Nyhedsuddrag onsdag den 15. september 1999

Udvalg kræver
dokumentation
"Vi bliver fyldt med løgn en gang imellem".
 
Sådan lød ordene fra Enhedslistens Emilce Nielsen, da hun fra byrådets talerstol på augustmødet omtalte den rolle, socialforvaltningens ledelse har på socialudvalgsmøderne. Nu kræver samme forvaltnings ledelse dokumentation for udsagnet.
 
Det er ikke første gang, Emilce Nielsen er ude med riven over for specielt socialdirektør Stig Kuhlmann, som hun ved flere byrådsmøder har beskyldt for urent trav.
 
Trods irettesættelser fra byrådsmødernes leder, borgmester Ole Andersen om ikke at rette kritik mod embedsfolk, der ikke har mulighed for at forsvare sig, er den skarpe kritik altså fortsat.
 
Men nu er det nok, mener både borgmesteren og socialforvaltningens ledelse, der derfor har bedt Emilce Nielsen dokumentere sin påstand om, at forvaltningen flere gange har fyldt socialudvalget med løgn.
Efter aftale med Emilce Nielsen sker det på socialudvalgsmødet i dag.

Sociale udgifter
løber løbsk
Inkompetent ledelse, inkompetente politikere eller simpelthen udgifter, der ikke kan styres?
 
Faktum er i hvert fald, at udgifterne løber løbsk på socialområder, der omhandler børn, unge og voksne med særlige behov, eksempelvis psyko-sociale problemer. Og det selv om der har været sat fokus på specielt børn- og ungeområdet, hvor politikerne har været inde at se på udgifterne til hver enkelt anbringelsessag. Alene i år ventes merforbruget at komme op over de 13 mio. kroner og endnu værre ser det ud for næste år.
 
Ifølge borgmester Ole Andersen ventes der i år 2000 et merforbrug på 18 mio. kroner – et beløb de politiske partier omkring budgetforhandlingerne netop er blevet præsenteret for.
 
"Pengene skal falde, det er jo mennesker med umiddelbare behov, det handler om", siger Ole Andersen til Nyhedsmagasinet, "men det er også klart, at vi nu er nødt til at finde løsninger, der holder".

Betinget dom i
bedragerisag
Man kan ikke bare tanke benzin til sin egen bil for sin forhenværende arbejdsgivers regning. Det fik en 23-årig mand i går at vide i en domsmandssag i retten i Gladsaxe. Han fik en betinget dom uden straffastsættelse for at have købt benzin for 272 kr. i sin tidligere arbejdsgivers navn.
 
Han var tiltalt for otte tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk til et samlet beløb på knap 4000 kr., men erkendte sig kun skyldig i ét tilfælde af bedrageri. De øvrige tiltalepunkter omfattede indkøb af maling og benzin for arbejdsgiverens regning. Han fortalte under afhøringen i retten, at det var meget almindeligt blandt alle ansatte i det pågældende Lyngby-firma at købe ind på mesters regning. Der var også folk uden for firmaet, der gjorde sådan, sagde han.

Industrien og
generne
Er genteknologi vejen til en bæredygtig udvikling og bedre livskvalitet?
Det var det overordnede spørgsmål på den genkonference, som Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark holdt i sidste uge hos Novo Nordisk. Lone Johnsen, direktør for Danmarks Naturfredningsforening, var blandt oplægsholderne på konferencen, og hun er ikke i tvivl om, at det i høj grad er industrien, der holder tømmerne, når det gælder den genteknologiske udvikling. Og det er der al mulig grund til at være betænkelig ved, siger hun.

 
Budgetmøde
i amtsrådet
Københavns amts budget for år 2000 og de nærmest følgende år er det vigtigste punkt på amtsrådets dagsorden til mødet i dag. Det samlede budgetforslag skal til 1. behandling – det omfatter driftsudgifter på godt 9,6 milliarder kr. og anlægsudgifter på 201 millioner kr.
 
Budgetforslaget lægger op til uændrede skattesatser. Men skal budgetforslaget omsættes til virkelighed, bliver der tale om et underskud i år 2000 – eller en negativ kassebeholdning – på godt 62,5 mio. kr., og så er fagudvalgenes budgetønsker ikke en gang regnet med. Sygehusudvalget har eksempelvis et ønske om at tilføre Amager Hospital 47 mio. kr. Det er så op til politikerne at finde ud af, om problemet skal løses ved at optage lån eller hæve skatteprocenten.
 
Blandt de øvrige sager på amtsrådets dagsorden er også forslag til en erhvervspolitisk handlingsplan, en temaplan for social- og sundhedsuddannelser og den endelige beslutning om at udvide røntgenafdelingen på Gentofte sygehus med nyt scannerudstyr.

Syge børn skal
blive hjemme
Forældre skal holde deres syge børn hjemme noget længere, det vil nedsætte antallet af infektionssygdomme.
Mange forældre er nervøse for at miste deres job, derfor kommer børnene alt for tidligt tilbage til daginstitutionen og resultatet er mere sygdom og flere børn bliver smittet.
 
Ellers drejer de mange infektionssygdomme, børn har, sig om for lidt plads i daginstitutionen og for dårlig hygiejne i hjemmet siger sundhedsplejerske i Gladsaxe Lise Lotte Rasmussen.

Gyngemosegård
eller Rosenlund?
Det er de to navne, der skal vælges imellem, når det nye omsorgscenter i Mørkhøj skal navngives.
Gyngemosegård var ellers godtaget i starten af sommeren, men en artikel i pensionistbladet Mosebryg har sået tvivl.
 
Artiklen beskriver de fem gårde, der tidligere lå i området, herunder en lille hvid gård kaldet Rosenlund.
Det idylliske, mundrette og historisk korrekte navn kan måske ændre den første beslutning.