Nyhedsuddrag tirsdag den 24. august 1999

De konservative er
mod straffeattester
"Vi mener ikke - som vi også sagde det på Byrådsmødet i december - at brug af straffeattester er nogen god idé". Det siger den konservative leder i Gladsaxe Lars Abel efter at diskussionen om private og offentlige virksomheders krav om rene straffeattester er blusset op igen.
 
"Vi synes for det første ikke, det skal være et generelt krav at se straffeattester", tilføjer Lars Abel. "For det andet siger en straffeattest jo ikke noget om, hvorvidt en ansøger evt. er pædofil, med mindre der er faldet dom for det – man løser med andre ord ikke problemet på den måde".
 
Pædagogisk Medhjælper Forbund har sammen med BUPL og de offentlige arbejdsgivere taget spørgsmålet om straffeattester op, efter at Gladsaxe kommune har indført ordningen som fast praksis ved nyansættelser. Holdningen i PMF er, at man ikke bevidstløst skal kræve rene straffeattester, siger fagforeningens jurist Frede Petersen.

Udviklingshæmmede
uden optimale
boligforhold
"De nuværende boligforhold for de psykisk udviklingshæmmede i Gladsaxe er bestemt ikke lige optimale."
 
Dét siger socialudvalgsformand Erling Schrøder nu på baggrund af den kontante kritik, som den lokale støtteforening SUG i går rettede mod boligerne her i Nyhedsmagasinet. De kalder boligforholdene for "skandaløse" og "ikke menneskeegnede" og anklager samtidig kommunen for ikke at gøre noget ved problemet.
Men nye boliger og eventuel modernisering af de eksisterende bofælleskaber er på socialudvalgets ønskeliste ved de aktuelle budgetforhandlinger, forsikrer formand Erling Schrøder.

Irma Henriksen
besøgte muslimer
Et tv-hold inviterede i sidste uge Dansk Folkepartis Irma Henriksen til at bo en uge sammen med en muslimsk familie i Alberslund.
 
Irma Henriksen sagde, "ja tak", men besøget blev ikke nogen succes. Dertil var værternes og gæstens holdning alt for forskellige.
 
Irma Henriksen har over for TV-udsendelsens tilrettelæggere skrevet under på, at hun ikke vil røbe yderligere om uoverensstemmelserne før TV-udsendelsen den 5. september. Men det er dog sluppet ud, at Irma Henriksen simpelthen blev bedt om at pakke tasken og forsvinde.

Politiet søger vidner
Kriminalpolitiet i Gladsaxe søger vidner til ildspåsættelse af to biler søndag aften ved 22.45-tiden på parkeringspladsen øst for Haraldskirken ved Høje Gladsaxe Torv.
 
Der er tale om to kasserede biler, hvorfra sæder og anden indmad var fjernet, så det er ikke så meget værdien af de to biler, det handler om. Derimod kunne ilden have spredt sig til andre biler på pladsen, men det sørgede brandvæsen for ikke skete.
 
Vidner kan kontakte Gladsaxe politi på 39 69 14 48.

Spar på vandet
Vandressourcerne er – som de fleste andre råstofressourcer – knappe, også i Gladsaxe kommune, hvor det kniber med at finde nye rene boringer til erstatning for de forurenede. Københavns amts teknik- og miljøudvalg skal i morgen behandle Gladsaxes ansøgning om indvindingstilladelse til 1,3 mio. kubikmeter årligt til Bagsværd Vandværk.
 
Vi må alle spare på vandet, og det er ikke altid nok, og derfor oplever vi myndighederne give flere og flere dispensationer til rensning af urent vand, så det kan bruges som drikkevand.
 
Vandknapheden gir også nogen følgevirkninger – der bliver kamp om boringerne, kommuner må købe vand af hinanden, og på det seneste har Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, FKKA foreslået et vandsamarbejde mellem kommunerne i amtet.