetdagen på lørdag, men vi har lånt borgmester Ole Andersens fortryk og plukker fra hans eget forord bl.a., at Gladsaxe kommune som den største virksomhed med 6232 ansatte og et samlet bygningsareal på 339.000 kvadratmeter skal gå i spidsen på Miljøområdet.
 
Det grønne regnskab tjener dette formål. Her redegøres ikke alene for kommunens samlede el-, vand og varmeforbrug, affaldsmængderne og affaldsbehandlingen, men her kan hver enkelt institution læse, hvor meget den har belastet energiressourcerne og naturen – i hvert fald målt på forbrug.
 
Det er et meget overskueligt og let forståeligt grønt regnskab. Og så udmærker det sig ved på den ene side omhyggeligt at redegøre for de mål, Gladsaxe har sat sig med Miljøplan 1996-2000 og på den anden side ved at fortælle, om hvorvidt de enkelte institutioner nu også arbejder hen mod målet.
 
I Nyhedsmagasinet i morgen bringer vi en udførlig gennemgang af Gladsaxe kommunes første grønne regnskab.

Novo’s og ABs
aktier stiger
Novo Nordisk-aktien er igen i stigning efter længere tids mindre op- og især nedture.
 
Det er de seneste ugers samarbejdsaftaler, først USA og forleden i Japan, der igen har sendt medicinalgigantens kurs på rette vej. I dag kan aktien få endnu et nyk opad, når koncernens halvårsregnskab præsenteres – et regnskab der ventes at nå et driftsresultat omkring de 1,8 mia. kroner.
 
Også ABs fodboldaktie er for første gang i lange tider igen begyndt at stige.
 
Det skete fra mandag, hvor det var en kendsgerning at holdet nu igen fører superligaen an. Men hvor Novo-aktien ligger omkring kurs 788, så er ABs på beskedne 81. Der er da også mere end blot bolden til forskel på de to virksomheder med hovedsæder i Bagsværd.

Brød ind hos
sin mormor
En 33 årig psykisk syg mand blev i går i retten i Gladsaxe idømt en behandlingsstraf for falsk anmeldelse af fem politimænd og for to tilfælde af indbrud hos mandens egen mormor. Han skal nu under tilsyn af Kriminalforsorgen, der bl.a. skal sørge for, at han undergiver sig psykiatrisk behandling.
 
Den 33-årige, der er døv, havde svært ved at forklare sig, selv om der var en døvetolk til stede i retten. Han er tilsyneladende storforbruger af volds- og krigsvideofilm og virkede, som om han havde svært ved at sondre mellem fiktion og virkelighed.
 
Han havde også svært ved at redegøre for sine handlinger i efteråret 1997, hvor de strafbare forhold fandt sted. I september 1997 anmeldte han på Gladsaxe politistation fem politimænd for tyveri og vold. I oktober samme år brød han to gange ind hos sin mormor i Lyngby for at overnatte. Hver gang sparkede han døren ind. I retten i går kritiserede han politiet for, at de begge gange havde fjernet ham fra mormorens lejlighed. "Det er jo min famille", sagde han via tolk.

Sund skolestart
To skridt frem og et tilbage – sådan oplever mange forældre til skolestartende børn ofte de små.
Forstået på den måde, at børnene bliver usikre på alt det nye og derfor vender tilbage til det gammelkendte.
Det kan være at putte en finger i munden, lege børnehavelege eller ligefrem babylege.
 
Det handler om tryghed og ifølge sundhedsplejerske Lone Borg, der er gæst i studiet senere, så er det vigtigt at give børnene plads til at være små igen. Så selv om det altså som forældre opleves som to skridt frem og et tilbage, så er det bare med at acceptere – en skæv skolestart kan være langvarig at komme over.
 
Sundhedsplejen mener i øvrigt, at det er nogle helt basale ting, der skal til, for at børnene får så god en skolestart, som muligt. Ordentlig tid i seng om aftenen, stå op et kvarter førend nødvendigt, så morgenen bliver afviklet i ro og harmoni og så lad børnene være med til at bestemme, hvad der skal på madpakken.