Nyhedsuddrag onsdag den 10. november 1999

Hver femte siger
nej til vaccinen
Mæslinger kan være en dødelig sygdom for voksne.
 
Alligevel vælger næsten 20% ikke at give deres børn den såkaldte MFR-vaccination, der dækker mæslinger, fåresyge og røde hunde. Men en ny aftale mellem Københavns amt og de kommunalt ansatte skolelæger kan måske ændre på den tilstand. Hidtil har det været praksislægerne, der har fulgt op på vaccinationerne, men nu kommer muligheden altså for at skolelægen kan overtage.
 
Initiativet hilses velkommen af Margrethe Nielsen, en af to kommunale skolelæger i Gladsaxe, der dog understreger, at proceduren skal forhandles på plads først. F. eks. skal der være to til stede, når eksempelvis 9. klasserne skal vaccineres. I dag står skolelægen alene.
 
Målet er at få mindst 98% af alle børn vaccineret, men ifølge Margrethe Nielsen vælger en stor del vaccinen fra af, enten halvreligiøse årsager eller af frygt for at vaccinen giver skader på barnet. Margrethe Nielsen siger i øvrigt, at nej-sigerne findes i alle samfundsgrupper og afviser dermed samtidig, at problemet skulle være størst hos indvandrere.

SF-gruppe udliciteres
SF i Gladsaxe byråd har fået krasse bemærkninger med på vejen omkring budgetforhandlingerne for nylig.
Eller rettere; SFs baggrundsgruppe har fået tørt på af især Venstres Bjarne Rasmussen.
 
Men han skulle tage at få sin egen, mener byrådsmedlem for SF Peter Brooker, der spøgefuldt opfordrer Venstre til enten at låne SFs eller selv stable en på benene.

Biomanipulation
eller afvanding
Gladsaxe kommune og samarbejdspartnerne omkring Bagsværd Sø lader ikke nogen muligheder være uprøvede, når det handler om at renovere søen.
 
Det viser det kompendium, konsulentfirmaet Carl Bro bruger til at udarbejde tilbud på forskellige løsningsmodeller.
 
Hvis løsningen hedder afvanding og derpå fjernelse af slam, skal det undersøges nærmere, hvilken teknik, der er egnet, hvor store arealer der er brug for, og hvilke placeringer, der kan komme på tale.
Det skal ligeledes undersøges, om problemerne helt eller delvist kan klares gennem såkaldt biomanipulation. Det vil sige, om man ved at fjerne en fiskebestand dermed også fjerner årsagen til sedimentdannelsen eller i det mindste ikke behøver at fjerne lige så meget slam.
 
Carl Bro skal også vurdere mulighederne for at pumpe vand fra Furesøen til Bagsværd Sø, det skal videre undersøges, om der kan ske en kemisk rensning af søens vand. Gladsaxe kommunes teknikere skal selv undersøge, om der kan afledes sediment til det kommunale kloaksystem.

Pædofile på
Internettet
Nu vil Rigspolitiet lige som Red Barnet fabrikere en hjemmeside på Internettet med gode råd til forældre, der er bekymrede for, at deres børn via nettets såkaldte chatsider kommer i kløerne på pædofile.
 
Baggrunden er den kendsgerning, at flere børn er kommet i kontakt med pædofile, som de har chattet – det vil sige skrevet med - på Internettet.
Vicekriminalkommissær Preben Andersen fra Rigspolitiets it-gruppe ærgrer sig ifølge Ritzau over, at internetudbydere ikke har pligt til at føre log over – altså registrere – aktiviteterne på de meget populære chatsider. "Det gør det meget vanskeligt for os at efterforske forbrydelser begået af pædofile på Internettet – og der er slet ingen tvivl om, at der foregår meget på chatsiderne", siger vicekriminalkommissæren. Han råder alligevel forældre til at anmelde det, hvis de opdager, at deres børn har fået kontakt til pædofile via nettet.

Ny formand for
handelsforening
Handelsforeningen Bagsværd By skal have ny formand på generalforsamlingen på lørdag. Mogens Kjærulff har meddelt, at han stopper som formand. Det betyder, at der også skal findes en ny repræsentant for handelsforeningen til Gladsaxe Erhvervsråd.

Gå-hjem-møde om
jordforureningslov
Gladsaxe Erhvervsråd besluttede på sit sidste møde forleden at lade det stå åbent, hvor mange gå-hjem-møder, foreningen vil arrangere i det kommende år. Der var enighed om at arrangere et gå-hjem-møde i det første kvartal af år 2000, og derefter vil erhvervsrådet løbende vurdere, om der kan være behov for flere møder lige efter normal arbejdstid.
 
Emnet for det allerede planlagt gå-hjem-møde i begyndelsen af år 2000 vil blive den nye jordforureningslov og dens konsekvenser for erhvervslivet. Gladsaxe kommunes teknik- og miljøforvaltning vil bistå ved arrangementet.

Kvinder skal da ikke
amme for enhver pris
Kvinder skal ikke amme for enhver pris, så selv om sundhedsplejerskerne i Gladsaxe arbejder året rundt på at få mødre til at amme deres babyer, bliver ingen kvinder presset ind i ammerollen.
 
Ifølge sundhedsplejerske Hanne Vilgren fra Gladsaxe er det, udover manglende mælk, nemlig mest psykologiske problemer hos moderen, der gør, at hun fravælger at amme sit barn.
 
Moderen kan have psykiske problemer, der stammer helt tilbage fra hendes egen barndom, eller hun kan have problemer med sit selvværd, så selv om sundhedsplejerskerne fortæller alle førstegangsfødende, at modermælk er bedst og billigst, bliver man hverken en dårligere mor eller et dårligere barn, fordi man får modermælkserstatning på sutteflaske.

En ny bog skal gøre
køkkener grønnere
"38% af den samlede belastning af miljøet sker i forbindelse med, at vi skal have noget at spise."
Sådan indledes en ny gratis bog, Den Grønne Køkkenguide. Grønt køkken er et udviklingsprojekt på centralkøkkenet på amtssygehuset i Glostrup, som i to år har arbejdet med miljøstyring, grønne regnskaber og personaleefteruddannelse. Erfaringerne fra det arbejde er samlet i bogen, der henvender sig til medarbejdere i både små og store køkkener med eksempler og råd. Det vigtigste lyder i øvrigt: Start i det små, for ikke at løbe sur i det.
 
Bogen kan bestilles på amtssygehuset i Glostrup.