Nyhedsuddrag tirsdag den 30. november  1999

Idrætsprisen for
1999 gik til
verdensmestre
Bagsværd Roklub gjorde i aftes rent bord med hensyn til idrætspriser i Gladsaxe Kommune.
Klubbens letvægtsfirer uden styrmand, der tidligere på året vandt guld ved verdensmesterskaberne for roere under 23 år, fik nemlig idrætsprisen 1999.
 
Idrætslederprisen gik til Henrik Kettel, ligeledes fra Bagsværd Roklub, for sin indsats gennem 25 år som kasserer og revisor i klubbens bestyrelse.
 
I foråret gik FIGs talentpris til Bagsværd Roklub, FIG, der jo altså står for Fællesrepræsentationen for Idrætsklubberne i Gladsaxe.
 
I sandhed en klub, der har formået at få søgelyset på sig i årets løb. Letvægtsfireren består af Bjørn Petersen, Carsten Birch, Morten Riis og Stephan Mølvig. Hver pris er på 3.500 kroner samt en Bjørn Nørgård statuette i bronze.

Arbejdstilsynet
kulegraver
enhedsplejen
Helt uafhængig af den politiske diskussion om det høje sygefravær i hjemmeplejen i Gladsaxe er Arbejdstilsynet i gang med en større undersøgelse af både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø i hele enhedsplejen.
 
Resultatet af undersøgelsen skal drøftes på et møde først i det nye år med Gladsaxe kommunes sikkerhedsorganisation og socialforvaltningen. Det er her, der skal gives gode råd om, hvor der bør sættes ind for at skabe et bedre arbejdsmiljø.
 
Det er en landsomfattende kampagne, Arbejdstilsynet er i gang med. Baggrunden er visheden om, at mange ansatte i social- og sundhedssektoren lider under ryg- og skulderproblemer. Landskampagnen slutter med årets udgang.
 
Det er først og fremmest arbejdsmiljøet på plejehjemmene og i hjemmeplejen, der er sat under lup. 80 procent af undersøgelsen angår dette område.

Kortlægning af
børnemisbrug
Gladsaxe kommune kommer til at optræde flere gange i et nyt forskningsværk fra Statens Institut for Folkesundhed, der ventes offentliggjort til foråret – men de fleste ville nok have været denne berømmelse foruden. Det er nemlig en systematisk kortlæg af sexmisbrug af børn, der er tale om.
 
Forskerne vil ifølge Jyllands-Posten kontakte samtlige kommuner og amter for at få et overblik over indberetninger om misbrug eller mistanke om misbrug.
 
"Det er meget vigtigt at få belyst dette område", siger undersøgelsens leder Karin Helweg-Larsen og tilføjer: "Vi ser mange indberetninger for tiden på grund af det berettigede eller uberettigede fokus på pædofile. Myter er farlige, for det ødelægger tilliden mellem barnets forældre og de steder, der passer børnene." Siger altså psykologen Karin Helweg-Larsen, der skal lede undersøgelsen af børnemisbrug.

Utilfredshed hos
AB-spillerne
Spillerne på ABs Superligahold er godt trætte af træner Ole Mørch, i hvert fald hvis man skal tro de to store formiddagsaviser, Ekstra Bladet og BT.
 
Den seneste tids dårlige resultater har ifølge Ekstra Bladet skabt så megen utilfredshed blandt spillerne med træner Ole Mørch, at de på et lukket spillermøde sidste tirsdag besluttede at sende Brian Steen Nielsen til et møde med ABs direktør Per Frimann.
 
Brian Steen Nielsen bekræfter over for avisen, at han har haft et møde med Per Frimann, men vil ikke gå i detaljer om indholdet. Per Frimann vil heller ikke kommentere mødet, men udtaler, at holdet i vinterhalvåret skal have indarbejdet et nyt spille-system, lige som den fysiske træning skal prioriteres.
 
Ole Mørch stiller sig helt uforstående over for Ekstra Bladets oplysninger og udtaler, at hvis det bare er et par af dem, der vil markere et synspunkt, så er det lige meget. Og hvis ikke de toneangivende spillere i spillerrådet bakker mig op, så er de i hvert fald fulde af løgn. Derfor tager jeg det afslappet, siger Ole Mørch.

Grundejere får
endnu en frist
Affalds- og genanvendelseskontoret i Gladsaxe kommunes teknik- og miljøforvaltning har ingen ønsker om at optræde som bussemænd, når det handler om at få grundejerne til at følge Arbejdstilsynets forskrifter og placere affaldsstativer på en måde, som letter renovationsfolkets arbejde. Borgerne har fået endnu en frist til at få orden i sagerne.
 
Forvaltningen går i næste uge i gang med den tredje registrering af affaldsstativerne – de to tidligere har været gennemført i eftersommeren og efteråret – og først derefter ta’r man ud at noterer sig de formastelige, der endnu ikke har rettet sig efter forskrifterne. Og falder hammeren – i form af særgebyrer på 262 kr. pr. tømning.
 
Der er gode råd at hente i folderen Sådan skal stativet stå, og den kan hentes på Rådhuset, lokalkontorerne og bibliotekerne.

Novo nr. ti på
top 500-liste
Fem Gladsaxe-virksomheder er kommet med blandt de 50 bedste i en år 1999-oversigt over landets 500 største koncerner, der er offentliggjort i en særudgave af Børsens Nyhedsmagasin. Og ikke uventet er det Novo Nordisk, der ligger bedst placeret blandt disse fem lokale koncerner.
 
Novo ligger på en 10. plads – med A. P. Møller på en ubestridt førsteplads. A. P. Møllers omsætning var i 1998 91,5 milliarder kroner. Novos var på 19,3 milliarder. Skandinavisk Holding ligger på en 15. plads, Skandinavisk Tobak på en 18. plads, Sophus Berendsen på en 29. plads og som nr. 37 ligger Velux.

Novo samarbejder
med konkurrent
Novo har i øvrigt indgået en aftale med konkurrenten H. Lundbeck om at etablere et fælles bibliotek af kemiske stoffer. Aftalen betyder i praksis, at de to virksomheder får udvidet puljen af kemiske stoffer, som kan testes for egnethed til videreudvikling inden for forskellige terapiområder. De to virksomheder har hver især forskellige terapiområder.
 
Novo oplyser i en pressemeddelelse, at aftalen ikke forventes at få væsentlig betydning for koncernens finansielle resultat.