Onsdag den 20. oktober 1999


Nye toner fra amt
om oprensning
af Bagsværd sø
Københavns amt sadler nu om og går aktivt ind i en løsning for den tilslammede Bagsværd sø.
Hidtil har amtet ikke haft noget ønske om at deltage i et oprensningsprojekt, men den socialdemokratiske gruppe i amtsrådet har nu sat anderledes skub i foretagendet.
Både amtets tekniske og kulturelle forvaltninger er blevet sat på opgaven, og allerede nu er der tegn på andre løsninger end den mere end 30 mio. kroner dyre, som ingeniørfirmaet Cowi har lagt frem for Gladsaxe Kommune.
Amtet har ikke afsat penge til projektet i det netop vedtagne amtsbudget, men at amtet nu går aktivt ind i løsningsarbejdet skal ses som et positivt skridt.

Personlig pleje udliciteres
Et af hjemmehjælpsdistrikterne i Gladsaxe skal udliciteres – det er netop besluttet af forligspartierne.
Men der hersker tilsyneladende tvivl om, hvad det egentlig er, der skal ud på private hænder.
På et møde forleden på et af de lokale plejehjem var selv politikere fra forligspartierne i tvivl om, hvorvidt den personlige pleje også er med i planen.
Men socialudvalgsformand Erling Schrøder (S) slår fast, at også den personlige pleje, som traditionelt udføres af hjemmehjælperne, bliver en del af udliciteringen.
Den helt præcise ordlyd på det konkrete forslag kommer op på et møde i januar.

Påstand om løgn
ikke i retten
Emilce Nielsen, byrådsmedlem i Gladsaxe for Enhedslisten, bliver ikke trukket i retten for beskyldningerne om løgnagtighed over for socialforvaltningens direktør.
På et byrådsmøde for nylig beskyldte Emilce Nielsen socialforvaltningens ledelse, med socialdirektør Stig Kuhlmann i spidsen, for at misinformere udvalgsmedlemmerne. Udsagn, der blev fulgt op af en skriftlig dokumentation fra Emilce Nielsens side.
Dokumentationen blev ikke godtaget af de øvrige socialudvalgsmedlemmer og dermed stopper sagen. For selv om Emilce Nielsen fastholder udsagnene og i øvrigt efterfølgende har opfordret til at klare sagen ved rettens hjælp, så er det ikke en mulighed, socialdirektør Stig Kuhlmann vil udnytte, oplyser han til Nyhedsmagasinet.

Flere på bistand
i Gladsaxe
end andre steder
En social tungere kommuneprofil samt statistisk usikkerhed er formentlig årsagerne til, at antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke falder i Gladsaxe.
Det er ellers, hvad der sker i andre kommuner i Københavns amt og i Københavns kommune, der traditionelt har været plaget af høje tal.
Men de sidste år har godt 3.100 Gladsaxe-borgere været på kontanthjælp – et tal der ikke har rykket sig væsentligt.
Andre steder i området er antallet faldet med gennemsnitligt 6% det sidste år.
Til gengæld kommer flere og flere i Gladsaxe i arbejde.
I dag går godt og vel 1.300 uden arbejde – så i forhold til samme tid sidste år har 100 flere fået job.

Kulturdebat slut
på Internettet
Så er kulturdebatten slut i Gladsaxe…Nej helt så galt står det ikke til – den ambitiøse Kulturplan 2000 er jo ikke vedtaget endnu – men det er ikke længere muligt at blande sig i debatten via Internettet.
Ved udgangen af september stoppede Kulturforvaltningen den del af debatten, og det var, fordi arbejdsgruppen bag kulturplanen skulle videre i arbejdet og indarbejde de indlæg, der var kommet til kommunens hjemmeside, i den videre planlægning.
Det ville være synd at sige, at den elektroniske debatform har været en succes. Siger og skriver fire indlæg blev det til – og to af dem kom fra byrådsmedlemmer. Men al begyndelse er svær, og kontorchef Sten Nielsen, Kulturforvaltningen, regner med, at Internettet også bliver brugt til borgerdebat i fremtiden.
En forklaring på den ringe interesse kan være, at mange Gladsaxe-borgere dækkes ind af de debatindlæg, der kommer fra de foreninger, de er medlemmer af.

Udeblev fra
bedragerisag
Retten i Gladsaxe afsagde i går anholdelsesbeslutning over en mand fra København, der er tiltalt for en række bedragerier og dokumentfalsk. Han var simpelt hen ikke mødt i retten.
Anklageren, vicepolitimester Ole Weikop kom igennem med sit ønske om at foretage vidneafhøring, selv om forsvareren, advokat Helle Gregersen protesterede. Hun mente, hendes klient havde krav på at høre vidneforklaringerne. Men domsmandsretten fulgte altså med sin kendelse anklagemyndighedens ønske. Der blev henvist til den belastning, det ville være for vidnerne at skulle indkaldes igen – sagen har nemlig tidligere været berammet.

Novos inhalator
bliver overhalet
Novo Nordisk bliver ikke den første på verdensmarkedet med insulin til sukkersygepatienter I inhalator-form. Det mener investeringsbanken Lehman (udt.: Liihman) Brothers. Banken er overbevist om, at det bliver Novos værste konkurrent Eli (Iilaj) Lilly, der kommer først, og det skulle blive i år 2001.
Eli Lilly har udviklet et batteridrevet inhalatorsystem. Novo Nordisk’ inhalator ventes først på markedet i år 2002.

Biltyv dræbt
En ung mand blev dræbt og en anden lettere såret ved et færdselsuheld på Råvænget i Bagsværd natten til i dag.
Politiet i Gladsaxe fik først anmeldelse om en bil i brand, men da en politipatrulje kort efter kom til ulykkesstedet, viste det sig, at en bil med høj fart var kørt ind i en parkeret trailer og derefter brudt i brand.
Føreren af bilen var stukket af, men blev fundet et stykke derfra og kørt til skadestuen med en flænge i panden. En anden mand sad død i den forulykkede bil. Han var ved redaktionens slutning endnu ikke identificeret, men politiet har en formodning om, hvem han er.
Den forulykkede bil var tidligere blevet stjålet fra Vibevænget i Bagsværd.
Travl dag for
brandvæsenet
Brandvæsenet fik en travl eftermiddag i går.
Først gjaldt det en kraftig brand på hjørnet af Grønmose Alle og Højvænget. Stuen blev næsten udbrændt, men brandårsagen er endnu ukendt. Brandfolkene var lige netop nået hjem, da den var gal igen, denne gang var det på Mogens Allé, hvor der var ild i et hus. Da brandmændene nåede frem, stod flammerne allerede ud igennem taget. Der skete store skader på ejendommen , men heller ikke her kom nogen mennesker til skade, idet beboerne var på ferie. Brandårsagen er endnu ukendt.
Vejrudsigten
Skyet vejr med enkelte byger, men også perioder med lidt sol. Temp. op omkring 8 grader og let til frisk østlig vind.
Hør hele Nyhedsmagasinet på 95,2 på hybridnettet i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner - og på 100,9 på FM i hele Københavnsområdet.