Det bliver konsulentfirmaet Lisberg
Management, der kommer til at lave en tilbundsgående
undersøgelse af socialforvaltningen i Gladsaxe Kommune.
Denne gang er det ikke de udførende folk,
der står for skud, men den administrative ledelse på
alle niveauer fra top til bund.
Der bliver ofret omkring 400.000 kroner
på undersøgelsen, men taget i betragtning, at
socialforvaltningen omsætter mere end halvanden milliard
om året, så er det et lille beløb.
Stig Kuhlmann, der er socialdirektør i
Gladsaxe, siger i en kommentar til undersøgelsen:
"Det er altid nyttigt at stoppe op og reflektere
over tingenes tilstand, og jeg vil da ikke afvise, at vi
har stirret os blinde på modeller og strukturer, hvor
andre måske kan se den helt oplagte løsning."
Hold fingrene fra
institutionerne
Både formanden for Socialdemokratiet i
Gladsaxe, faglig sekretær Michael Jørgensen, og det
socialdemokratiske amtsrådsmedlem Preben Andersen vender
sig mod partifællen Erling Schrøders
forslag om at forbyde halalslagtet kød i
Gladsaxes institutioner. Schrøders forslag bakkes op af
Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti og Bjarne Rasmussen fra
Venstre.
Preben Andersen finder det uheldigt, at
Schrøder udtaler sig så markant, "når vi slet
ikke har haft den
forudgående diskussion i partiet".
Han vil nu selv tage initiativ til at rejse en diskussion
i redssammenhæng. Personligt er Preben Andersen af den
holdning, at der ikke er noget i vejen for, at børnene
også får serveret halalkød.
Partiformand Michael Jørgensen synes,
politikerne skal holde fingrene fra daginstitutionerne.
"Når man
har besluttet at decentralisere og oprette
bestyrelser på hver enkelt institution, så er det da
også bestyrelserne, der skal bestemme, hvad der skal
serveres af mad", siger han.
Michael Jørgensen aner i øvrigt ikke, om
han selv spiser halalkød. "Jeg ser aldrig efter
og jeg er da også
ligeglad med, hvordan det bliver
slagtet".
Gode erfaringer
med udlicitering
Gladsaxe Kommune har besluttet sig for at
forsøge sig med at udlicitere hjemmehjælpen. I første
omgang blot ét distrikt, men bliver det en succes,
breder udliciteringen sig formentlig. I
Græsted-Gilleleje, hvor hjemmehjælpen allerede har
været udliciteret i nogle år, er der stor tilfredshed
med ordningen, så stor hele ældre-området nu skal
udliciteres.
Det siger chefen for Service- og
Visitationskontoret i Græsted-Gilleleje Kommune, Søren
Juul Hansen. Kommunen har sendt al ældrepleje i
licitation og havde i går en spørgerunde med de otte
firmaer, der har budt sig til. Nu skal politikerne tage
stilling til, hvilke tilbud der er gode nok, og så går
arbejdet med at udlicitere yderligere i gang.
Bløde trafikanter går
sikrere fremtid i møde
Trafiksikkerheden for de bløde
trafikanter bliver forbedret på ét punkt på en af de
mest uheldsbelastede vejstrækninger i
Københavns-området, Buddingevej. Amtets vejafdeling
planlægger nemlig at lave en midterhelle og
venstresvingsbaner ved Fort Allé, der ligger lige på
grænsen til Lyngby-Taarbæk kommune.
Beboerne i området har længe ønsket
sikkerheden øget på den stærkt trafikerede vej, hvor
mere end 12.000 køretøjer passerer i døgnet.
Går vejfolkenes planer igennem det
politiske system i amtet, bliver Buddingevej indsnævret
til én kørebane på strækningen omkring Fort Allé.
Hele projektet kan gennemføres for 150.000 kroner og
både Lyngby og Gladsaxe politi har sagt god for planen.
Seks mio. kroner rigere
uden at røre en finger
Det er situationen for Gladsaxe Kommune,
der får ekstragaven hjem ved de afgifter, der betales,
hvis en pensionsordning ophæves i utide.
Når pensionerne kommer til udbetaling
betales en afgift på 40%, sker det før den planlagte
dato er afgiften 60%.
Tilsyneladende vælger flere end beregnet
at ophæve pensionen i utide her og nu i år i
hvert fald er det på dén konto, de ektra penge kommer.
Den oprindelige beregning lød på 22 mio.
kroner i lokal Gladsaxe-andel af skattekronerne et
revideret skøn fra regionens Told og Skat lyder på små
28 mio.
Berendsen sælger ud
Buddingevirksomheden Sophus Berendsens nye
direktør Henrik Brandt er godt på vej til at omdanne
koncernen til en ren vaskeri- og
tekstilservicevirksomhed.
Det gik rigtig skidt med
Berendsen-aktierne i en lang periode. Aktionærerne
troede til sidst ikke på, at Sophus Berendsen igen kunne
blive en god forretning. Som den gang, da der blev
spundet guld på rottebekæmpelse. Men så præsenterede
koncernchef Henrik Brandt en handlingsplan, der vendte
aktieudviklingen i den rigtige retning.
Handlingsplanens væsentligste del var
beslutningen om at slille sig af med det område, der
ikke havde med vaskeri og linned- og
arbejdstøjsudlejning at gøre. Det vil sige
PMC-virksomheden, der lever teknisk udstyr og service til
industriverdenen. Med en årsomsætning på fire mia. kr.
i øvrigt Berendsens største virksomhed. Det er Deutsche
Bank, der har fået opgaven med at afhænde
PMC-virksomheden.
Henrik Brandt satser højt. Han vil ikke
slå sig til tåls med, at vaskeri- og tekstildelen
rangerer på en 3-4 plads i Europa. Derfor er han gået
på jagt efter beslægtede virksomheder helst ikke
med omsætninger under den halve millard som skal
lægges sammen med Buddinge-virksomheden.
En blandt landhandel, hed det tidligere
lidt hånligt om Berendsens vidtspændende aktiviteter
men det var jo også den gang, aktiekurserne
dykkede. Det morsomme er, at Sophus Berendsen faktisk
begyndte som en blandet landhandel i 1854. Der blev
handlet med stål, jern og glas.
Rundkørsel som
År 2000 Plads?
Skulle Kirketorvet, Høje Gladsaxe eller
Bagsværd Torv tage navneforandring til År 2000 Pladsen?
Nej vel!
Det syntes politikerne i økonomiudvalget
i Gladsaxe heller ikke.
Til gengæld er det muligt, at noget så
usædvanligt som en rundkørsel kommer til at tage navn
efter det nye år.
Som alternativ til de førnævnte forslag
har Gladsaxe-borgmester Ole Andersen i hvert fald
foreslået, at Buddinge-rundkørslen, som den hedder i
folkemunde, kunne få navnet.
Rundkørslen har ikke noget officielt navn
det tætteste man, i amtets vejafdeling, og hos
lokalhistoriske eksperter, kan komme, er Buddinge Torv.
Selv om rundkørslen er amtets ejendom, så er det
kommunen, der suverænt bestemmer eventuelt navn. Samme
bestemmelse gælder i øvrigt vejnavne og pladser
uanset ejerforhold, så er kommunen navnemyndighed.