Nyhedsuddrag onsdag den 1. december  1999

Udvalgsformænd:
Tæskehold skal stoppes
Tæskehold og hærværksgrupper har den seneste tid skabt frygt og uro på skoler, fritidshjem og klubber i Gladsaxe, hvor børn og unge har fået bank og ruder systematisk smadret samt andet hærværk.
Forældre har forlangt handling og politikerne er nu ved at sætte sagen på dagsordenen.
 
Erling Schrøder (S), formand for socialudvalget, har sammen med de øvrige udvalgsformænd og borgmesteren haft møde om sagen.
 
Et møde, der resulterede i enighed om, at der skal flere folk på gaden, at fædrene til specielt 2. generationsindvandrerbørnene skal involveres og hjemmebesøg inddrages som virkemiddel til at få stoppet den meningsløse vold og hærværk.

Gladsaxes egen
Dandy-skandale?
Er Gladsaxe kommune og Aalborg Universitetscenter ved at gentage Dandy-skandalen? Det mener Kurt Loftkjær fra Gladsaxe-Listen.
 
Byrådet besluttede i sin tid at indgå en aftale med professor Per Boje fra Institut for Samfundsudvikling- og Planlægning på Aalborg Universitetscenter. I løbet af foråret år 2001 skulle historieprofessorens værk om Gladsaxe kommunes politiske udvikling i det 20. århundrede være klar til udgivelse. Hvis den vel at mærke bliver udgivet, som Kurt Loftkjær gør opmærksom på. I aftalen har Gladsaxe kommune nemlig sikret sig retten til ikke at publicere professor Per Bojes bog.
 
Hertil siger Kurt Loftkjær: "Der er tale om en fremgangsmåde, som vi bl.a. kender fra lande uden reelt demokrati, og som bør virke stødende på almindelige demokrater. Gladsaxe kommune har ikke alene pålagt Per Boje selvcensur, men også fra starten umuliggjort, at der kan fremkomme et troværdigt resultat, når resultatet skal bedømmes politisk, inden det kan offentliggøres."
 
Kurt Loftkjær stiller også spørgsmålstegn ved Aalborg Universitetscenters uafhængighed i forskningen.
"Hvordan er det overhovedet muligt, at et universitet kan deltage i et sådan projekt", spørger han og tilføjer: "Og hvis resultatet efter Byrådets opfattelse ikke er politisk korrekt, har borgerne i Gladsaxe så spildt 400.000 kr.".
 
Spørger altså Kurt Loftkjær fra Gladsaxe-Listen, der med det sidste henviser til prisen for historien om Gladsaxes udvikling.

Digert værk om
Gladsaxe-budget
Hvad går de egentlig og laver, de der politikere inde på rådhuset?
 
En væsentlig del af svaret kan læses i et værk på små 400 sider med titlen ’Budget 2000 samt budgetoverslag 2001 til 2003’. Bag den meget sigende titel gemmer sig udmøntningen af det forlig, der blev indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre tidligere på efteråret.
Potientielle læsere behøver ikke at lade sig skræmme væk af hverken sideantal eller emne. Både tabeller og forklaringer til tabellerne er nemlig sat meget enkelt og instruktivt op.
 
Bogen om budgettet bliver måske ikke årets julegave under træet, men er bestemt værd at studere for lokalt interesserede. Og så er den i øvrigt gratis.

Spilleruro har øget
presset på AB-aktie
De sidste par dages avisskriverier omkring AB-spillernes utilfredshed med træner Ole Mørch har også sat sine spor på Børsen, hvor AB-aktien fortsætter sin nedtur.
 
Mandag sluttede AB-aktien på kurs 43, et fald på 51 procent siden årsskiftet. AB-aktien er den fodboldaktie, der ligger på den suverænt laveste kurs, den næstlaveste aktie er Silkeborg, der handles til kurs 90, men generelt er alle fodboldaktier faldet voldsomt i år, og blandt lokale bankfolk, der vil være anonyme, er holdningen den, at fodboldaktier kun er for klubfans - som opsparing eller investering skal man holde sig langt væk fra dem.

Tyveri fra beruser
Intet er for småt, når først den kriminelle løbebane er begyndt, må konklusionen på følgende lille historie være.
 
En 44-årig mand fra Søborg, der i forvejen er kendt for kriminalitet, blev mandag ved 12-tiden set tømme lommerne på en beruset mand, der sov en brandert ud på en bænk på Søborg Torv.
 
Tyveriet blev overværet af en forbipasserende, der anmeldte tyveriet til politiet. Anmelderen fulgte efter gerningsmanden og guidede via mobiltelefon patruljen frem, så den 44-årige kunne anholdes.
På politistationen kunne byttet konstateres at være på 70 kroner.
 
Den frastjålne berusede mand blev kørt på hospitalet og har vel endnu ikke fattet en brik af, hvad der er foregået.