Nyhedsuddrag tirsdag den 9. november 1999

Henrik Sørensen
indleder skiltekrig
Det konservative byrådsmedlem Henrik Sørensen har indledt en skiltekrig mod, hvad han kalder det socialistiske flertal i Gladsaxe Byråd.
 
"Med kommunens designmanual i hånden udsteder dette flertal forbud mod skiltning på forretningsejendomme. Og samtidig hænger kommunen selv et skilt op på Rådhuset, der skal tælle ned til årsskiftet", siger den konservative politiker.
 
I Teknik- og Miljøudvalget har Henrik Sørensen sammen med Venstres Finn Geslau og Flemming Albrechtsen fra Dansk Folkeparti stemt imod flertallet. Og han vil tage sagen op i Byrådet, når der næste gang skal behandles en sag om skiltning.
 
I dag skal Økonomiudvalget diskutere en skiltesag fra Søborg Hovedgade. Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har indstillet, at KV Gardiner og AP Rens ikke får tilladelse til at sætte nye skilte op på Søborg Hovedgade. Og det sker netop med henvisning til bl.a. Byggeloven.

Flere ansatte
i Gladsaxes
socialsektor
Gladsaxe kommune har relativt flere ansatte til at varetage opgaverne på det sociale område end 11 andre kommuner, som er indgået i en sammenlignende undersøgelse.
 
De 11 kommuner er Ballerup, Glostrup, Hvidovre, Rødovre og Tårnby samt seks kommuner på Sjælland og i Jylland.
Det er Gladsaxe, der har taget initiativet til spørgeskemaundersøgelsen. Nu foreslår forvaltningen, at undersøgelsens resultat indgår i den store konsulentundersøgelse af struktur og ledelse i Socialforvaltningen. Det er den undersøgelse, Økonomiudvalget besluttede i september, og udvalget skal i dag også tage stilling til, om resultatet af spørgeskemaundersøgelsen skal sendes til Lisberg Management, der allerede har indledt kulegravningen af Socialforvaltningen.

Ingen erstatningssag
mod pædofildømt
Den dømte pædagogmedhjælper i Vadstrupgårdsagen bliver ikke stillet over for et erstatningskrav fra Gladsaxe Kommune.
 
Klaus Kjær, Dansk Folkeparti, har ellers forespurgt juridiske medarbejdere i forvaltningen, om medhjælperen kan pålægges erstatningsansvar for kommunens millionudgifter til psykologer til ofre og familier. Men da erstatningsområdet er et højt specialiseret juridisk område i stadig forandring, så går de fleste udsagn på at undlade en erstatningssag.

Ny mulighed for
overnatning
ved sportscenter
Til marts næste år kan de stærkt savnede overnatningsfaciliteter ved Gladsaxe Sportscenter være en realitet.
Som vi tidligere har fortalt, så ligger der et projekt klar, hvor barakken, der tidligere husede lokalkontor Stengården, bliver flyttet til sportsområdet og indrettet til 70 overnattende gæster.
 
Team Danmark, sponsor for flere af de sportsudøvere, der bruger overnatningsmuligheden, betaler nyt inventar for godt en halv mio. kroner, mens Gladsaxe Kommune betaler 3,1 mio. for flytning og nyetablering.
Barakken står klar til flytning, og idrætsudvalget beslutter sig formentlig i dag for at sige god for projektet.

Ny skole klar
august 2001
1. august år 2001 skal Københavns amt tage en ny skole for børn med multihandicap i brug. Den nye skole, der placeres i Vallensbæk og får plads til 70 børn, skal afløse Skolen og Fritidshjemmet på Taxvej i Bagsværd.
I morgen onsdag ventes amtets økonomiudvalg at indstille bevillingen på 47 mio. kr. til amtsrådets godkendelse.
 
Udflytningen til Vallensbæk vil i hvert fald på mindst ét område give arbejdet med de multihandicappede børn bedre vilkår. Skolens terapi-bassin bliver med sine 45 kvadratmeter væsentligt større end bassinrummet på Taxvej.

Fra pølsevogn
til lokalplansag
"En tragisk sag."
Sådan betegner ejeren af DK benzintanken på Buddinge Hovedgade føljetonen om pølsevognsejeren, der gerne ville have stadeplads på tankens område.
 
Det mente tankejeren var en fin idé til at starte med – hvis de nødvendige tilladelser ellers var i hus. Nu har sagen imidlertid været omkring det tekniske udvalg i Gladsaxe Kommune hele to gange, og embedsfolk har været ude at besigtige tankstationen. Den besigtigelse afslørede et par ikke godkendte tilbygninger på tanken samt opstilling af flere heller ikke godkendte containere.
 
Naboerne har dog tilsyneladende intet imod hverken tilbygninger eller containere, men sådanne ting skal godkendes hos kommunen – og det er de ikke blevet.
 
Det er selvfølgelig en ulykkelig sag for tankejeren, der mener sig uskyldig, og som egentlig bare fra start ville give plads til en pølsevogn, hvis ingen havde noget imod det. I stedet står tankejeren i dag med risikoen for at skulle rive tilbygningen ned og fjerne containerne. Vel en tragisk sag, dog ikke helt uden et komisk islæt.
 
Pølsevognssagen, og hvad deraf fulgte, skal i næste uge forelægges politikerne i teknikudvalget for tredje gang.

Lokale FDFere
blæste sig til
andenplads
FDF Gladsaxe Brass Band klarede sig til en andenplads ved Dansk Amatør Orkesterforbunds regionalstævne, der blev afviklet i Høje Gladsaxe skoles festsal i lørdags. De lokale FDFere måtte se sig slået af Lyngby-Taarbæk Brass Band.
 
Regionalstævnet er ikke en konkurrence i sig selv, men det er et krav fra Dansk Amatør Orkesterforbund, at man har deltaget for at stille op til DM. FDF Gladsaxe Brass Band spillede musicalklassikere med den kun 14-årige Jacob Boll Jespersen som solist på kornet.