Nyhedsuddrag onsdag den 3. november 1999

Kommunal pris til
socialt engagement
Gladsaxe Erhvervsråds årlige pris gik denne gang til firmaet Forenede Rengøring A/S.
 
Virksomheden fik prisen for sin driftighed og for at have udvist et stort lokalt og socialt engagement. Firmaet, der har haft sit administrative kontor i Gladsaxe siden 1995, er den virksomhed, der i løbet af det seneste år har ansat flest ledige i Gladsaxe, nemlig omkring 40 aktiveringspersoner, primært af en anden etnisk afstamning end dansk. Desuden har den lokale afdeling af firmaet, der på landsplan har 3000 ansatte, også ansat to personer i såkaldte fleksjob, som er for personer med nedsat erhvervsevne.
Prisen, som blev overrakt af borgmester Ole Andersen ved Gladsaxe Erhvervsråds konference på Gladsaxe Rådhus i går, var som tidligereår et kunstværk, denne gang et maleri af den lokale Gladsaxe-kunstner Inge Reusch.

26 elever i de små
klasser kan give
sammenlægningsrod
Seks ekstra klasser i indskolingen på folkeskolerne i Gladsaxe sikrer et maksimum på 26 elever i hver klasse fra næste skoleår.
 
Det er en del af budgetforliget, der blev indgået tidligere i efteråret. Men Socialistisk Folkeparti mener, at det kan give et værre sammenlægnings- eller delingsrod, alt efter om der kommer et barn mere til distriktet eller der flytter børn.
 
SF-medlem af undervisningsudvalget Peter Brooker går ind for et loft på 26 elever, men imod muligheden for sammenlægning og deling.
 
Resten af medlemmerne i udvalget stemte for modellen.

Gladsaxe bindes
sammen i
et netværk
Nu skal hele Gladsaxe kommune bindes sammen i et data- og telefon-netværk.
 
Ja, det er altså de kommunale institutioner, der her tænkes på. I dag er det kun selve rådhusområdet – hvortil altså også hovedbiblioteket hører – der så at sige kan tale sammen via computere. Men Byrådet har tidligere besluttet at udbygge netværket til at omfatte hovedparten af instiututionerne, og i går kom projektet et stort skridt videre, da Økonomiudvalget besluttede at bevilge godt to mio. kr. i år og seks en halv mio. næste år til EDB- og telefonudbygningen.
 
Der vil i fremtiden blive behov for at kunne sende langt flere data fra institution til institution, så den vedtagne udbygning tar altså også højde for den udvikling. Og når der alligevel skal graves såkaldte fiberkabler ned i jorden, ja, så tar man altså telefonien med i samme omgang. Det bliver det nemlig ikke dyrere af.
Kommunens it-afdeling har opdelt de kommunale institutioner i to prioritetsgrupper.
 
I gruppen med højst prioritet ligger lokalkontorer, omsorgscentre, plejecentre, Pædagogisk Central, sportscentret, genoptræningscentret, materialegården, vand- og fjernvarmeforsyningen samt aktiveriong og rådgivning. I den anden gruppe finder vi skolerne, bibliotekerne, tandklinikken, Gladsaxe Bio og Bagsværd Idrætspark.
 
Daginstitutionerne er blandt de institutioner, der ikke er med i denne fase af udbygningen. Det skønnes ikke, at data- og telefonibehovet kan retfærdiggøre udgifterne til nedgravning af kabler. På længere sigt forestiller it-afdelingen sig i stedet, at daginstitutionerne kobler sig på internettet via en af markedets udbydere.

Boligklagenævn
med kun få sager
Kommunernes beboerklagenævn bliver ikke benyttet i den grad, det var forventet, da nævnene blev oprettet i juli sidste år.
 
Det fortalte kontorchef Karin Albertsen om på Gladsaxe byråds årlige møde med boligselskaberne forleden.
I Gladsaxe er det blevet til 20 sager, primært om overtrædelser af husordenen, men også enkelte fraflytningssager er det blevet til.
 
For høj musik eller bytten om på dag og nat er de hyppigste overtrædelser, der når frem til nævnets bord.
I modsætning til de fleste andre steder har det endnu ikke været nødvendigt at trække på advokatbistand i Gladsaxe. Bortset fra en enkelt tvist om fraflytning, der er havnet i boligretten, der er instansen efter klagenævnene.
 
Karin Albertsen fortalte i øvrigt, at en skriftlig redegørelse som oftest er nok – til stor glæde for mange, der er bange for at møde personligt frem til en konfrontation med den, der klages over. Endelig er der også mulighed for at sende en stedfortræder.
 
Boligklagenævnet i Gladsaxe er hjemmehørende på rådhuset.

Vaccinationer –
men ikke til alle
Influenza-vaccinationer, betalt af Gladsaxe kommune, kommer nu også til at indgå i handleplanen for medarbejdere, der har langvarige og hyppige sygefravær.
 
Sagen blev drøftet på Økonomiudvalgets møde i går, hvor det blev indskærpet, at det kun er medarbejdere, hvis sygefravær netop skyldes influenza, og hvor fraværet har været så omfattende, at medarbejderen er blevet indkaldt til sygefraværssamtaler.

Sygehusudvalg på
studietur i USA
Hele sygehusudvalget i Københavns amt er rejst på studietur til USA, hvor delegationen bl.a. skal besøge forskellige behandlingscentre. Og hvad skal der så komme ud af det? Vi fangede udvalgsmedlem Lars Abel lige før afrejsen, og han var helt sikker på, at udvalget ville møde mange ting, der kan bruges i det hjemlige arbejde på – som han siger – at effektivisere sygehussektoren.
 
Sygehusudvalget skal også have samtaler med kirurgen Gösta Pettersson, der forlod Rigshospitalet i København til fordel for Cleveland i USA.

 
De skal kravle
før de kan gå
Langt vigtigere end det lille barn begynder at gå lige nøjagtigt på det tidspunkt, forældrene synes er det rigtige, er det, at barnet gennemlever alle udviklingens faser, siger sundhedsplejerske Lise Lotte Rasmussen, Gladsaxe.
Hun mener også, det er vigtigt, at barnet gennemlever kravlestadiet, og de særlige gangstole er ikke noget, hun anbefaler. Forældre skal aldrig prøve at forcere barnets udvikling, siger sundhedsplejersken.