Det nyoprettede Beboerklagenævn i
Gladsaxe har indtil videre ikke været den succes, man
havde håbet på. Da beboerklagenævnet startede, regnede
alle med, at det ville vælte ind med sager. Men faktum
er, at nævnet siden januar kun har behandlet 21 sager,
og dét er således bare en brøkdel af, hvad man havde
forventet, fortæller nævnssekretær i Gladsaxe Birgit
Østrup.
Grunden til den ringe interesse kunne
være, at lejerne simpelthen ikke orker at klage, siger
hun, og dét på trods af at det faktisk er blevet
nemmere at klage siden beboerklagenævnene er blevet
oprettet i landets kommuner.
En anden forklaring kunne være, at
lejerne ikke er klar over, hvad de kan bruge nævnet til.
Jesper Larsen fra Lejernes Landsorganisation mener
i modsætning til Birgit Østrup - at der har manglet store
annonce-kampagner i forbindelse med nævnets opstart. Og
derfor er lejerne ikke i tilstrækkelig grad oplyst om
mulighederne i beboerklagenævnet siger Jesper Larsen.
De 21 sager nævnet i Gladsaxe har
behandlet har hovedsageligt drejet sig om naboklager og
istandsættelse ved fraflytning. Kun én fraflytningssag
blev anket i boligretten, hvor lejeren ikke fik medhold i
sagen.
Lange udsigter
for botilbud
til sindslidende
At finde besparelsesforslag er en
efterhånden kendt politisk disciplin, men det kan også
blive for skrabet selv for en byrådspolitiker.
I hvert fald har medlemmerne af
socialudvalget i Gladsaxe netop sagt nej tak til et
revideret projektforslag for et botilbud for sindslidende
på Buddinge Hovedgade. Projektet har ligget i
støbeskeen de sidste tre år, men det tætteste kommunen
er kommet på et byggeri, var i foråret 98.
Projektet blev godkendt, men licitationsresultatet var
for dyrt. Pengene passede ved det netop forkastede
forslag. Til gengæld passede det skrabede ydre og indre
i bygningen ikke politikerne, der nu har sat arkitekterne
til at se nærmere på projektet nok engang.
Institutioner for de
0-5-årige god idé
Den aldersudvidede institution er kommet
for at blive. Det har et enigt børne- og
undervisningsudvalg i Gladsaxe netop besluttet. De
aldersudvidede institutioner har børn fra 0 til 5 år og
blev indført i Gladsaxe i 1990. De små ti års
erfaringer er næsten udelukkende positive, hvad enten
der er tale om forældrenes, personalets eller
forvaltningens erfaringer.
Nogle af fordelene er, at børnene ikke
fysisk skal flytte institution, når de går fra
vuggestue til børnehave, at det større
børnefællesskab giver mere alsidighed og at modellen er
så fleksibel, at ustandselige omstruktureringer ikke er
nødvendige.
Sagen blev rejst af det konservative
medlem af udvalget, Kirsten Christophersen, der ønskede
erfaringerne belyst.
Lokale butikker er ikke
klar til indkøbsordning
Som vi omtalte tidligere på ugen skal
alle de hjemmehjælpsmodtagere, der er med i den
kommunale vareordning, skifte butik. Super-Brugsen og
Prima er hoppet fra ordningen, i stedet er foreløbig ISO
og Superstore kommet til.
Ifølge borgmester Ole Andersen skyldes
det især, at de tidligere butikker ikke var gearede til
at overkomme en sådan service, mens f.eks. ISO har lang
tids erfaring fra bl.a. internethandel. Hverken ISO eller
Superstore er lokale butikker men lokale butikker har
stadig mulighed for komme med i ordningen senere.
I øjeblikket har 140 tilmeldt sig ISO´s
tilbud mens 100 er tilmeldt hos Superstore, mens ca. 350
endnu ikke har svaret.
Handelsskoleelever skal
lave lytterundersøgelse
"Goddag, jeg ringer fra Niels Brocks
Handelsskole, vi er i gang med at lave en analyse for
Radio Gladsaxe. Må jeg have lov at forstyrre to
minutter?"
Sådan vil formentlig et par hundrede
telefonsamtaler blive indledt tirsdag og torsdag i næste
uge, hvor en klasse fra handelsskolen vil lave en
lytterundersøgelse i miniformat.
Klassen har delt sig op i tre grupper,
hvor af den første har valgt at gå på gaden for at
spørge tilfældige borgere om deres eventuelle kendskab
til radioen. Tirsdag og torsdag mellem kl. 17 og 21
bemander de to øvrige grupper telefonapparaterne på
radioen for at undersøge videre. Analysen skal gerne
munde ud i en klarlæggelse af, hvem der hører radioen,
hvad der høres og i hvilket omfang det sker.
Radioens ledelse har på forhånd
opstillet et par hypoteser, eleverne arbejder ud fra;
nemlig at omkring 3 til 5% jævnligt lytter, og at to
store lyttergrupper formentlig udgøres af
lokalpolitikere som den ene og pensionister som den
anden.
Men alt det vil analysen vise mere om.
Støvet afslørede ham
Et tykt lav støv spillede en væsentlig
rolle i en domsmandssag ved retten i Gladsaxe i går,
hvor en 47-årig mand var tiltalt for handel med
narkotika i mindre mængder samt falsk anmeldelse og
forsøg på bedrageri. Sagen endte med en dom på 40
dages fængsel betinget af en prøvetid på to år.
For halvanden år siden anmeldte han et
indbrud og tyveri af et lejet farve-tv til både politi
og forsikringsselskab, men forsikringsfolkene anede uråd
og kontaktede til politiet.
Forinden havde en kriminalassistent
undersøgt mandens lejlighed for eventuelle spor. Han
observerede et 18 tommers tv på den plads, hvor det
stjålne 28 tommers tv plejede at stå. Han bemærkede
også et tykt støvlag på stedet, der ikke bar spor af,
at det lille apparat som hævdet af tiltalte
var sat der umiddelbart før kriminalassistentens
ankomst. Og da han løftede det lille fjernsyn, opdagede
han et endnu tykkere støvlag med tydelige aftegninger
efter det lille fjernsyn. Der var ingen spor af det store
apparat. "Det lille tv må have stået samme sted i
flere måneder", forklarede han i retten.
Og den slutning drog altså også
domsmandsretten. Den 47-årige modtog den betingede dom
efter en kort samtale med sin forsvarer.
Eftertragtede
julebusser
Telefonerne kommer uden tvivl til at
gløde hos HT´s Handicap Service ,når der i morgen
åbnes for bestilling af handicapkørsel juleaften.
Mandskabet ved telefonerne er tredoblet og
alligevel spår HT, at mange vil komme til at ringe
forgæves. Men tålmodighed belønnes: Hvis det lykkes at
komme igennem til telefonkøen, er man også sikker på
at blive betjent lover HT også selv om man skal
vente længe i telefonen.
Antallet af ture med HT´s Handicap
Service er mere end fordoblet juleaften. Der bliver kørt
ca. 5000 ture den 24 december, men behovet for
handicapkørsel juleaften er som regel større end både
HT´s Handicap Service og øvrige taxaer og vognmænd kan
dække. Derfor opfordrer HT pårørende og venner til,
hvis det er muligt, selv at stå for transporten i egen
bil juleaften.