Nyhedsuddrag tirsdag den 17. august 1999

Amtet betaler
HT 337 mio.
Københavns amt skal af med ca. 337 mio. kr. i tilskud til HT næste år. Det fremgår af dagsordenen til amtsrådets møde i morgen onsdag.
Den amtskommunale forvaltning siger til HT-budgetforslaget bl.a., at der er behov for at arbejde videre med at få budgettet til at hænge økonomisk bedre sammen.
 
Amtsrådsmedlemmerne skal også se på konsekvenserne af en behandlingsgaranti for visse livstruende sygdomme, som vi omtalte her i Nyhedsmagasinet forleden. Endvidere skal amtsrådet ha’ en ny drøftelse af amtets tidligere beslutning om tvangsbehandling af stofmisbrugere. Det er den konservative Nina Berrig, der ønsker en ny diskussion i amtsrådet. I samme forbindelse foreligger der i øvrigt en status over metadonudleveringen i Københavns amt.

Iværksætterne
lever endnu
Iværksætterne i Gladsaxe har enten haft heldet med sig eller har udviklet sig til habile virksomhedsledere – eller måske begge dele.
88 procent af de iværksættere, der i årene fra 1994 til 97 startede egen virksomhed, lever endnu. Og det er faktisk en overordentlig fin overlevelses-procent, også hvis man sammenligner med det øvrige land.
 
Det er den såkaldte InitivGruppen, der har med Gallups hjælp har undersøgt iværksættergruppen. Det var InitivGruppen, der i samarbejde med Gladsaxe Erhvervsråd i sin tid gennemførte kurser for iværksætterne.
1500 deltog i kurserne – 499 af dem er blevet inbbterviewet til den såkaldte effektanalyse, og 38 procent af denne gruppe startede siden egen virksomhed. Det er også værd at notere sig, at iværksætterne har skabt 325 nye arbejdspladser i Gladsaxe i de tre analyse-år.
 
Det er måske knap så meget kursusforløbet, der har haft betydning for iværksætternes beslutning om at begynde for sig selv og deres evne til at overleve. I hvert fald svarer 31 procent, at kurset kun har haft en meget lille betydning.
 
Analysen er sat på dagsordenen til Gladsaxe Erhvervsråds møde mandag den 23. august. Her lægges også sidste hånd på programmet for Erhvervskonferencen 99, der afvikles den 2. november. Konferencens hovedtema bliver Seniorer på arbejdsmarkedet.

Nu vil unge igen
til håndværket
De unge vil være sygeplejersker, lærere og håndværkere.
 
Interessen for de videregående uddannelser har været langt større i år end tidligere. På Gladsaxe Tekniske Skole har man taget konsekvensen af de mange ansøgninger og for første gang oprettet to hold på VVS-tekniker-uddannelsen i stedet for ét enkelt hold, fortæller uddannelseschef Ken Jørgensen.
 
Også når det gælder sygeplejerskeuddannelsen, er tendensen klar. På sygeplejerskolen på amtssygehuset i Herlev har man i år fået godt 15 procent flere ansøgninger end sidste år. Septemberholdet med 250 elever er derfor fyldt op, samtidig med at der lige nu er overbooket på det næste hold, som starter til februar. Den stigende interesse for uddannelsen kan hænge sammen med, at sygeplerskerne i det forgangne år har gjort mere opmærksom på sig selv blandt andet gennem en landsdækkende kampagne, siger studievejleder Anne Marie Ørsted til Nyhedsmagasinet.
 
På Blaagaard Statsseminarium har man også fået flere ansøgninger end i 1998. Og dét på trods af at der på landsplan har været færre ansøgere til læreruddannelsen, lige som kravet til karaktergennemsnittet i år er sat i vejret. Samtidig har Blaagaard Statsseminarium oplevet en lille stigning i første-prioriteter, og dét er specielt meget glædeligt, siger rektor Laust Jacobsen.

Et rollespil for 100
uden manuskript
Skuespillere uden manuskript og instruktion - det er hvad Kosmodromen handler om, et livsrollespil og totalteater, som afvikles i oktober.
 
Folkeoplysningsudvalget skal i morgen aften tage stilling til en ansøgning fra Gladsaxe Eventyr- og Rollespils Forening, også kaldet GERF, om tilskud til den såkaldte Kosmodrom 8.-10. oktober.
GERF har lige fået Gladsaxe Kommunes initiativpris, og deres idé med Kosmodromen er at opføre et live rollespil/totalteater for over 100 deltagere i alderen fra 18 år og opefter.
 
Live rollespil er en videreudvikling af totalteatret, hvor skuespillere arbejder uden manuskript og instruktør, og derfor er det en meget krævende og selvstændig måde at opføre teater på, idet der kun bliver fremlagt nogle hovedplots, som deltagerne så skal følge og videreudvikle.

Aftenskolernes uge
uden aftenskolerne
Oplysningsforbundenes Fællesråd, der har taget initiativ til en uge i september, hvor der skal sættes fokus på aftenskolernes virke, men projektet, der har fået støtte af Undervisningsministeriet, bliver nok ikke ret meget andet end en landsdækkende oplysningskampagne. Aftenskolerne har simpelthen fået oplægget for sent og på et meget uheldigt tidspunkt, hvor de har travlt med indmeldelser til vinterens kurser.
 
Lene Burup fra AOF Gladsaxe, siger at de ingen muligheder har for at arrangere lokale aktiviteter, det har de alt for travlt til i øjeblikket.