Tirsdag den 12. oktober 1999

Kommunen finder
ekstra skattekroner
Gladsaxe kommunes ligningsafdeling har ved at gennemgå flere tusinde selvangivelser fra perioden 1995 til 98 forhøjet indkomsterne for godt 2000 skatteborgere med til sammen 45,2 mio. kr. Det fremgår af en redegørelse, som drøftes på Økonomiudvalgets møde i dag.
I samme periode har 940 skatteydere fået nedsat deres selvangivelse med til sammen 11,5 mio. kr. Ved gennemgang af aktie- og dødsboindkomster er der sket forhøjelser for 202 selvangivelser til i Alt 3,5 mio. kr., mens 18 selvangivelser er blevet nedsat med til sammen godt en halv mio. kr.
Også erhvervsligningen er blevet gået efter i sømmene. 656 indkomster er blevet forhøjet med til sammen godt 30 mio. kr. og 164 indkomster er blevet nedsat med i alt tre mio. Endelig er der sket ligning af indkomsterne fra 188 hovedaktionærer. Her er der sket forhøjelser med i alt 6,5 mio. og nedsættelser for i alt fem mio. kr.

Budget og halalkød
på byrådsmødet
Hvis der i budgetforslaget ikke er stof nok til de lange debatter på morgendagens byrådsmøde i Gladsaxe, så er der da heldigvis en række andre sager på dagsordenen, som nok skal kalde politikerne op på talerstolen. Budgetforslaget er som bekendt sikret vedtagelse ved onsdagens andenbehandling, da alle partier minus SF og Enhedslisten på forhånd har indgået forlig.
Anderledes stiller det sig med dagsordens tre sidste punkter, der alle handler om halalslagtet kød. Socialdemokraten Erling Schrøder stiller forslag om at forbyde halalkød i alle institutioner og skoler. Klaus Kjær fra Dansk Folkeparti møder med et mere vidtgående forslag. Udover forbud mod halalkød hedder det i forslaget, at hvis et barn selv medbringer halalslagtet kød, så må personalet ikke opfordre andre børn til at spise kødet, med mindre der er givet samtykke fra forældrene.
Derudover stiller Klaus Kjær forslag om at de skoler og institutioner, der har ændret kostpolitik af hensyn til børn med en anden etnisk eller religiøs baggrund, skal vende tilbage til en kostpolitik, der alene omfatter danske kostvaner.

Jalousi førte til
kæmpeslagsmål
Retten i Gladsaxe tog i går hul på en domsmandssag om et større slagsmål i Høje Gladsaxe i februar i år. To yngre mænd er tiltalt for legemsangreb af særlig rå og farlig karakter, fordi de efter vidneudsagn overfaldt en gruppe jævnaldrende med knytnæveslag, spark, knivstik og slag med en ishockeystav.
"Vi var ikke noget tæskehold – vi tog bare med ud til Høje Gladsaxe for at tale med ham, der havde smadret min fætters bil". Sådan forklarede den ene af de tiltalte ved indledningen på domsmandssagen, som retten i Gladsaxe har afsat to dage til. Der skal afhøres en lang række vidner.
Sammen med seks andre unge mænd fra Københavnsområdet ville de to tiltalte opsøge en ung mand i en lejlighed i Høje Gladsaxe, fordi han i et jalousiopgør om en pige havde begået hærværk mod en bil, der tilhørte en fætter til den ene tiltalte.
Mens bilejeren og endnu en fra den store gruppe var oppe for at tale med den pågældende, ventede de seks andre nede på fortovet. Her stødte kort efter en anden gruppe på fire unge mænd til. De blev spurgt, om de kendte hærværksmanden, hvad de benægtede – og så tog det ene ord det andet, og snart udviklede mødet mellem de to grupper sig til et voldsomt slagsmål.
Der blev brugt knive, spark, knytnæveslag og slag med en ishockeystav, men ingen kom mere til skade, end de kunne tage hjem efter behandling på skadestue.

Privatskole
vil udvide
Kvikmarkens Privatskole har søgt Gladsaxe kommune om tilladelse til at udvide med en tilbygning på 700 kvadratmeter.
Tilbygningen skal rumme både en gymnastiksal og et klasselokale. Baggrunden er skolens ønske om at blive en fuldt to-sporet skole. Hidtil har det på grund af pladsforholdene og den manglende gymnastiksal været sådan, at skolen hvert andet år har kunnet oprette to parallelklasser. Kvikmarkens Privatskole har måttet leje sig ind i Gladsaxe Sportshal for at klare gymnastiktimerne.
Med udbygningen får privatskolen kapacitet til at tage ekstra 90 elever ind, så man når op på 360 elever, og ansætte fire-fem lærere ekstra. Byggeplanerne kolliderer med kommuneplanens rammer. Bebyggelsesprocenten overskrides med 35 procent. Sagen er på Økonomiudvalgets dagsorden til mødet i dag.

Frivillig hjælp
til voldsofre
"Offerhjælpen – råd og støtte". Det er navnet på en nystartet forening af frivillige, der har sat sig for at hjælpe voldsofre.
Foreningen findes i omkring halvdelen af landets politikredse og er nu også på vej i Gladsaxe.
Foreningen tæller i dag 17 medlemmer, der alle skal indgå i et team af ulønnede rådgivere.
Rigspolitichefen har stillet en mobiltelefon til rådighed for Offerhjælpen og socialudvalget i Gladsaxe har netop bevilget 14.000 til foreningen. Penge, der sammen med støtte fra de øvrige kommuner i politikredsen, skal bruges på korte kurser til de frivillige i psykisk krisehjælp.

Værebro Fårelaugs første
syv lam af sted til slagteri
I går røg de syv lam, der er kommet ud af Værebro Fårelaugs første år, af sted til slagteren.
De ti familier i lauget, primært fra Værebro Park-bebyggelsen, har siden marts passet først de fem moderfår og siden otte lam, der kom til lige efter påske.
Fleming Christensen fra Værebro Fårelaug anslår, at hver andelshaver har spyttet godt 1.000 kroner i fårene i år – dertil kommer støtte fra afdelingsbestyrelsen i Værebro og Agenda 21-midler fra Gladsaxe Kommune. Umiddelbart ligner det en kilopris på den anden side af 150 kroner.
Så lysten skal nok, som Fleming Christensen siger det, drive en stor del af værket.