Samme halvår som Sophus Berendsen kunne
indvi det nye flotte hovedsæde i Gladsaxe, viser
virksomhedens halvårsregnskab katastrofale tal.
I forhold til samme periode sidste år,
så er det ordinære resultat faldet fra 90 mio. til godt
2,5 mio. i år.
Salg og vask af tekstiler går stadig
godt, mens hydraulik- og pneumatik-produkterne koster
virksomheden store summer.
Ifølge dagbladet Politiken gør Sophus
Berendsen også klar til yderligere reduktioner i form af
fyringer i den del af virksomheden. På aktiemarkedet
kunne offentliggørelsen af regnskabet aflæses
umiddelbart med et kursfald på 10 fra 170 til kurs 160.
Bilistvold kostede
30 dages hæfte
Ømhed over sin nye BMW fik den 11. juni
en 33-årig mand til at kaste sig over en kvindelig
bilist og tilføje hende et blåt øje, et par trykkede
ribben og en forvredet skulder.
Overfaldet fandt sted ved Buddinge
Rundkørsel på Søborg Hovedgade tidligt fredag morgen,
efter at kvinden, ifølge mandens udsagn, havde ramt hans
sidespejl med sin Mondeo Stationcar. Det fik manden til
resolut at overhale kvinden indenom, slå bremserne i og
tvinge kvinden og den øvrige trafik
i stå, fordi han efter eget udsagn "ville høre,
hvad fanden hun havde gang i ". Efterfølgende
smækkede han gentagne gange bildøren mod hende og vred
hendes ene arm om på ryggen. Dommeren takserede
overfaldet til 30 dages hæfte og dømte desuden manden
til at slippe knap 6000 kr. i erstatning til kvinden.
Vejarbejde dyrere
end forudset
Vejarbejde er langt dyrere at få udført
end de kommunale vejteknikere forestiller sig.
I hvert fald var der kun afsat 600.000
kroner til renovering af ældre vejbump i Søborg og
Stengård kvarterer, men billigste licitationsbud lå
næsten 150.000 over og dyreste var mere end end halv
mio. kroner over det afsatte beløb.
Entreprenørerne forklarer den store
prisforskel ved de mange forskellige arbejdssteder, som
betyder at mandskab og materiel skal flyttes hele tiden.
Forhandlinger med billigste budgiver har i
øvrigt fået prisen yderligere ned. Det går til
gengæld ud over asfalt-slidlaget det kommer der
én slags af og ikke som der plejer to; nemlig en type
forstærkningslag og en anden type som slidlag.
Overgreb kan
forebygges
Overgreb mod børn kan forebygges. Det er
budskabet i en ny håndbog, som det Kriminalpræventive
Råd netop har sendt ud, og som har titlen Overgreb
mod børn.
Heri kan forældre og lærere læse om,
hvad de kan gøre for at forebygge overgreb mod børn, og
hvilke tegn børn giver, når de har været udsat
for et misbrug.
Overgreb mod børn udkom første
gang i 1993, men er nu sendt på gaden i en ny og
revideret udgave. Blandt det nye er en artikkel om
internettets betydning for pædofiles udnyttelse af
børn.
Bogen er gratis og kan rekvireres hos Det
Kriminalpræventive Råd, der har til huse i Odensegade
5, 2. sal, 2100 København Ø, eller på telefon nummer
3543 2300.
Nej tak til Cola
Coca Cola får svært ved at trænge ind
på Gladsaxes skoler.
En rundspørge viser, at man på de fleste
af kommunens skoler har tænkt sig at sige nej tak til
det tilbud, som colagiganten giver i forsøget på erobre
nye markeder. Cola er begyndt at yde tilskud til de
skoler, der lader en colaautomat få plads på skolens
areal.
Firmaets tilbud til skolerne har fået
selv et ellers liberalt parti som Venstre til at slå
bremserne i. Venstres medlem af Sundhedsudvalget Ester
Larsen opfordrer nu sundhedsminister Carsten Kock til at
svare på, hvad han har tænkt sig at gøre i anledning
af colakoncernens indtrængen på de danske folkeskoler.