Onsdag den 13. oktober 1999

Faglige aktioner
fortsætter
på skolerne
Borgmester Ole Andersen fik ikke ret i sin antagelse, at mandagens læreraktion blev en enlig svale. I går blev der holdt faglige møder på samtlige skoler i Gladsaxe; de fleste skoler nøjedes dog med at holde faglig møde i et udvidet frikvarter, mens andre inddrog en time til mødet.
Heller ikke i dag slipper skolerne for arbejdsnedlæggelser. Denne gang er det ifølge vores forlyderne eleverne i 7., 8. og 9. klasserne, der vil nedlægge arbejdet i to timer. I eftermiddag er der demonstration foran Rådhuset klokken 17 – en time bør Byrådet begynder andenbehandlingen af det budget, som lærerne forbander.

Gladsaxelærere
for konservative
siger borgmester
Borgmester Ole Andersen regner med at lærernes arbejdsnedlæggelse i mandags var en enlig svale, men indrømmer dog at den kom som en overaskelse for ham.
Men Ole Andersen har ikke i sinde at inddrage lærerne i yderligere forhandlinger om de kommende besparelser på skoleområdet, for som han siger: "Det er det folkevalgte byråd og ikke lærerne, der fastlægger budgettet! Borgmesteren mener også, at lærerne i Gladsaxe er alt for konservative over for nye ting, senest i forbindelse med deres modstand mod det nye 10. klassecenter. Ole Andersen håber dog, at de drøftelser, han skal have med lærerne efter budgettet vedtagelse, kan blive konstruktive.

 
Ingen ekstra penge til
Gladsaxe Gymnasium
Det bliver ikke i denne omgang, Gladsaxe Gymnasium får de 17 millioner kroner til nye idrætsfaciliteter og fællesarealer, og otte millioner til etablering af et studiecenter, som Københavns Amts temaplan for gymnasier og hf-kurser lægger op til.
Planen er lavet med henblik på at sikre ungdommen i Københavns Amt en pædagogisk tidssvarende undervisning. Men det eneste konkrete forslag, der ventes vedtaget for Gladsaxe Gymnasiums vedkommende på Amtsrådets møde på fredag, er et forslag om, at skolen skiller sig af med sine hf-studerende, for at give mere plads til gymnasieeleverne fra år 2000.
Det betyder dog ikke, at planerne om etablering af et studiecenter og bedre idræts- og fællesfaciliteter på Gladsaxe Gymnasium er lagt definitivt på hylden, siger formanden for Undervisnings- og Kulturudvalget, Lars Abel. De vil indgå i senere budgetforhandlinger. Men om de nogensinde bliver vedtaget – ja, det vil tiden vise.
 

Samfundstjeneste
efter voldsdom
100 timers samfundstjeneste og seks måneders betinget fængsel. Det er den pris, en ung mand fra Københavnsområdet skal betale for at have deltaget i et større slagsmål i Høje Gladsaxe i februar i år. Dommen faldt i retten i Gladsaxe i går efter to dages vidneafhøringer og domsforhandling.
Den dømtes medtiltalte og jævnaldrende blev lige som den anden kendt skyldig i vold, men strafudmålingen blev udsat, indtil Kriminalforsorgen har gennemført en såkaldt personundersøgelse.
De to unge mænd var sammen med seks andre taget til Høje Gladsaxe for at tale alvorsord med en jævnaldrende, der havde begået hærværk mod en bil, tilhørende en i gruppen. Hærværksmanden skete der ikke noget med, men til gengæld røg gruppen i slagsmål med en gruppe på fire unge mænd, der intet havde med hærværket at gøre. To af dem måtte en tur på skadestuen.

Øget indsats for
unge kriminelle
Der skal gøres noget ekstra for de unge kriminelle mellem 18 og 25 år i Gladsaxe Kommune. 95 % af denne gruppe er nemlig på kontanthjælp og har samtidig svært ved at finde en bolig. Tallet er højere end i andre kommuner, og nu vil socialforvaltningen og kriminalforsorgen sammen gøre noget ved problemet.
Fremover skal socialforvaltning, kriminalforsorg og den unge i fællesskab lave en handlingsplan, der skal få den unge i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det siger Annelise Sørensen, leder af Kriminalforsorgen i Søborg.
Den fælles indsats samles samtidig på færre hænder, fordi to af kommunens seks lokalkontorer nedlægges, og det vil ifølge Annelise Sørensen give bedre forudsætninger for en mere intensiv og aktiv indsats for denne gruppe. Erfaringer viser, at arbejde og uddannelse får kriminaliteten til at falde, og selv om der ingen konkrete ideer er på bordet endnu, sætter Annelise Sørensen sin lid til, at det tættere samarbejde mellem socialforvaltning og kriminalforsorg snart vil bære frugt.
 

Fædre på orlov
mødes i egne
fædregrupper
Mødregrupper har jo eksisteret i mange år, men med udviklingen af den moderne faderolle er turen nu kommet til, at også fædrene kan mødes i grupper og tale om børn og børneopdragelse.
Foreløbig er det kun på Nørrebro, der er dannet fædregrupper, og det er grupper, hvor kvinder ikke har adgang, men ifølge sundhedsplejerske Hanne Vilgren fra Gladsaxe vil fænomenet brede sig, efterhånden som flere mænd tager barselsorlov. Og det er et sundhedstegn, mener Hanne Vilgren, mænd har også brug for at udveksle erfaringer med andre mænd.
Endnu er der ikke ifølge vores oplysninger, dukket fædregrupper op i Gladsaxe.

Børn bestemmer
- på biblioteket
Få indflydelse på de nye bøger og den nye musik: Børnebiblioteket skal købe ind!
Den opfordring kommer fra Gladsaxe hovedbiblioteks børnekontaktgruppe, der efterhånden har opbygget en god tradition for at lade brugerne komme til fadet, når der skal investeres i nyt.
Brugerne er i dette tilfælde de 10 til 15-årige, der, udover at sætte deres præg på ny-indkøbene, også kan være idéskabere til arrangementer i årets løb.
Gruppen af unge mødes omkring fem gange i vinterhalvåret, og interesserede skal bare kontakte hovedbørnebiblioteket på Søborg Hovedgade.