Tirsdag den 22. august


Kampklar selvforsvarsklub i Bagsværd
De slås til den ene besvimer, eller kampen på en anden måde får en realistisk afslutning.
Gladsaxe har fået en ny selvforsvarsklub, der adskiller sig fra almindelig kampsport. Den hedder Bagsværd WingTsun og bygger på gamle, kinesiske teknikker.
"Vi laver realistisk selvforsvar, som den almindelige borger kan bruge til at forsvare sig selv med på gaden", siger en af lederne, Jakob Marott.
 
Ved traditionelle kampsportsstævner er der regler, så man for eksempel ikke må slå i skridtet eller i hovedet. De regler findes ikke i WingTsun.
"Vi kæmper uden regler og vægtklasser, og kampen slutter først, når den realistisk ville slutte på gaden. Det vil sige, når den ene er besvimet eller ligger ned, så den anden har overtaget", siger Jakob Marott.
De kæmpende er beskyttede med skridtbeskyttere og hjelme eller masker. Der er kun få stævner, og træningen er mere fredelig.
 
Gladsaxe Kommune støtter Bagsværd WingTsun på linje med andre foreninger i kommunen. Blandt andet ved at stille et lokale til rådighed.
 
I en senere udgave af Nyhedsmagasinet bringer vi en reportage fra en prøvetime.
 

Masser af ledige kvadratmeter
Erhvervsarealerne i Gladsaxe er ikke nær så attraktive som de har været.
Det ledige antal kvadratmeter til erhvervsbrug er steget med 9000 kvadratmeter på bare tre måneder, viser den seneste opgørelse, og i Gladsaxe er der lige nu registreret 50.781 kvadratmeter ledigt erhvervsetageareal.
 
"Det er især de store lejemål som kælder og lager der er svære at leje ud" siger erhvervschef Thomas Dam til Nyhedsmagasinet. Dertil kommer, at nogle af lejemålene er blevet udvidet, og når de så ophører, bliver der på den måde også flere kvadratmeter ledige.
 
På kommunens hjemmeside kan man som noget nyt læse en annonce for ledige erhvervslejemål. Annoncen lokker bl.a. med velbeliggende erhvervsbygninger og optimale trafikforbindelser.
"Vi ser selvfølgelig gerne, at bygningskapaciteten i kommunen bliver udnyttet, så bygningerne ikke står og falder hen" siger erhvervschefen, der dog understreger, at det er ganske normalt med udsving, fordi der flyttes og omrokeres meget i erhvervslivet. For kun et halvt år siden var tallet således faldende, mens tendensen altså nu er lige omvendt, med et ledigt areal svarende til ca. 100 mellemstore lejemål.

Ny pjece om pædofili udsendt til idrætsklubberne
Danmarks Idrætsforbund går nu for alvor til kamp mod seksuelle krænkelser af børn og unge i idrætsklubberne.
Forbundet udsender i disse dage en pjece, "det uhørte overgreb", til samtlige 11.000 medlemsforeninger.
"Tv-udsendelsen "De farlige frivillige" tydeliggjorde, at det her er vi nødt til at gøre noget ved" siger chefkonsulent i Danmarks Idrætsforbund, Jan Darfelt, til Nyhedsmagasinet.
 
Den nye informationspjece fortæller trænere, instruktører og ledere, hvordan de skal handle, hvis der er mistanke om overgreb, ligesom den også oplyser om de lovmæssige forhold, der gælder for seksuel kontakt med børn og unge.
"Formålet med pjecen er primært at få foreningerne til at fokusere på det her problem, som, muligvis, er større end vi har gået og troet, siger Jan Darfelt.
 
I boldklubben AB i Bagsværd har man allerede modtaget den nye informationspjece, og den er nu blevet delt ud til de ansvarlige i de fire ungdomsafdelinger.
"Det er en utrolig god idé at udabejde sådan et materiale, og vi vil selvfølgelig læse det og tage det til os" siger forretningsfører Michael Jacobsen til Nyhedsmagasinet.
 
Danmarks Idrætsforbund har også indgået et samarbejde med Børns Vilkår, og forbundet opfordrer både børn og voksne i foreningerne til at ringe til Børne- eller forældretelefonen hos Børns Vilkår, hvis de har problemer af nogen art eller brug for rådgivning.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet)

Giftige alger trods kulde
Badelystne skal holde sig langt væk fra den nordøstlige del af Furesøen, hvor der netop er blevet konstateret masseopblomstring af blågrønalger.
Hunde bør heller ikke hoppe i det giftige vand, endsige drikke af det.
Blågrønalger er mikroskopiske planter, der kan give overfølsomhedsreaktioner på huden og forgiftningssymptomer i mave-tarmkanalen.
 
Vandeksperter i Københavns amt, der holder øje med badevandskvaliteten, kan ikke forklare masseopblomstringen, der andre år kun er kommet, når det er varmt og stille – noget man ikke just kan beskylde denne sommer for.
 
Algerne er i øjeblikket samlet i Store Kalv, og derfor kan der stadig godt bades ved Furesøbad og Frederiksdal.

Kryds sikres for blinde
Blinde og svagtseende får nu en hjælpende hånd ved krydset Gladsaxe Ringvej/Gladsaxe Møllevej.
Hjælpen kommer i form af lydsignaler, der fortæller, hvornår der er grønt og dermed sikkert at gå over de stærkt trafikerede veje og hvornår ikke.
 
Det er Dansk Blindesamfund, der har presset Københavns amt, der ejer vejene, til at få lyd på de sidste fodgængerfelter.
Amtet kan ikke sige præcis, hvornår signalerne bliver sat op, blot at det sker i indeværende år.

Somalisk radio
Og så til en lille nyhed om et program, der for de mevirkende og målgruppen er en stor nyhed.
Tirsdage kl. 16 går Somalisk Radio nemlig i luften, første gang i dag.
Bag den timelange udsendelse står Somalisk Studenter Forum, der har til formål at fremme etniske somalieres interesse i Danmark og dermed sikre en vellykket integration i det danske samfund, som der står i organisationens vedtægter.
 
Redaktionen bag det somaliske program, siger til Nyhedsmagasinet, at emnerne vil spænde fra ny lovgivning over uddannelsesmuligheder til børnehistorier og sundhed.