Mandag den 28. august
- Vaskeristrejken får nu konsekvenser på plejehjemmene
- Medarbejderne på virksomheden
Institutionsvask, der bl.a. sørger for tøjvasken på
Gladsaxes plejehjem og Amtssygehusene i Herlev, Gentofte
og Glostrup, fortsatte i weekenden arbejdsnedlæggelsen.
- I morgen tirsdag er det en uge siden,
omsorgscentret Kildegården har fået leveret rent
sengetøj, håndklæder og viskestykker.
- "Det er en alvorlig situation, og
hvis ikke strejken slutter mandag, bliver vi nødt til at
sætte nødblus på" siger distriktsleder Anni Funk.
- "Det betyder, at vi må lave om på
vores rutiner, og bruge de to vaskemaskiner i
privatvaskeriet til at vaske sengetøj" siger hun
til Nyhedsmagasinet.
-
- (lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
mandag)
- Strejkende vil tilgodeses i ny aftale om Institutionsvask
- Medarbejderne på Institutionsvask
strejker, efter det for nylig blev besluttet at sælge
den amtsligt- og kommunaltejede virksomhed, på trods af,
at medarbejderne har opfyldt besparelseskrav på 11
millioner kroner. De ansatte føler sig nemlig ikke
tilgodeset i den nye aftale, fortæller
tillidsrepræsentant for de kvindelige
vaskerimedarbejdere, Conny Vanell.
-
- "Københavns Amt vil med den nye
aftale være forpligtet til at være kunder hos den nye
ejer i en 4-årig periode, og der ønsker personalet at
blive sikret de samme løn- og ansættelsesvilkår, som
de har nu" siger Conny Vanell.
-
- Der er i øvrigt oprettet et
nødberedskab, der sørger for rent operationstøj på
operationsafsnittene på amtssygehusene, og dermed er der
ingen operationer der bliver aflyst pga strejken.
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet
mandag)
- Stort papirforbrug på rådhuset og lokalkontorerne
- Papirerne sprøjter stadig ud af printere
og kopimaskiner på rådhuset og lokalkontorerne i
Gladsaxe.
- I løbet af det første halvår af år
2000 er der blevet brugt 6,5 millioner stykker A4-papir.
Det svarer til, at hver eneste dansker i Danmark fik et
brev med en hilsen fra Gladsaxe Kommune, og så ville der
endda være en stor bunke tilbage.
-
- Hvis tendensen fortsætter indtil nytår,
betyder det, at det samlede årsforbrug stiger med mere
end to millioner papirstykker.
-
- Rådhusafdelingen opfordrer derfor
medarbejderne til at skære i papirforbruget. Det gjorde
de også i april, men da hjalp det tilsyneladende ikke
ret meget.
- Fire tasketyverier på en uge
- Fire tasketyverier, problemer med fulde
folk og indbrud i biler.
- I sidste uge har ordenspolitiet i Gladsaxe
kun opdaget eller modtaget anmeldelser om mindre
lovovertrædelser.
- Men et tasketyveri kan også virke
alvorligt nok, for den det går ud over.
- Mandag aften opdagede en cyklist en
27-årig kvinde, der chokeret gik omkring i vildelse på
cykelstien langs den vestlige side af Hillerødmotorvejen
ved Mørkhøj.
- Hun blødte fra et sår i panden og på
højre hånd og klagede over smerter i venstre albue og
begge fødder.
-
- Kvinden forklarede, at hun havde cyklet et
stykke længere tilbage, da en knallert med to personer
kom op på siden af hende og forsøgte at stjæle hendes
taske fra kurven bag på cyklen. Det mislykkedes, fordi
tasken var fastgjort til cyklen.
- Cyklisten ringede til politiet og kvinden
blev hentet i en ambulance og kørt på hospitalet.
- Hun kunne hverken give signalement af
gerningsmændene eller forklare, hvor lang tid, der var
gået.
-
- Der blev til gengæld ikke brug for en
ambulance, da en person torsdag aften blev ramt i hovedet
af en mindre sten, som blev smidt ud fra ottende sal i
Høje Gladsaxe.
- Personen havde nemlig tilfældigvis
styrthjelm på.
- Loftkjær fra Gladsaxelisten kæmper for åbenhed i Danmark og EU
- Kurt Loftkjær fra Gladsaxelisten bider
ikke kun de lokale politikere i haserne.
- Nu er han også blevet talsmand for en ny
komité, Åbenhedskomitéen, der kæmper for åbenhed i
forvaltningen i både EU og Danmark.
-
- Kurt Loftkjær har i et brev bedt de
politiske partier og lister i Danmark fremsende en kopi
af deres nedskrevne politik for at skabe en reel åbenhed
i såvel Danmark som EU. Han vil så lægge listerne ud
på Åbenhedskomitéens hjemmeside.
-
- I brevet giver Kurt Loftkjær listerne og
partierne en svarfrist indtil fjorten dage før
Euro-afstemningen , ellers vil han på hjemmesiden
skrive, at de ikke på opfordring har kunnet fremsende en
skriftlig åbenhedspolitik.
- "Fristen kan synes kort, men da
politiske partier og lister ved festlige lejligheder, som
for eksempel op til afstemninger om EU og valg til EU,
Folketing, amter og kommuner, ofte hver især fremhæver
sit arbejde for åbenhed, bør det være enkelt for de
pågældende partier/lister at fremsende en
åbenhedspolitik, som tåler offentliggørelse",
skriver han i sit brev.
-
- Åbenhedskomiteens web-adresse er
www.aabenhedskomite@politik.dk