Onsdag den 2. august
- Voldtægtsforbryder på flugt
- En voldtægtsforbryder fra Gladsaxe er
stukket af fra politiet.
- Manden, der hedder Serif Maksuti, burde
sidde i fængsel og afsone en dom på otte år, men i
går flygtede han. Det skete inde i København klokken ti
minutter i et, da han skulle i fogedretten i
Hestemøllestræde, og stak af fra de vagter, der skulle
passe på ham.
-
- Serif Maksuti er i begyndelsen af
40´erne. Han har kort, sort hår og et lille overskæg.
Ved flugten var han iført en brunlig jakke, blå
cowboybukser og blå kondisko.
- Mænd stadig interesseret i pædagogstudiet
- De seneste års pædofilisager i Gladsaxe,
der har fået endog megen medieomtale, skræmmer
tilsyneladende ikke mænd væk fra pædagogstudiet.
- Af 107 optagne elever i år på
Gladsaxeseminariet er 17 mænd, hvilket ikke er langt fra
gennemsnittet de øvrige år, der har været omkring de
20%.
- Men også pædagogseminariet mærker de
små ungdomsårgange.
- Kun 300 har i år søgt ind på
Gladsaxeseminariet mod omkring 360-370 de seneste år.
-
- På Blaagaard Lærerseminarium i Mørkhøj
er der i år 10% færre, der søger ind, men med 970
ansøgere er der stadig mere end tre gange så mange som
der reelt er plads til.
- "Det er specielt seminarierne i
landdistrikterne, der mærker den store nedgang vi
ligger stadig med i toppen af de populæreste
lærerseminarier", siger rektor på Blaagard, Laust
Jacobsen, til Nyhedsmagasinet.
- Han mener placeringen primært skyldes to
ting; nemlig den geografiske tæthed med hovedstaden og
seminariets mange forsøgslinier indenfor lærerfaget.
-
- Godt 10.000 har i år søgt ind på et af
de 18 seminarier.
- Dømt for hustruvold
- At tage fat om en andens hals og presse
vedkommende op mod en væg er ikke smart, - og faktisk
strafbart!
- Det måtte en yngre scleroseramt
førtidspensionist sande, da han af en enig domsmandsret
i Gladsaxe i går formiddags fik en betinget dom på 30
dages fængsel, med en prøvetid på et år, samt
forpligtelsen til at betale sagens omkostninger, 3.000
kr. i salær til forsvareren.
-
- Manden ønskede om aftenen, søndag d. 18.
juni i år, at drøfte et økonomisk spørgsmål med sin
tidligere hustru, da han havde afleveret deres fælles
børn til hende på bopælen efter en fødselsdagsfest.
- Dette afviste hun. Atmosfæren var
anspændt, han var bl.a. frustreret, sagde han i retten,
over ikke at have fået sagt ordentligt farvel til sin
store dreng. I sin ophidselse sparkede han ud efter
hende, dog uden at ramme. Desuden skubbede han hende op
mod væggen i den smalle gang i lejligheden og pressede
sin ene hånd mod hendes hals. Det ældste barn kom til
og råbte op, hvorefter han gik i sig selv igen og slap
grebet.
-
- Manden, nægtede sig i retten skyldig i
tiltalen. Han påstod, at han ikke havde ønsket at skade
hende, og aldrig foretaget sig noget lignende. Desuden
sagde han at han afskyede vold, at han også selv var
blevet chokeret over sin adfærd, og at han straks efter
havde bedt om undskyldning over for sin tidligere, nu
fraseparerede hustru, som igår vidnede i retten.
- Kvinden fik midlertidige- men ingen varige
fysiske men..
-
- Retten lagde i sin kendelse vægt på at
manden var fuldt ansvarlig for overgrebet, men at han på
den anden side havde gode personlige forhold, og den
ønskede at bidrage til at han kunne opretholde et
ordentligt forhold til sine børn og deres mor.
-
- Hverken den tiltalte eller anklageren
ønskede at appellere.
- Millioner til forskere
- Novo Nordisk Fonden har igen åbnet op for
pengeposen og oprettet nye treårige forskerstipendier.
- Stipendierne tildeles højt kvalificerede
forskere, der til dagligt er ansat i fuldtidsstillinger
på landets hospitaler, og hvert stipendie er på 1
million kroner.
- Men pengene går ikke direkte ind på
modtagernes egne bankkontier de bruges til at
aflønne en afløsere i en halvtidsstillinger, så
stipendiemodtagerne får mere tid til at koncentrere sig
om deres forskning.
-
- Én af modtagerne er overlæge dr. med.
Lars Vindeløv, der til dagligt er ansat på
Rigshospitalets hæmatologiske klinik. Han forsker i en
ny form for rygmarvstransplantation, en mildere
behandling til ældre og særligt svagelige
kræftpatienter
-
- Blandt de andre modtagere af Novo Nordisk
Fondens forskerstipendie er bl.a. overlæge på Århus
Kommunehospital, Karen Østergaard, som forsker i
Parkinsonssyge, og overlæge på Bispebjerg Hospitals
psykiatriske afdeling, Birte Yding, der forsker i
signalstoffernes betydning for motorik og erkendelse hos
skizofrene patienter.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
onsdag)
- Politi klar til skolestart
- Hundredevis af små Gladsaxeborgere er i
disse dage ved at gøre sig klar til første skoledag.
- Men også i politiet forbereder man sig
på skolestart.
- De seneste uger har færdselsafdelingen
udsendt brochurer om trafiksikkerhed til alle nye
skoleelever, ligesom der bliver opsat skilte, der
opfordrer især bilisterne til at udvise ekstra hensyn
de velkendte "Pas På Os"-skilte.
- Derudover forventes det også at
motorcyklisterne vil yde en ekstra indsats på
skolevejene, fortæller leder af færdselsafdelingen i
Gladsaxe Politi, Jan Korsgaard.
-
- Og som noget nyt vil den automatiske
hastighedskontrol - den hvide fotovogn stå
parkeret i nærheden af skolerne de næste uger, og
fotografere bilister der ikke overholder den lave
hastighed.
- Mange aftenskoletilmeldinger via computeren
- Computerne har for alvor gjort deres
indtog i aftenskolen FOF.
- Både i det, folk melder sig til og i den
måde, de tilmelder sig.
- Knap en fjerdedel af tilmeldingerne kommer
nemlig elektronisk, vurderer kursuskonsulent Jens
Thomsen.
- Enten med en e-mail eller over
aftenskolens hjemmeside.
- I foråret var det kun 15-20 procent og
sidste efterår var det nede på cirka ti procent.
-
- Og når man spørger Jens Thomsen, hvilke
nyheder, der er på programmet, er den nye teknik også i
fokus. Der er nemlig flere kurser med EDB.
- Derudover er der mange andre tilbud hos
FOF. For eksempel kan kvinder komme til et foredrag om
Vejen til mandens hjerte.Og hvis det mislykkes, er der
mulighed for selv at lære at udskifte afbrydere og
stikkontakter, opsætte og nedtage lamper og lave
reparationer af el-apparater. Det sker på kurset Strøm
på kvinder, der bliver ledet af elektriker og
elektroingeniør Børge Lindberg.
- Mulighed for gratis Østrigsrejse
- En gratis tur til Østrig med mad, ophold
og ekskursioner betalt.
- Det kan to unge fra Gladsaxe få, hvis de
melder sig til et internationalt ungdomsseminar i
Gladsaxes venskabsby Klagenfurt, der bliver afholdt fra
den 10. til den 16. september.
- Kravet for at komme med er, at man er
mellem 17 og 25 år gammel og borger i Gladsaxe.
-
- Sidste år meldte kun en enkelt sig til
turen og foreløbig er hun, den eneste ansøger
til årets rejse.
- Andre interesserede kan henvende sig til
Europasekretariatet på rådhuset, der forklarer, hvordan
man skal søge.
-
- Der er ansøgningsfrist den 10. august.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
onsdag)