Nyhedsuddrag torsdag den 25. november  1999

Forbund vil diskutere
arbejdsmiljø –
ikke resultatløn
Det er ikke resultatløn og fastholdelsestillæg, der er til debat, når Forbundet af Offentligt Ansatte drøfter sygefravær i hjemmeplejen. Det har været arbejdsmiljøet, der har været på bordet under de hidtidige drøftelser mellem fagforbund og kommunalforvaltning.
 
Partierne bag budgetforliget har ellers vedtaget – efter forhandlinger med de faglige organisationer - at belønne hjemmehjælpere med et lavt sygefravær med ekstra løntillæg.
 
Miljøsekretær i FOAs social- og sundhedsafdeling Tage Christensen sidder med i kommunens arbejds- og styregruppe på området, og han siger om resultatløn bl.a., at det ikke giver de forventede resultater. "Jeg ved ikke, hvad borgmester Ole Andersen vil svare pårørende, når de klager over, at hjemmehjælpsmodtagerne ustandselig smittes, fordi hjemmehjælperne møder syge på arbejdet", tilføjer han. "Hjemmehjælperne viul nemlig blive udsat for et voldsomt gruppepres."
 
Miljøsekretær Tage Christiansen uddyber sine synspunkter i Nyhedsmagasinet i morgen, hvor han også har nogen gode råd til Gladsaxe kommune.

Internetside om
Vadstrupgårdsag
"Pressen optræder på samme tid som anklager, dommer og bødler".
 
Sådan står der blandt andet at læse på internethjemmesiden www.vadstrupgaard.dk. Bag siden står ægteparret Finn Held og Inga Held, sidstnævnte den mangeårige leder af børneinstitutionen Vadstrupgård.
"Hjemmesiden er netop sendt i luften som en reaktion på nogle journalisters hetz og hadkampagne mod institutionens tidligere leder og personale", siger Finn Held til Nyhedsmagasinet. "Vi har haft så store besværligheder med at trænge igennem med indlæg og reaktioner i aviserne, at vi har valgt at lave vores egen side, sikre ytringsfriheden ved at etablere vores eget medie".
 
På hjemmesiden kan ægteparrets holdning til journalister bl.a. læses. Vi citerer: "Disse journalister har ført deres egen sag mod den tidligere leder, hendes medarbejdere, daginstitutionskontorets leder og Gladsaxes borgmester. Personale og ledelse er blevet hængt ud som tavse medvidere til modbydelige forbrydelser. De er systematisk blevet krænkende omtalt. De har ikke haft den ringeste form for retsbeskyttelse over for journalisterne".
 
Finn Held oplyser, at internethjemmesiden kun er i sin spæde start, den vil med tiden blive udbygget.

Uenighed om
sprogskole
De borgerlige partier vil ikke være med til at dække en del af udgifterne på i alt 3,5 mio. kr. til en istandsættelse af Ballerup Sprogcenters undervisningslokaler på Rosenkæret 22 i Gladsaxe. Men Socialdemokratiet og SF benyttede sig af sit flertal i udvalget til at anbefale sagen over for Byrådet, og når den til sin tid kommer op her, kan de samme to partier på lignende vis benytte sig af flertalspositionen.
Gladsaxes andel af udgifterne anslås til 1,9 mio. kr. over to år.
 
Ballerup Sprogcenter varetager danskundervisningen for de flygtninge og indvandrere i Gladsaxe kommune, der har taget imod undervisningstilbuddet. Det drejer sig for tiden om omkring 400 elever.
 
Det hidtidige samarbejde mellem kommune og sprogskole skal ifølge aftalen evalueres ved årsskiftet, men allerede nu skal der tages stilling til, om sprogundervisningen også fremover skal foregå på Rosenkæret 22. Det mener både Ballerup kommune og altså et flertal i Gladsaxe kommunes økonomiudvalg. Men en betingelse er, at lokalerne – der har været benyttet på dispensation – nu bliver lovliggjort. Samtidig kræver lokalerne gennemgående istandsættelse.
 
Bag flertalsbeslutningen i økonomiudvalget ligger også det forhold, at Gladsaxe skal kunne overtage lejemålet på adressen, hvis sprogundervisningen efter en udlicitering overtages af en anden udbyder.
 
Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti, der var en af dem, der stemte imod i Økonomiudvalget, siger til Radio Gladsaxe, at han ikke ønsker at binde sig til mere, end hvad der står i den oprindelige kontrakt med sprogcentret. Her tales der kun om udgifter til undervisning.

Antallet af indbrud
er eksploderet
Gladsaxe Politi oplever lige nu en eksplosion i antallet af indbrud i politikredsen. Den seneste måned er der anmeldt godt 35 indbrud, hvoraf de 16 er begået inden for den sidste uge.
 
Der er ikke noget geografisk mønster over indbruddene, men de går hovedsageligt ud over villaer og bliver typisk begået ved højlys dag i tidsrummet fra kl. 8 til 17. Og det høje antal af indbrud ser tilsyneladende ud til at fortsætte, siger vicekriminalinspektør Ole Andreasen, der er bekymret over udviklingen.

Rejsefeber
i byrådet
Borgmester Ole Andersen er inviteret til både Grønland og Ungarn næste år – og begge steder er anledningen jubilæumsfestligheder.
 
Grønland fejrer i juli næste år 1000-året for Leif den Lykkeliges færd til Amerika – eller Vinland som vikingerne kaldte Amerika. En del af festlighederne foregår i Gladsaxes venskabskommune Narssaq, men det er hjemmestyret der inviterer borgmesteren og hans kone, folketingsmedlem Hanne Andersen.
 
Veszprém, Gladsaxes ungarske venskabsby, inviterer borgmesteren og endnu et par byrådsmedlemmer til festligheder i begyndelsen af maj i anledning af Veszpréms 1000 års jubilæum, selve årtusindskiftet og så de såkaldte Gisella-dage – opkaldt efter Ungarns første dronning. Veszprém benytter samtidig anledning til at arrangere et egentligt venskabsbymøde

Gode udsigter for
privatskolebyggeri
Det ser ud til, at Kvikmarkens Privatskole kan få lov til at opføre en tilbygning til skolen på 700 kvadratmeter. Økonomiudvalget har været på besigtigelse på skolen, og på sit møde forleden besluttede udvalget at sætte gang i både kommune- og lokalplanarbejdet.
 
Og det på trods af, at friarealerne til leg og ophold ikke når op på standarden for folkeskoler, og selv om der er nogle uafklarede forhold omkring parkering ved skolen. Teknikerne skønner, at parkeringsarealet ikke vil blive stort nok.
 
I tilbygningen er det planen at indrette gymnastiksal og klasseværelser. Privatskolens har hidtil måttet leje sig ind i Gladsaxe Sportshal for at kunne give de større elever idrætsundervisning.
Lokalplanen for tilbygningen skal naturligvis ud i offentlig høring, før byrådet kan give den endelige tilladelse.