"Politikerne bag forslaget om at
skære i udgifterne til skolerne bør spille åbent ud og
vedkende sig, at nedskæringer på området uvægerligt
fører til forringelser af skolevæsenet. Snakken om
samme kvalitet for færre penge er uærlig, for der er
ingen belæg for påstanden om, at man kan holde fast i
kvaliteten, samtidig med at man svinger
sparekniven."
Det siger Lars Brejnrod,
skolebestyrelsesformand og medlem af Skolerådet ovenpå
et Skolerådsmøde i sidste uge, hvor borgmesterens
budgetforslag blev drøftet.
Lars Brejnrod mener ikke, at det egentlige
problem med borgmesterens forslag er, at der skal spares.
Problemet er, at man fremkommer med spareforslaget under
forkerte forudsætninger.
Halal-sagen er
af ældre dato
Diskussionen om specialslagtet mad i
Gladsaxe blev startet for flere måneder siden, da
madleverancen til pensionister blev udliciteret.
Dengang vendte Dansk Folkeparti sig imod
en passus i teksten om, at der også skulle leveres
kosherkød, som er slagtet og tilberedt efter de jødiske
forskrifter. Samme modstand har partiet mod halalkød,
som jo er slagtet efter islamiske forskrifter.
Samfundstjeneste
- nej tak
Børneinstitutioner i Gladsaxe har sagt
nej til at lade personer med betingede domme udføre
samfundstjeneste i institutionen.
Det er sket på trods af, at Kriminalforsorgen
selv foretager personundersøgelser, inden folk bliver
sendt ud i klubber, sociale institutioner, biblioteker
m.v. Kriminalforsorgen udelukker på forhånd personer
med narkomisbrug, psykiske afvigere og folk, der ikke
vurderes at have en stabil arbejdskraft.
I en henvendelse fra forsorgen til
Gladsaxe Kommune hedder det, at "der foretages en
grundig vurdering af, hvorvidt den pågældende skønnes
egnet til at være i det miljø, som arbejdspladsen
udgør. Man vil således aldrig bede om, at personer med
domme for seksuelle forbrydelser forretter
samfundstjeneste i kommunale institutioner".
Det er efter indførelsen af den
obligatoriske fremvisning af straffeattester, at flere
institutioner har sagt nej til folk i samfundstjeneste.
Nu beder Kriminalforsorgen altså om en
genoptagelse af samarbejdet - et ønske der bakkes op af
den kommunale forvaltning. Nu er det så op til
økonomiudvalget at tage den endelige afgørelse.
Nordisk lejrskole
i Gladsaxe
Omkring 100 skolelever fra Norge, Sverige,
Finland og værtslandet Danmark samles i dag i Gladsaxe
til en fælles nordisk lejrskole, der varer til og med
torsdag. Hvert andet år arrangerer Gladsaxe og kommunens
nordiske venskabsbyer fælles lejrskole, værtsskabet
går på skift, og i år er det altså Gladsaxes tur.
De nordiske gæster kommer fra Ski (udt.:
Sji) Ungdomsskole i Norge, Råsundaskolen i Solna,
Sverige, og fra Pirkkala i Finland, og værterne er
eleverne i en 9. klasse på Bagsværd skole.
Arrangementet indledes i Gladsaxe
Sportscenter med en introduktion til, hvad der skal ske,
derefter tar de på bustur rundt i kommunen og
modtages af borgmester Ole Andersen i byrådssalen.
Hele flokken skal desuden på
tværs af landegrænser - gennemføre et kreativt
fremtidsprojekt i ord og billeder i kantinen på
Marielyst skole. Derudover skal gæsterne besøge
værterne i deres hjem, der bliver forskellige
sportsaktiviteter, besøg på Fiskebæk Naturskole,
Tivoli og Planetariet, og så skal der også blive tid
til en sejltur på Furesøen og Vejlesø.
To tasketyve
pågrebet
De to unge mænd som i sidste uge blev
pågrebet af Gladsaxe Politi, sigtet for at være
involveret i den seneste tids grove og overmådigt
frække tasketyverier er måske bare toppen af isbjerget.
Politikommissær Jørgen Aasberg siger til
Nyhedsmagasinet, at politiet har mistanke om, at det er
en gruppe unge, delt op i to-mandshold der står bag de
mange tasketyverier. Og de to mænd som nu er sigtet
udgør derfor efter al sandsynlighed bare ét af de hold.
Fremgangsmåden for tyverierne er
nøjagtigt den samme: En knallert kører op på siden af
en cyklist og passageren griber fat i cyklistens taske
fra bagagebæreren.
Men beskrivelsen af tasketyvene og
den knallert tyverierne er begået på er ikke altid
identisk, og det er derfor politiet mener tyvene
arbejder i hold.