Siden forliget om næste års budget i
Gladsaxe Kommune blev indgået, er der opstået tvivl om
forligets reelle indhold, når det gælder forsøget med
hjemmeplejeudliciteringen.
Er den personlige pleje med eller er den
ikke?
Socialudvalgets formand er ikke i tvivl,
sådan som det blev sagt i Nyhedsmagasinet forleden.
Heller ikke forligspartneren Dansk Folkeparti er i tvivl,
selv om partichef Klaus Kjær mener, at der snarere er
tale om håndsrækninger end om reel personlig pleje. Som
eksempler nævner Klaus Kjær hjælp til badning og
redning af hår.
Enhedslistens Emilce Nielsen, der deltog i
det famøse møde på Christianehøj, siger til
Nyhedsmagasinet, at hverken hun, SFs Peter Brooker eller
Kirsten Christophersen, Det konservative Folkeparti
der også var med - på noget tidspunkt nægtede,
at den personlige pleje var omfattet af
udliciteringsbeslutningen. "Det var alene Grethe
Slivsgaard, der hævdede, at udliciteringen ikke
omfattede personlig pleje", siger Emilce Nielsen.
Færre medlemmer i
de politiske udvalg
En udvalgsstørrelse på syv personer er
den rette, mener Teknik- og Miljøudvalgets formand Tove
Eckhardt, SF.
Og dermed er hun enig med en anden af
udvalgsformændene, Erling Schrøder, der ligeledes her i
Nyhedsmagasinet har givet udtryk for, at udvalg med ni
personer er for store.
Størrelsen på de politiske udvalg er på
dagsordenen i øjeblikket, hvor den nuværende struktur
har fungeret i to år.
Meningen er, at "medlemmerne får
optimale muligheder for både at beskæftige sig med den
overordnede prioritering af de kommunalpolitiske opgaver
og kontakten med kommunens borgere", som det
formuleres i udvalgenes dagsordener.
Bagsværd Sø
vurderes på ny
Ingen og heller ikke medlem af
Københavns amts Økonomiudvalg Preben Andersen
forventer, at amtet her og nu vil være med til at
finansiere en oprensning af Bagsværd Sø. Preben
Andersen understreger over for Radio Gladsaxe, at der dog
er den nye udvikling i sagen, at kulturel og teknisk
forvaltning er blevet bedt om at udarbejde en ny og
samlet vurdering af søens problemer og
løsningsmodeller.
Undervisnings- og Kulturudvalget og
Teknik- og Miljøudvalget har hidtil slået på, at
Furesøen har 1. prioritet, og at der p.t. ikke er
muligheder for en amtslig medfinansiering af Bagsværd
Sø-projektet. Det er også den indstilling, der fremgår
af dagsordenen til Undervisnings- og Kulturudvalgets
møde på tirsdag den 26. oktober.
Baggrunden for, at udvalget endnu en gang
får Bagsværd Sø på bordet, er en henvendelse fra Team
Danmark. Her er der forståeligt nok bekymring for, om
Bagsværd Sø også fremover kan benyttes til
internationale rostævner.
Team Danmarks bestyrelse undrer sig over,
at amtet afviser at gå ind i en medfinansiering. I
skrivelsen hedder det bl.a., at"Team Danmark som
hovedbrugere og med et aftalegrundlag som basis regner
med fremover at få stillet et brugbart trænings- og
konkurrenceanlæg til rådighed på Bagsværd Sø."
Endelig opfordrer Team Danmark til, at
alle involverede parter indkaldes til møde.
I forvaltningernes forslag til svar fra
amtsborgmesteren henvises til, at et sådan initiativ
skal komme fra I/S Rostadion eller en af de berørte
kommuner. Underforstået, at det er ikke Team Danmarks
opgave.
Ung interesse for
lokalhistorisk arkiv
Selv om Internettet har bragt hele Verden
ind i danskernes stuer, kan de lokale og nære historier
stadig fænge. Det kan de tale med om i Gladsaxe Byarkivs
lokalhistoriske afdeling. Her er besøgstallene nemlig
fordoblet de seneste fem år, og det er ikke den ældre
del af befolkningen, der har kastet sig over arkiverne.
Det er Gladsaxes skoleelever, der har fået øjnene op
for den lokale historie og står på hoved i gamle
lokalaviser, billeder og andet materiale, der kan bringe
fortidens historier frem i nutidens lys.
På landsplan er der rundt regnet 400
lokalhistoriske arkiver, og i morgen markerer alle 50
års jubilæet for Arkivernes Centralorganisation, SLA.
I Gladsaxe Byarkivs lokalhistoriske
afdeling holdes ekstraordinært åbent - med kaffe, kage
og fremvisning af lokalhistoriske film - mellem kl. 10 og
14.
1000 nye elever
næste skoleår
991 af kommunens små borgere står inden
længe over for en skelsættende begivenhed i deres liv.
De er ved at have nået den alder, hvor det er tid til at
træde ind i det danske skolesystem. I næste måned
finder indskrivningen til det nye skoleår i Gladsaxe
sted, og næsten alle forældre forventes at melde deres
børn ind i en børnehave-klasse, selv om der stadig er
valgfrihed på det område.
Omkring 10 procent af forældrene i
Gladsaxe foretrækker at sætte deres børn i en
privatskole, mens resten overlader undervisningen til
kommunens skoler. Har man ønske om, at ens barn skal gå
på en anden skole end distriktsskolen, kan det i nogen
tilfælde opfyldes, men det har sine begrænsninger.
Blandt andet er det som noget nyt vedtaget, at der højst
må være 26 elever i hver børnehaveklasse i Gladsaxe,
og det puslespil kan være svært at få til at gå op.
Ansøgning om anden skole end distriktsskolen skal sendes
til Børne- og Kulturforvaltningen senest den 19.
november.
Indskrivningen foregår i øvrigt på
skolerne mellem den 15. og 19. november.
Venskabsforening 30 år
Gladsaxe Venskabsforening fylder 30 år
den 30. oktober, men allerede i dag fejrer foreningen sig
selv med en reception på Thorasminde.
Det var vores egen lokalhistoriker Arne
Hermann, der for 32 år siden syntes, det var synd, at
det kun var politikere, kommunalt ansatte og skoleelever,
der deltog i møderne med de mange venskabsbyer, som vi
også havde dengang.
Derfor skrev han et indlæg i det
daværende Gladsaxe Folkeblad og spurgte, om ikke det var
en god idé med en venskabsforening i byen. Men
reaktionen fra borgerne udeblev. Det var først, da Tove
Smidth fra det daværende Europaudvalg tog affære, at
der kom gang i foreningen.
Foreningens første formand blev
initiativtageren Arne Hermann, og han har beholdt titlen
i samtlige 30 år.
Hør
hele Nyhedsmagasinet på 95,2 på
hybridnettet i Gladsaxe, Herlev og
Ballerup kommuner - og på 100,9 på FM i
hele Københavnsområdet.