Nyhedsuddrag torsdag den 11. november 1999

32 mio. bevilget
på 22 minutter
22 minutter tog det i aftes Gladsaxe Byråd at synge en sang af Benny Andersen og derpå bevilge i alt 32.742.000 kr. til en række anlægsopgaver – altså et af de korteste byrådsmøder i nyere tid.
 
Stengård skole blev tilgodeset med 17,4 mio. kr., der skal bruges til en hårdt tiltrængt renovering efter skimmelsvampeangreb. Fritids- og ungdomsklubberne Søborg og Kilden fik henholdsvis fire og 4,8 mio. kr. til at udvide for. Puljen til bidrag til private og statslige skoler blev forhøjet med 951.000 kr., og endelig bevilgede Byrådet 8,6 mio. kr. til etablering af et kommunalt edb- og telefonnetværk.

Kano- og kajakklub
Snart i gang med
klubhusbyggeri
En garanti fra Gladsaxe Kommune til banklån på maksimalt 2,6 mio. kroner samt en nedsættelse af renten på et kommunalt lån gør det nu muligt for Nybro-Furå Kano- og Kajakklub at bygge det stærkt savnede klubhus.
Det er aldrig lykkedes for Nybroklubben at skaffe midler fra private fonde eller fra sportens Lokale- og anlægsfond.
 
Klubbens bestyrelse har haft en anelse om, hvor det bar hen, for på generalforsamlingen tirsdag aften gav medlemmerne deres tilsagn til, at klubhusbyggeriet kan gå i gang.
 
I øvrigt finder bestyrelsen det kun ret og rimeligt, at renten på det kommunale lån bliver sat ned. Med en hidtidig rente på ni procent har bestyrelsen haft den opfattelse, at klubben har betalt overrente.

Tømt pengeskab
i Smørmosen
Vidner søges til indbrud i et kontor på Tornehøjgård på Klausdalsbrovej natten til tirsdag, hvor et pengeskab blev fjernet. Det blev dagen efter fundet i Smørmosen, brækket op og tømt.
 
Kriminalpolitiet i Gladsaxe har haft to mistænkte i sagen til afhøring. Begge nægter sig skyldige og politiet søger derfor eventuelle vidner, der har set en eller to personer slæbe af med et 50 gange 30 centimeter stort pengeskab.

Haglskud ødelægger ruder
Gladsaxe politi efterlyser ligeledes vidner til skyderi mod otte store ruder i Høje Gladsaxe nr. 31 mellem mandag kl. 20 og tirsdag kl. 7.
 
I det tidsrum er der blevet afffyret adskillige skud hagl mod ruderne, der alle er ødelagte.
Det er næppe en måned siden, der blev konstateret haglskud mod bygninger i sportscenterområdet, hvor der også blev ødelagt flere ting.
 
3969 1448 er nummeret til Gladsaxe politi, der gerne hører fra folk, der ligger inde med oplysninger om løstsiddende haglbøsser.

Politikere forsikres
Politisk engagement kan give økonomiske lussinger.
 
Det viser eksempler fra lokalsamfund rundt i landet, hvor kommunalpolitikere er blevet gjort personligt økonomisk ansvarlige i de bestyrelser, de er blevet udpeget til at sidde med i. Men nu har indenrigsministeriet givet tilladelse til, at kommunerne kan forsikre politikere, der er udpeget til bestyrelser i fx børnehaver, skoler eller boligselskaber.
 
"Problematikken har været løst drøftet, uden der er kommet noget konkret ud af det indtil videre", siger forvaltningsdirektør i Gladsaxe Kommune Frede Mølgaard. Han mener i øvrigt, at det også bør diskuteres, om det er en kommunal eller en privat, altså politikerens egen opgave, at forsikre sig i den her sammenhæng.

Utæt akvarium
ødelægger gulv
Næste gang Storkøbenhavns Akvarieklub udstiller på Gladsaxe Hovedbibliotek kunne temaet passende være "Hvordan holder du dit akvarium tæt".
 
Klubben kunne måske ligefrem lære noget selv. I hvert fald må det konstateres, at klubben efterlod sig 200 liter vand efter den seneste udstilling, der sluttede i weekenden. Vel at mærke 200 liter vand på gulvet.
Et af akvarierne lækkede simpelthen det flydende indhold i løbet af weekenden med det resultat, at gulvet i den store udstillingssal er ødelagt.

Fodboldaktier
på nedtur
Magien ved fodboldaktier er væk og superligaklubberne taber penge på børsen.
 
Det er ikke kun AB-aktien, det står sløjt til med – kursen er i dag nede på 62 – kurserne på de fem øvrige børsnoterede klubbers aktier rasler også ned.
 
Ifølge Berlingske Tidende skyldes nedgangen dels dårlige regnskaber og dels, at de store banker og pensionskasser er ved at miste interessen for fodboldselskaberne. Aktiehandlen er simpelthen for lille og ustabil. I stedet kaster de store pengetanke sig over aktier med stor daglig handel, der gør det nemt at købe og sælge.
Udover AB er FC København, AaB, Brøndby, AGF og Silkeborg børsnoterede fodboldaktieselskaber.