Nyhedsuddrag torsdag den 23. september 1999

Danske traditioner
Jul, påske, fastelavn og fødselsdage bliver fejret som altid i Gladsaxes institutioner og skoler.
Det må konkluderes på baggrund af de svar, der er kommet på de tre spørgsmål, økonomiudvalget har stillet de lokale skoler og børnehaver.
 
Til gengæld bruges der halalslagtet kød i én skolefritidsordning, én fritidsklub og to skoler med større andele muslimske børn. Syv børneinstitutioner svarer ligeledes bekræftende på spørgsmålet, om særlig tro har ændret på institutionens kost- og indkøbspolitik.
 
I en børnehave risikerer børnene oven i købet at få serveret fåretestikler og fårehoveder. Det er en islandsk madtradition.

Skolekom et fejlkøb
Historien om det fælles danske undervisningsnet, Skolekom, der drives af det offentligt ejede it-selskab Uni-c, er ved at udvikle sig til en skandale, siger den it-ansvarlige på Stengård Skole, William Vonsild.
 
Han viger ikke tilbage for at kalde Skolekom for et fejlkøb. Antallet af brugere på de danske skoler er eksploderet det seneste år. Softwaren ikke kan følge med, og derfor bryder systemet gang på gang sammen, til stor frustration for især de lærere, der bruger nettet.

 
Kommunen
udbygger
hjemmesiden
Nu har alle Gladsaxeborgere med adgang til Internettet som nævnt mulighed for at læse dagsordener til Byråd og fagudvalg og de beslutninger, der træffes, ved at gå ind på den kommunale hjemmeside www.gladsaxe.dk. Men det er i virkeligheden kun det første skridt til noget, vicekommunaldirektør Hans Jensen kalder selvbetjening på nettet.
 
Hensigten er, at borgerne med tiden også skal kunne finde kommunale dokumenter på nettet – f.eks. ansøgningsskemaer – udfylde dem og aflevere dem elektronisk, via nettet. Men det kræver lovgivning om digitale underskrifter.

Politibevillinger
utilstrækkelige
Befolkningen vil have mere politi – siger politiet.
 
Med til at støtte den formodning er en undersøgelse fra et analyseinstitut, der for Politiforbundet har spurgt 2.000 personer om holdningen til politiet. 65% mener, at bevillingerne til politiet er for små. Politiet er ikke synligt nok, og politikerne prioriterer ikke politiets arbejde højt nok, når der gives bevillinger, lyder nogle af undersøgelsens konklusioner.
 
Hans Bundesen, der er formand for Gladsaxe Politiforening, siger i en kommentar, at regeringen med sit finanslovsforslag, hvor der lægges op til en reduktion af politistyrken, er helt ude af trit med befolkningens ønsker.

Klar besked fra HT
Hver gang HT påtænker en nedskæring i Gladsaxe kommune, kræver lokalpolitikerne fremover klar besked om forslaget i god tid.
 
Det vedtog teknik- og miljøudvalget forleden. De seneste år er HTs trafikplanlægning mere gået i retning af at fjerne busruter med forholdsvis lille kundeunderlag mod til gengæld at sætte flere ind på hovedfærdselsstrøgene.

Rejsepenge som
efterbevilling?
Tre skakspillende skolever fra Gladsaxe og deres lærer må gå den tunge gang at søge kommunen om rejsetilskud til deltagelse i Europamesterskaberne i Grækenland efter at de er vendt hjem.
 
Deres lærer, Helge Nesgård-Madsen søgte amtet om tilskud i slutningen af juni, men fik administrativt afslag. Derpå anmodede han formanden for undervisnings- og kulturudvalget Lars Abel om at tage ansøgningen op til fornyet overvejelse. Men igen lød svaret på afslag - ledsaget af rådet om at søge hjemkommunen Gladsaxe.
 
Det blev ikke til noget Europamesterskab for de tre unge Gladsaxe-elever. Men både Carina Jørgensen, Miriam Olsen og Benjamin Skjoldan klarede sig flot.

Poul Nesgaard
slået til ridder
Rektor for Den Danske Filmskole Poul Nesgaard, der er bosiddende i Gladsaxe, blev i mandags slået til ridder af Dannebrogordenen.
 
Den tidligere medarbejder ved DR, der henrykkede og forargede med sine provokerende ungdoms-tv-udsendelser op gennem 80´erne og 90´erne, har tilsyneladende lagt sin udfordrende adfærd bag sig. Han valgte i hvert fald at sige ja tak til den royale udmærkelse, mest fordi den slags følger med embedet, siger han, men også fordi det ville vække unødig postyr at sige nej.
 
Helt død er provokatøren i Poul Nesgaard dog ikke: "I min familie ville man have sagt nej til den slags. Så måtte jeg jo sige ja", siger Poul Nesgaard til Radio Gladsaxe.