Nyhedsuddrag onsdag den 27. oktober 1999

Bagsværd sø skal
undersøges påny
En ny pose penge, denne gang med 315.000 kroner i, gør det nu muligt at lave yderligere undersøgelser omkring restaureringen af Bagsværd sø.
 
Tove Eckhardt (SF), formand for teknik- og miljøudvalget i Gladsaxe, siger til Nyhedsmagasinet, at andre placeringer af slam og andre muligheder for biomanipulation skal indgå i projektet.
De 315.000 til de nye undersøgelser kommer dels fra Københavns amt, der bidrager med 100.000, resten står Gladsaxe Kommune for.

Langsommelig
sagsbehandling
Den 4. juli sidste år sendte en mand i Kokkedal en forespørgsel til Socialforvaltningen i Gladsaxe kommune. Da han – efter seks rykkerskrivelser – endnu ikke havde fået svar, blev Ombudsmanden inddraget i sagen. Og i går havnede den på Økonomiudvalgets møde.
 
Sagen handler om langsommelig sagsbehandling – kort og godt. Skæbnen ville så, at Ombudsmanden faktisk selv fik en klar fornemmelse af, hvordan sager kan blive syltet.
 
17. august i år skrev Kokkedal-beboeren til Ombudsmanden. To dage senere kontaktede ombudsmandsinstitutionen Gladsaxe kommune og fik svaret, at det nu ville blive undersøgt, hvad der var sket. 9. september blev kommunen rykket for svar, og det gentog sig 13., 20. og 24. september.
 
Nu anmoder Ombudsmanden derfor om oplysninger om, hvor megen tid Gladsaxe indtil nu har anvendt på sagen. Endvideres anmodes om en datoliste over de foretagne ekspeditioner med angivelse af, i hvilket omfang klageren har modtaget underretning i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om Forvaltningslovens bestemmelser, når en sagsbehandling trækker ud. Endelig anmodes om en kopi af alle sagens akter.
 
Det var derfor et enigt Økonomiudvalg, der på mødet i går dybt beklagede den langsommelige sagsekspedition.

Lokalkontorer
i opbrud
1. november er jo fra gammel tid skiftedag, og man kan også sige, det er en slags skiftedag for en række kommunale kontorer. 1. november lukker både Egegård og Stengård lokalkontorer, og så skal de resterende fire lokalkontorer omstille sig til at modtage klienterne herfra.
 
Det er dog muligt at henvende sig i akutte situationer på de to lokalkontorer frem til 5. november. I omstillingsperioden fra 8. til 12. november tager de fire tilbageblevne lokalkontorer kun mod akutte henvendelser – det er Bagsværd, Søborg, Høje Gladsaxe og Mørkhøj lokalkontorer
.
Der sker også ændringer på ledelsessiden. Elinor Kyhnauv bliver ny leder i Bagsværd, Preben Esbersen rykker til Søborg, Hanne Madsen til Høje Gladsaxe og Per Thomsen bliver ny leder af Lokalkontor Mørkhøj.
Integrationskontoret under ledelse af Birgitte Knudsen flytter i perioden 8.-12. november fra Høje Gladsaxe til Lokalkontor Søborg.
 
Aktivering og Rådgivning under ledelse af Allan Brylle Nilsson skal fra 15. november betjene alle de 18-25-årige, der hidtil har hørt til et af lokalkontorerne. Og 10. november åbner et nyt Børne- og Ungekontor på Gladsaxevej 376 med Bente Hovgaard som daglig leder. Det er her, man samler ansvaret for børn og unge med såkaldt psykosociale vanskeligheder. Aktivering og Rådgivning er på grund af ombygning lukket for borgerne 3., 4. og 5. november.

Gladsaxe parat
til år 2000
Gladsaxe kommunes EDB-system er i det store og hele parat til til årtusindskiftet, selv om computerne fra 1. januar skal til at forholde sig til de svære nuller i år 2000.
 
Det fremgik af en orientering til Økonomiudvalget i går. De resterende justeringer og programopdateringer sker i indeværende måned.
 
For at sikre sig yderligere har Gladsaxe kommune på et tidspunkt fået nabokommunen Gentoftes IT-ansvarlige til at gennemgå år 2000-projektet. Det er jo altid godt med nye øjne….Han har interviewet berørte medarbejdere i teknik- og miljøforvaltningen, social- og sundhedsforvaltningen og børne- og kulturforvaltningen. Herefter har han afleveret en rapport, der både var meget positivt og som samtidig anviste nogle veje ud af de sidste problemer.
 
Borgerne vil i god tid inden årsskiftet blive informeret yderligere om år 2000-arbejdet, oplyser borgmester Ole Andersen.

Nu’ det jul igen
Også i år indgår der kommunale kroner i Gladsaxes juleudsmykning. Økonomiudvalget har besluttet at give tilskud til såvel Handelsforeningen for Søborg og Omegn som til den tilsvarende forening for Bagsværd By.
 
Søborg-foreningen har gjort opmærksom på det problem, man har med at skulle betale moms af tilskuddet, og i den forbindelse har Økonomiudvalget besluttet, at der skal forhandles med foreningen om en løsning.
Handelsforeningen i Bagsværd får i år et ekstra tilskud, og det skal bl.a. dække udgifterne til et ekstra juletræ i stedet for lystræet, der jo som bekendt har måttet lade livet.

 
Jesper Klein
konferencier
Det bliver Randers Byorkester, der kommer til at indlede nytårskoncerterne i Gladsaxe i det næste årtusinde.
Gladsaxe Kommune har ellers tidligere medelt, at det var Gladsaxe Symfoniorkester, der skulle have den ære sammen med solisterne Gitta Maria Sjöberg og Matti Borg. De dukker dog op på nytårsplakaten i år 2001.
 
Nu er det så randrusianernes byorkester under ledelse af David Riddel, der tropper op den 16. januar i Høje Gladsaxe skoles festsal.
 
Jesper Klein er i øvrigt konferencier på dagen.

 
Vejrudsigten
Vi får mest tørt vejr og perioder med nogen sol. Temp. på 10 til 13 grader og jævn til hård vind omkring vest, der i dagens løb aftager til let til frisk. I aften efterhånden skyet og diset vejr, stedvis med lidt regn

Hør hele Nyhedsmagasinet på 95,2 på hybridnettet i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner og 100,9 på FM i hele Storkøbenhavn.