De tidligere
Vadstrupgård-institutionslokaler i Bagsværd kommer
snart igen til at huse småbørn.
Vadstrupgård blev nedlagt som institution
i foråret som en konsekvens af misbrugssagerne.
Men hverken forældrebestyrelse eller
ledelse fra den vuggestue, der skal rykke ind i
Vadstrupgård-lokalerne er særligt begejstret ved
tanken.
Begge er utrygge ved, som det siges, at
rygterne og opmærksomheden ved lokalerne vil give
problemer.
Men naboinstitutionen, vuggestuen Bakken,
som skal flytte ind, er en af de sidste i Gladsaxe med
asbestlofter.
Derfor har politikerne i børne- og
undervisningsudvalget besluttet at flytte vuggestuen ind
i de tidligere Vadstrupgård-lokaler for samtidigt at
blive lavet om til en aldersudvidet institution.
Så snart børnene er ude af vuggestuen
Bakken skal det undersøges, hvor meget en renovering
lofter og køkken vil koste.
Vadstrupgårdsagen
genoptages måske
Den kendte forsvarsadvokat Thomas Rørdam
går nu ind i Vadstrupgårdsagen med henblik på at få
den indbragt for Den særlige Klageret, skriver Politiken.
Thomas Rørdam var forsvarer i en anden
sag om påstået sexmisbrug i en af Gladsaxes
daginstitutioner. Han fik sin klient frifundet, idet
retten underkendte politiets vidneafhøringer af
børn. Han siger til Politiken:
"Jeg ved fra mine egne sager, at der
kan rejses alvorlig tvivl om politiets afhøringer af
børn. Derfor har jeg påtaget mig at læse sagens akter
igennem og vurdere, om der skal indgives en ansøgning om
genoptagelse til Den særlige Klageret."
Børnebyråd:
Nej til fester -
ja til cykelsti
Der blev gået til sagerne med alvor og
stort engagement, da børnebyrådsmødet på Gladsaxe
rådhus i går løb af stabelen. Seks 9. klasser sagde
tidligere på året ja tak til de voksne byrødders
tilbud om, i anledning af grundlovsjubilæet, at være
med til et børnebyråd.
De sidste måneder har klasserne
diskuteret en mængde forslag, som de har undersøgt
nærmere, så der på dagsordenen til det egentlige
byrådsmøde i alt lå otte punkter til diskussion. Og
diskuteret blev der også ud over den tidsramme
på en time, der oprindelig var afsat. Men spørgelysten
var stor og svarene grundige, så tiden løb hurtigt for
de 24 unge, der blev ledet igennem dagsordenen af
borgmester Ole Andersen.
Fuld enighed var der kun om et enkelt
punkt og det var hverken det om flere fester eller
det om etableringen af et ungdomshus men noget så
prosaisk og livsvigtigt som en cykelsti ved Gladsaxe
skole.
Og at der var tale om en forsamling både
alvorlige og tænkende unge kan aflæses af det forslag,
der fik næstflest stemmer.
Det lød som følger: De fysiske rammer i
Gladsaxe Kommunes folkeskoler skal leve op til
folkeskolelovens pædagogiske mål. Det stemte 21 for,
tre imod.
Mest overraskende var nok, at forslaget om
flere fester faldt til jorden med et brag. Kun tre kunne
gå ind for det. Flere talere mente, at ungdomsskolen
langt hen ad vejen opfylder ønsket om fester.
Vi har mere om børnebyrådsmødet i
Nyhedsmagasinet i morgen, hvor vi taler med et par af de
unge og mødelederen.
Højt sygefravær i
Københavns amt
Gladsaxe står ikke alene med problemet
med et højt sygefravær. Der nikkes genkendende i mange
andre kommuner og amtskommuner således også i
Københavns amt, der siden 1997 har arbejdet med
løsningsmodeller.
Den gang blev der konstateret et særligt
højt sygefravær på 62 amtskommunale arbejdspladser, En
tilsvarende opgørelse året efter havde bragt tallet ned
på 41 arbejdspladser men 23 af dem var gengangere
fra året før.
En betydelig del af sygefraværet findes
på sygehusene og i Social- og Sundhedsforvaltningens
institutionsområde. Altså på arbejdspladser med megen
direkte kontakt til brugerne.
Der er allerede iværksat en lang række
initiativer, og nu har amtets direktørgruppe over for
Økonomiudvalget anbefalet yderligere indsats.
Politikere vil få
kamp til stregen
Lars Rebien Sørensen, der om et år
afløser Mads Øvlisen som administrerende direktør i
Novo Nordisk, vil give de politikere kamp til stregen,
som fortsat vil forsøge at regulere medicinpriserne i
Danmark.
Og den kommende Novo-leder tar
faktisk hele det europæiske marked med i købet, når
han til Jyllands-Posten siger: "Vi er nødt til at
have fri prisdannelse i Europa - det vil sige
konkurrenceskabte priser hvis vi vil fortsætte
med at have en livskraftig lægemiddelindustri set i
forhold USA."
Lars Rebien Sørensen anser, hvad han
kalder "den hårde prisregulering, vi ser i mange
lande" for at være et absolut reelt og farligt
problem for den europæiske lægemiddelindustri.
"Det er jo bemærkelsesværdigt, at amerikanske
virksomheder har haft en signifikant højere vækst end
de europæiske virksomheder gennem længere tid",
fortsætter han, "og det har presset virksomhederne
i Europa til fusioner."
Gå-hjem-møder i
Erhvervsrådet?
Skal Gladsaxe Erhvervsråd genoptage
ordningen med gå-hjem-møder i år 2000? Det spørgsmål
skal der findes svar på, når rådet holder ordinært
møde på Rådhuset mandag morgen.
Det er to år siden, der sidst blev holdt
gå-hjem-møder, og det sidste handlede om
kriminalitetsforebyggelse. Nu foreslås det at gøre
revision i Gladsaxe-virksomheder til et tema på
gå-hjem-møder i år 2000. I den forbindelse kunne
medlemmerne drøfte de muligheder, der ligger i at
kombinere almindelig revision med kritisk
virksomhedsrådgivning. Men også produktudvikling og
design foreslås som emner.
Andre sager på dagsordenen til
Erhvervsrådets møde er de seneste arbejdsløshedstal og
regulativer for henholdsvis elektronikskrot og farligt
affald.
Ungdomslederpris til
Flemming Anthony
Flemming Anthony ikke
dansktopsangeren men den altfavnende primus motor
i Buddinge FDF, fik i aftes Gladsaxe kommunes
ungdomslederpris.
Det skete i forbindelse med
Folkeoplysningsudvalget årlige møde med foreningslivet.
Møde med foreningslivet handlede i høj grad om
oplægget til Gladsaxe kulturplan 2000. Det var nemlig
også til debat i aftes.
4,4 procent ledige
Det står fortsat godt til med
beskæftigelsen i Gladsaxe. Godt nok nåede
arbejdsløshedsprocenten i august ikke den rekordlave
procent i juni, hvor kun 3,6 procent af arbejdsstyrken
var uden arbejde, men 4,4 procent i august er da også
meget pænt.
Opgørelsen over borgere på kontanthjælp
er af lidt ældre dato, nemlig fra juni, hvor 3.109
modtog kontanthjælp. Det var et fald i forhold til året
før på 0,2 procent.
Gladsaxe kommunes indbyggertal blev pr. 1.
oktober opgjort til 61.772 personer. Der er blevet 73
flere Gladsaxeborgere siden oktober 1998.
Fællesnordisk
skumringstid
For tredje gang går Gladsaxe
Hovedbibliotek med i en fælles nordisk biblioteksuge i
perioden 8. 14. november. Biblioteksugen
der er et samarbejde med Foreningen Norden - har fået
overskriften Skumring, og det fællesnordiske tema
denne gang er Sagn og myter før og nu.
På Hovedbiblioteket markeres starten på
den nordiske uge, som det sker på alle de andre nordiske
biblioteker, på en helt speciel måde. Præcis kl. 19
den 8. november slukkes alt elektrisk lys, og på
hovedbiblioteket vil formanden for Foreningen
Nordens Gladsaxe-afdeling Ruth Møllgaard Olsen
i stearinlysets skær læse højt af
fortællingen Kalevala og vandrehistorien Rotten
i pizzaen. Aftenen slutter med fællessang og
det er selvfølgelig nordiske sange, der synges.
Men hele ugen står som sagt i nordisk
tegn, og der bliver bl.a. konkurrencer med nordiske
bøger som præmier.