Tirsdag den 8. august


Flygtet morder stadig på fri fod
Politiet er stadig uden afgørende spor i sagen om den 42 årige Serif Maksuti, der er dømt for mord og voldtægt, og sidste tirsdag flygtede fra et møde i fogedretten i København.
 
"Vi har eftersøgt ham, og vi holder øje med personer i Maksutis omgangskreds" siger vicekriminalinspektør Ole Andreasen, Gladsaxe Politi. "Han er set flere steder i den forgangne uge, men vi mangler altså stadig den afgørende henvendelse" siger han.
 
Serif Maksuti blev i 1991 i retten i Gladsaxe dømt for mord på sin hustru, og da han i 1998 blev prøveløsladt, begik han voldtægt og grov vold mod sin nye samlever, hvorefter han igen røg bag tremmer.
Han er af sydlandsk udseende, har kort sort hår og et lille overskæg, og han var under flugten iført en brunlig jakke, blå cowboybukser og blå kondisko.

(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Mimis afløser er fra Søborg
Gladsaxe får snart en ny borger i folketinget.
Afløseren for CD´s Mimi Jakobsens bor nemlig på Søborg Hovedgade.
Det er den 33-årige Isminur Lone Yalcinkaya, der skal holde Mimi Jakobsens taburet varm, mens CD-formanden arbejder som generalsekretær i Red Barnet.
 
Yalcinkaya er født i Tyrkiet og bliver både den første indvandrer og den første muslim i Folketinget.
Men når man ringer til hendes telefonsvarer, lyder det nu som om man har fået fat i en person, der både er opflasket med rødgrød og fløde. "Det er Lone", siger hun.
Samtidig med at hun som 18-årig fik dansk statsborgerskab, tog hun nemlig også et danskklingende navn.
"Blandt andet fordi ingen danskere var klar over, om Isminur var et drenge- eller pigenavn", siger hun til Jyllands-Posten.
 
I en senere udgave af Nyhedsmagasinet bringer vi et længere interview med Lone Yalcinkaya.

Kan ikke sige nej til fagbog
Gladsaxe Kommune slipper ikke for at stå opført i den elektroniske fagbog, IT-bogen, på internettet.
Firmaet Medieforlaget Danmark har siden 1998 anført 450.000 momsregistrerede i et omfattende opslagsværk på internettet. Men kommunerne er tilsyneladende ikke blevet spurgt, hvorvidt de ønsker at figurere med annonce på siden, og i Gladsaxe har man slet ikke lyst til at stå opført i IT-bogen – selv om annoncen er gratis.
I sidste uge sendte Gladsaxes informationschef, Preben Sørensen, derfor et brev til forlaget, hvori han forlangte, at kommunens annonce bliver slettet fra siden.
 
Men Medieforlaget Danmark er i sin gode juridiske ret til at registrere Gladsaxe Kommune. En kommune er nemlig ikke beskyttet af persondataloven, og kan derfor i princippet ikke gøre fra eller til, hvis et foretagende ønsker at publicere kommunens navn og adresse.
 
"Det er meget betænkeligt" siger informationschef Preben Sørensen. "Det betyder jo, at kommunen reelt ikke har nogen mulighed for at vide, hvor den står opført - og den har heller ingen chance for at tjekke, om de anførte oplysninger i det hele taget er korrekte" siger han til Nyhedsmagasinet.

Mere våde Bagsværdborgere
"Det regner mere i Bagsværd end i Søborg", siger garvede folk indenfor vand- og kloakområdet i Gladsaxe kommune.
Og der er faktisk noget om snakken, ifølge afdelingsmeteorolog Stig Rosenørn fra DMI, der ellers i går i Nyhedsmagasinet gennemhullede en anden vejrhistorie, nemlig den om at det gode vejr først kommer, når sommerferien er slut.
Men en lille regnforskel på de to lokalområder kan der altså godt være tale om, siger meteorologen.
 
"Der stiger mere luft op fra skov- og søområder, som vil give lidt eksta skub i bygerne, men der er ikke tale om mere end et par procents forskel på årsbasis", siger Stig Rosenørn til Nyhedsmagasinet.
Det giver omkring 20 m.m. svarende sådan cirka til to gedigne regnskyl, så Bagsværdborgerne bliver altså lidt mere våde end Søborgenserne.

(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)


Nyt hus til hjemløse
I dag åbner Danmarks første hus for hjemløse, og dermed får bl.a. Gladsaxes hjemløse et tiltrængt værested.
Huset, der ligger i København, rummer en række tilbud og muligheder, blandt andet billig aftensmad, lægehjælp, og et samværsrum, hvor brugerne kan have samvær med deres børn.
 
I Gladsaxe regner man med at der er næsten 200 hjemløse borgere, og de vil helt sikkert, hvis det er muligt, blive informeret om det nye værested, siger socialudvalgsformand Erling Schrøder til Nyhedsmagasinet. "Hvis vi kan henvise nogen til De Hjemløses Hus, så er dét da i orden" siger han.
 
I dag henviser kommunen som regel til Kofoed Skole eller Sundholm, men faktisk har man i Gladsaxe flere gange opereret med tanken om en lokalt værested og placeringen af en større togvogn nær Bagsværd Station.
Men planerne er aldrig blevet ført ud i livet, fordi man ikke har kunnet finde et fast sted at opstille vognen - men det betyder ikke, at man helt har droppet idéen, siger Erling Schrøder.
 
Indtil da kan boligløse borgere altså benytte sig af De Hjemløses Hus, der ligger på Falkevej i København.

Travl sommer på børnebiblioteket
Regnvejr hører sammen med romaner.
Sådan er det også, når man er i størrelse lille, og i sommer har der været travlt i børneafdelingen på Gladsaxes hovedbibliotek.
Men det skyldes også, at højtlæsning i højere grad er kommet på børnefamiliernes dagsorden.
 
"Forældre er i vore dage blevet opmærksomme på, at det er vigtigt at læse højt for børnene og lade dem læse selv. Der er flere forældre, der siger, at de har et projekt med, at de skal læse så og så mange bøger højt, og så skal Lille Peter selv læse de og de bøger", fortæller lederen af børnebiblioteket, Ulla Harne.