Kirkeministeren er blottet for menneskelig
forståelse og kristensind.
Det konkluderer menighedsrådet i Søborg
Magle Kirke efter et svar fra Margrethe Vestager på
menighedsrådets brev om sagen mod sognepræsten i
Lyngby, Leif Bork Hansen. Præsten er blevet idømt en
betinget hæftestraf for at hjælpe serbiske flygtninge
med at skjule sig, men har desuden modtaget en tjenstlig
advarsel fra kirkeministeren. Der er siden blevet rejst
tiltale mod præsten på ny, fordi han har bidraget til
at samle penge ind til de skjulte serbere, og Leif Bork
Hansen risikerer nu ikke alene ubetinget straf for at
overtræde landets love, men også afskedigelse, fordi
han ifølge kirkeministeren ikke er værdig til embedet.
Ministerens svar har fået menighedsrådet
til at fare i blækhuset igen og protestere mod, at hun
alene optræder som udøvende magt uden at tage hensyn
til de menneskelige aspekter i sagen.
Socialdemokrater
uenige om
folkepension
Der hersker heller ikke enighed blandt de lokale
socialdemokrater om, hvorvidt forslaget om, at
folkepensionens grundbeløb sættes ned for de mest
velhavende, er godt eller skidt.
Forslaget har været fremme flere gange i
den senere tid, og blandt andet Det Kommunale Kartel
mener, det vil være en god idé, hvis man på denne
måde tager fra de mere velstillede og i stedet bruger
pengene på ældrepleje. Forslaget er kontroversielt,
fordi det bryder med den hidtidige socialdemokratiske
grundholdning, der siger, at folkepensionen skal være
for alle.
Ikke rituelt slagtet
kød til de gamle
Dansk Folkepartis lokale kostordfører i
Gladsaxe, Klaus Kjær, kan nu sove lidt roligere om
natten.
Der serveres nemlig ikke halalslagtet kød
på omsorgscentrene ligesom madleverandøren God Mad
heller ikke serverer det rituelt slagtede kød til
hjemmeboende pensionister.
Det fremgår i hvert fald af to af svarene
på den lange række spørgsmål, som Dansk Folkeparti i
øjeblikket stiller om spisevaner hos både voksne og
børn i Gladsaxe.
Det jødisk rituelt slagtede koscherkød
er der heller ingen i Gladsaxe, der for tiden får
serveret.
Så kom det på plads.
Medarbejdere
vil vaccineres
Hvem skal sørge for og sikre, at man ikke
bliver syg af influenza? Én selv eller arbejdsgiveren?
Spørgsmålet har været vendt i Gladsaxe
Kommune, der hidtil har afvist at ville betale en
vaccination til alle eller grupper af medarbejdere.
Men nu skal sagen vendes igen, fordi
medarbejdere, der sidste år lagde sig på langs med
influenza, gerne vil undgå en samme situation. Derfor
vil medarbejdere, der har haft de såkaldte
sygefraværssamtaler, have kommunen til at betale for en
vaccination.
Politikerne i økonomiudvalget diskuterer
problemet i morgen.
Betonbroer og
finske lastvogne
Hele to gange sidste uge måtte Gladsaxe
politi rykke ud på grund af ballade med finner og deres
store lastbiler.
Første gang efter anmeldelse fra en 35
årig kvindelig bilist, der havde kørt bag en finsk
lastbil på Stengårds Allé.
Da lastbilen skulle under motorvejsbroen
ramte den med det øverste af taget, så beton blev
slået løs og faldt ned på kvindens bil. Lastbilen
fortsatte dog ufortrødent til Kong Hans Allé, hvor den
kække finske chauffør vendte kareten. Under den
manøvre fik han lige ram på et stengærde, der blev
beskadiget, og så kørte finnen ellers tilbage for endnu
en gang at mase lastbilen under broen.
I mellemtiden havde den kvindelige bilist
fulgt efter finnen og samtidig via mobiltelefon fået
tilkaldt politiet, der kunne stoppe bro-rambukken med
chauffør på motorringvejen.
Også på Hillerødmotorvejen var den gal
med et finsk lastvognstog, der ikke kunne komme under
broen ved ring 4. Men chaufføren havde selv fundet på
en udvej i hvert fald var lastvogen væk, da
politiet nåede frem.
Ny politiformand
i Gladsaxe
Medlemmerne af Gladsaxe Politiforening
får ny formand i dag.
Den hidtidige, Hans Bundesen fra stationen
i Gladsaxe, forlader fagforeningens formandsstol til
fordel for en stilling i Politiforbundet. Ny kredsformand
bliver Peter Jensen fra Ballerup politistation, ny
næstformand Jan Lech Pedersen fra Gladsaxe.
Novo i Malmø
Samtidig med åbningen af den nye
Øresundsforbindelse næste sommer åbner Novo Nordisk et
nyt regionalt hovedkontor i Malmø. Herfra skal Novo
Nordisk Helath Cares datterselskaber i Danmark,
Sverige og Norge administreres.
Direktør Kjeld Birch fra Novo Nordisk
Farmaka Danmark bliver ny regional direktør, og han
tar et halvt hundrede medarbejdere med fra Danmark.
I den forbindelse fratræder Kjeld Birch som formand for
Lægemiddelindustriforeningen LIF en post
han har beklædt siden foreningens stiftelse i 1997.
Det hele er et led i arbejdet med at
reorganisere alle Novos europæiske selskaber i større,
regionale enheder.
Nye sendetider på
Radio Gladsaxe
Startende fra i dag åbnes alle hverdage
kl. 7 med Nyhedsmagasinet, der varer en halv time.
Derefter følger et magasinprogram eller musikprogram,
afhængig af ugedagen.
Nyhedsmagasinet sendes igen kl. 8 til 8.30
og så sluttes der af frem til kl. igen med enten et
magasinprogram eller musik. Det aktuelle ugeprogram kan
læses i Gladsaxebladet eller på vores hjemmeside
radiogladsaxe.dk på internettet.