Torsdag den 21. oktober 1999

Amtsinteresse for
oprensning af sø
hilses velkommen
At Københavns amt nu har taget miljøet i Bagsværd sø op som problem, der skal undersøges nærmere, bliver hilst velkommen af Tove Eckhardt, SF’er og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Gladsaxe.
"Det er fint nok med amtets interesse, men lad os nu se, om der også følger penge med, når det gælder", siger udvalgsformanden.
Foreløbig er teknisk forvaltning og kulturforvaltningen i amtet blevet bedt om at se nærmere på søproblematikken.

Amtet rydder op
men ikke så
meget i Gladsaxe
50 millioner kroner – det er hvad Københavns amt vil bruge i år 2000 til at sikre en bedre grundvandskvalitet. De fleste af pengene skal bruges til oprydning på gamle forurenede grunde, men det er penge, der stort set går uden om Gladsaxe kommune.
Amtets grundvandschef, Niels Bull siger til Radio Gladsaxe, at amtet også fremover vil koncentrere sig om de grunde, hvor grundvandet er mest truet. I Gladsaxe kommune er det ifølge Niels Bull kun forureningen i erhvervskvarteret Grusgraven i Bagsværd, der bliver tilgodeset. Her har amtet allerede et oprydningsprojekt, og med budgetforligets 50 mio. kr. kan amtet udvide dette projekt.
Men det store gamle erhvervsområde i Gladsaxe, der lider under mange års forurening, står fortsat langt nede på amtets prioriteringsliste. Tidligst om fire-fem år kommer turen hertil.
Imens følger Københavns amt nøje Gladsaxe kommunes bestræbelser på at få flere erhvervsvirksomheder til at påtage sig en frivillig oprydning. Der er allerede eksempler på, at virksomheder, der gerne vil slå sig ned i Gladsaxe, selv påtager sig oprydningen.
"Og den omstændighed, at man ikke længere behøver at rydde op helt ned til nul forurening – for at sige det populært – gør det muligt at få endnu flere virksomheder til at genbruge de gamle erhvervsgrunde", siger Niels Bull fra grundvandsafdelingen i Københavns amt.

Handicappet:
Politikerne fylder
os med løgn
 
"Politikerne har fyldt os med løgn."
Så hård er dommen fra Anne Marie Ebbesen, handicappet og kørestolsbruger, efter at have hørt politikere give forskellige udlægninger af beslutningen om at udlicitere hjemmeplejen forsøgsvis i et enkelt distrikt.
Det er spørgsmålet om, hvor vidt den personlige pleje også skal udliciteres, der er uenighed om. Der er nemlig forskel på hjemmepleje. Der skelnes imellem den praktiske hjemmehjælp, der typisk omfatter rengøring, indkøb o.s.v., og så den personlige pleje, der omfatter blandt andet hjælp til personlig vask, hjælp til at spise o.s.v.
I Nyhedsmagasinet i går sagde socialudvalgsformand Erling Schrøder (Soc.), at den personlige hjemmepleje også var omfattet af udliciteringen. Men i sidste uge sagde et par byrådspolitikere på et møde, at den personlige pleje lå uden for udliciteringsvedtagelsen.
 

Gennemsnitsalder
for grå stær 76 år
76 år - det er gennemsnitsalderen for de omkring 400 borgere i Københavns amt, der hvert år bliver opereret for grå stær.
Det viser en statistik fra hospitalsvæsenet i amtet. De 200 patienter, der blev opereret ekstra i starten af året inden for det særlige ventelisteprojekt, havde også en gennemsnitsalder på 76 år. 49 patienter var over 80 år og 16 af dem over 85 år. En understregning af grå stær som et alderdomsfænomen.

300 børn og unge til
rollespil-workshop
Efterårsferiens Liverollespil-workshop på Gladsaxe Hovedbibliotek blev en velbesøgt attraktion. Godt 300 børn og unge i alderen 10 til 18 år tog del i arrangementet, og blandt de mest populære aktiviteter var våbenværkstedet, ringbrynjeværkstedet og den til lejligheden opstillede kamparena. Workshoppen var arrangeret af Gladsaxe Eventyr- & Rollespilsforening (GERF) i samarbejde med Gladsaxe Bibliotekernes børne- ungeafdeling. Gladsaxe Eventyr- & Rollespilsforening oplever i øjeblikket en meget stor interesse for liverollespil blandt de unge.

Vejrudsigten
Vi får tørt vejr, efterhånden med mulighed for lidt sol. Det vil føles koldt med temp. mellem 6 og 8 grader og frisk vind til kuling fra øst og sydøst.

Hør hele Nyhedsmagasinet på 95,2 på hybridnettet i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner - og på 100,9 på FM i hele Københavnsområdet.