Mandag den 14. august
- Unge glemmer biblioteksbøgerne
- Tre kvart million kroner.
- Så mange penge betaler gladsaxeborgere
årligt i bøder til biblioteket.
- Det er dog ikke noget, bibliotekerne
bliver helt så rige af, som det lyder, for det koster jo
også at sende en rykker ud.
- Sidste år udskrev gladsaxe-bibliotekerne
næsten 100.000 hjemkaldelser. Men selv om hver
gladsaxeborger i gennemsnit får godt 1,5 hjemkaldelse om
året, fordeler det sig slet ikke sådan i virkeligheden.
- Der er nemlig stor forskel på, hvor mange
bøder hver enkelt får, vurderer leder af
udlånsekspeditionen, Claus Nikolajsen.
- De ældre generationer er bedre til at
aflevere bøgerne til tiden. Måske fordi de i højere
grad opfatter det som en æressag,
- I alt er det cirka 8,5 procent af
udlånene, der ender med en rykker. Andelen vokser i en
periode som den netop overståede sommerferie, hvor folk
jo rejser på ferie og glemmer alt om de hjemlige
forpligtelser.
- Ole Andersen klar med budgetudspil
- Det bliver lidt dyrere at have børn i
skolefritidsordningerne i Gladsaxe.
- I hvert fald hvis borgmester Ole Andersens
budgetudspil bliver til virkelighed.
- I fredags kom han med sit forslag til
næste års budget, og som vi allerede har omtalt i et
tidligere Nyhedsmagasin, er der i år udsigt til flere
nye projekter, selv om hverken skatten eller
grundskyldspromillen stiger. For eksempel har
borgmesteren medtaget forslaget om at bygge en ny
svømmehal til 42 millioner kroner ved Værebro Skole og
renovere omsorgscentrene Bakkegården og Kildegården.
- Men der er altså også besparelser i
borgmesterens udspil.
- Eksempelvis skal forældre betale 15
kroner mere om måneden for at have et barn i
skolefritidsordning, og daginstitutioner og klubber skal
sætte lukket-skiltet i vinduet en ekstra dag om året.
For eksempel fordelt som to halve dage på 1. maj og
Grundlovsdag, hvor lyset i forvejen bliver slukket
klokken tolv.
- Pengene skal så i stedet bruges til at
ansætte flere støttepædagoger.
- Budgetforslaget bliver diskuteret
offentligt på byrådsmødet onsdag den 23. august.
- Forklaring på sortlistning
- De lokale skattefolk i Gladsaxe føler sig
uretfærdigt hængt ud i pressen, der har placeret netop
Gladsaxe på Told- og skats sorte liste over kommunale
skattemyndigheder, der ikke har efterforsket skattesager
nok eller grundigt nok.
- Tidligere nåede Gladsaxe ikke så mange
sager, men var til gengæld så grundig, at der kom
ekstra skattekroner, eller provenu, i kassen.
- Denne gang er det faktisk det modsatte,
der er tilfældet, siger forvaltningsdirektør i Gladsaxe
kommune, Frede Mølgaard.
- "Vi har nået flere sager end aftalt
med Told- og skat, men mangler omvendt at gå
tilstrækkeligt grundigt til værks i omkring otte store
selskabsligningssager. Men det er sket efter aftale,
fordi vi har haft en langtidssyg og en ubesat
stilling", siger forvaltningsdirektøren.
- Indirekte kritik af Gladsaxe Kommune
- Folketingets ombudsmand har indirekte
irettesat Gladsaxe Kommune.
- Sagen er lidt indviklet, for faktisk er
det Naturklagenævnet, der har fået kritik, fordi
nævnet har undladt at give Gladsaxe Kommune en kraftig
irettesættelse.
- Sagen handler om, hvor meget plads
købmænd, slagtere, iskiosker og andre detailhandlere
tilsammen må fylde i Bagsværd Bymidte.
- Ifølge planloven skal der nemlig i
lokalplanen der jo skal fremlægges offentligt
fastsættes en regel om, hvor meget butikkerne i
alt må fylde, men det gjorde Gladsaxe Kommune ikke.
- Derfor hævede Naturklagenævnet stemmen:
Lokalplanen var vedtaget på en ulovlig måde!
- Men Naturklagenævnet hævede ikke stemmen
højt nok, mener ombudsmanden.
- Byggeriet fik nemlig lov til at
fortsætte. Blandt andet med den begrundelse at
grundejerne i Bagsværd Bymidte allerede havde kastet
kroner og ører i projektet, fordi de havde tillid til at
lokalplanen galdt.
- Naturklagenævnet burde i stedet have
gjort lokalplanen ugyldig og dermed stoppet byggeriet,
mener ombudsmanden, der dog udtaler sig i lidt forsigtige
vendinger og taler om hans "foreløbige
opfattelse" af situationen.
- Umiddelbart mener ombudsmanden nemlig
ikke, at firmaerne i Bagsværd Bymidte havde postet så
mange penge i projektet, at det var rimeligt at lade
lokalplanen gælde. Under alle omstændigheder mener han,
det var kritisabelt, at Naturklagenævnet ikke
undersøgte det ordentligt.
- Klagen over Naturklagenævnet er rejst af
Gladsaxelisten.
- Kulturpris til søens folk
- Det bliver det sejlende folk, der i år
kommer til at nyde godt af Gladsaxe kulturelle
initiativpris, der består af 10.000 gode danske kroner
eller 1.243 ECU, hvis de altså bliver vekslet.
- Initiativprisen overrækkes ved den
årlige budgetdag på Gladsaxe rådhusplads og bliver i
år delt af Kanoklubben 361 og andelsforeningen bag
daginstitutionernes natur- og sejlklub.
- Andelsforeningen får sine 5.000 for det
store frivillige arbejde, der ligger i driften af
sejlklubben.
- Kanoklubben 361 modtager også 5.000
kroner det er for initiativet med at arrange
operation ren sø, hvor klubmedlemmer og andre
interesserede renser op omkring Bagsværd Sø.
- Prisen overrækkes den 19. august.
-