Nyhedsuddrag tirsdag den 14. september 1999

Jalousi førte
til rå vold
En 40-årig mand fra Gladsaxe har haft så store problemer med at styre sin jalousi, at det i går førte til, at en domsmandsret i Gladsaxe idømte ham tre måneders fængsel for gentagne tilfælde af vold mod sin jævnaldrende samlever.
 
Kvinden gik på et tidspunkt under jorden, fik sin arbejdsplads til at hjælpe hende med at finde nyt arbejde og flyttede derefter til en helt anden egn i landet. "Jeg var bange", fortalte hun i gårdsdagens retsmøde.
 
Det var i forsommeren sidste år, samleveren første gang optrådte voldeligt. Den gang tog politiet ham med i detentionen, men andet skete der ikke, fordi sagen ikke blev anmeldt. Parret flyttede dog fra hinanden i en periode.
 
I juli i år kom den næste voldsepisode. Parret havde været på værtshus og på vej hjem ad Jacob Buhls Allé kom de i skænderi om hans jalousi, og ved den lejlighed gav manden hende 10-15 knytnæveslag i ansigtet. Kvinden fik dog hjælp af en af vejens beboere, der sørgede for, hun kom på skadestuen.
 
Da begyndte hun at lægge planer om at forsvinde, som hun udtrykte det. Og hun havde besluttet sig, da voldsepisode nr. tre udspillede sig. Det var i kvindens lejlighed i Høje Gladsaxe. Også her faldt der knytnæveslag, og på et tidspunkt forsøgte manden at presse en nøgle ned i kvindens hals med bemærkningen "Nu kvæler jeg dig med denneher".
 
Manden blev alene dømt for vold. Retten fulgte dermed ikke anklagemyndighedens tiltale for ulovlig tvang og trusler.

Patienter venter på
plejehjemsplads
Ved udgangen af juli var der endnu 60 færdigbehandlede patienter på de somatiske sygehusafdelinger, der ventede på plejehjemsplads eller andre kommunale foranstaltninger. Det fremgår af sygehusenes månedsstatistik, der præsenteres for Københavns amts sygehusudvalg på torsdag.
 
Heraf fremgår det også, at der på de psykiatriske afdelinger lå 54 færdigbehandlede patienter. 37 var indstillet til psykiatrisk plejehjem, 15 ventede på plads på et somatisk plejehjem, mens de sidste to afventede, at deres respektive kommuner fandt et alternativ til sygehuset.
 
I juli blev der udskrevet 94 færdigbehandlede, somatiske patienter og otte patienter fra de psykiatriske afdelinger.

Pølser i udvalg
Der bliver sandsynligvis ikke plads til noget af det mest danske, der overhovedet tænkes kan, nemlig en pølsevogn.
 
Vognens ejer har søgt om tilladelse til at stille vognen på DK-benzintankens område på Buddinge Hovedgade, men det ønske strider mod flere paragraffer i byplanbestemmelserne.
 
Stridens æble, eller snarere pølse, er genstand for politisk behandling på et møde i teknik- og miljøudvalget den 20. september.
 
Men på forhånd ser det altså ud til, at danskheden, her i form af den røde danske pølse serveret fra vogn, har trange kår i dagens Danmark!

Foreningen Norden
bliver 50 år
Foreningen Nordens Gladsaxe-afdeling kan om godt 14 dage fejre sit 50 års jubilæum.
 
Men lige som de fleste andre foreninger har også foreningen Norden oplevet en dalende interesse de seneste år – og en del af forklaringen ligger måske i den megen fokus, der har været på Europa og den europæiske union. Men nu har Foreningen Norden fået ny landsformand - det er den konservative Hans Engell der tager over efter Dorthe Bennedsen. Og i foreningens Gladsaxe-afdeling forventer man sig meget af Hans Engell. Ruth Møllgaard, formand for lokalafdelingen, siger til Nyhedsmagasinet, at hun håber, at den nye landsformand vil formå at få foreningen mere frem i søgelyset og i medierne.