Onsdag den 20. December


Rent tøj, giftig luft

Luften i lejligheder, der ligger ovenpå tøjrenserier, kan være den rene gift at indånde – det tyder undersøgelser fra blandt andet seks renserier i Gladsaxe på.
I nogle tilfælde er der blevet målt overskridelser på 20.000 gange de normale kriterier for luftkvalitet.
Det er rensevæsken tetrachlorethylen, der er trængt op i lejlighederne over renserierne, der er sundhedsskadelig og mistænkt for at kunne forårsage kræft hos mennesker.
 
Fem af de seks vaskerier har fået en frist til 1. februar til at dokumentere nye metoder, hvor grænseværdien for tetrachlorethylen overholdes.
Fra februar træder et forbud i kraft mod opbevaring af renset tøj og fortsat brug af rensemaskine, hvilket i praksis vil være lig med en lukning af renserierne.
Det sjette og sidste renseri, hvor det målte udslip var lavest, får seks måneder til at dokumentere, at grænseværdien overholdes.
 
Det er Gladsaxe Kommune, der, sammen med Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Søllerød, har sat undersøgelsen i værk – en undersøgelse, der landsdækkende kan true renseriejerne på deres levebrød.
Gladsaxe Kommune har ikke fået nogen henvendelser om sundhedsskader på baggrund af naboskab til renserier, men i Lyngby blev en gravid kvinde anbefalet at fraflytte sin lejlighed pga. en overskridelse af luftkvalitetskriteriet på hele 38.000 gange det anbefalede.
 
Undersøgelsens resultat er givet videre til Miljøstyrelsen, der vil sende vejledninger ud til samtlige kommuner.
Renseriejere og naboer fik i Gladsaxe i går pr. bud skriftlig besked om undersøgelsens konsekvenser.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Efterlyst i millionrøveri anholdt af Gladsaxe politi

Gladsaxe politi er uforvarende blevet indblandet i Danmarkshistoriens største røveri.
Præcis klokken 20.27 mandag aften trådte Tim Hansen, én af de efterlyste i sagen om millionrøveriet mod en pengetransport i Glostrup, ind af døren til stationen på Fremtidsvej og meldte sig selv. Med sig havde han sin advokat.
 
Han blev anholdt og kørt til Glostrup, hvor han blev afleveret til Glostrup politi.
Kriminalpolitiet i Glostrup kender endnu ikke grunden til, at Tim Hansen valgte at melde sig netop hos Gladsaxe politi, siger kriminalinspektør Willi Eliasen til Nyhedsmagasinet.
 
Røveriet mod pengetransporten fandt sted den 27. november, og udbyttet blev næsten 40 millioner kroner. Pengene er endnu ikke dukket op.
Tim Hansen er sigtet for medvirken til røveri og for efterfølgende at have skudt og såret to unge forfølgere.
Han blev tirsdag formiddag fremstillet i retten i Glostrup, hvor han nægtede at udtale sig.

Ny struktur i social- og sundhedsforvaltningen

Social og sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune skal laves helt om.
Det betyder blandt andet, at der bliver færre mellemledere, og at de nuværende seks afdelinger ændres til fire, nemlig familieafdelingen, arbejdsmarkedsafdelingen, voksen- og handicapafdelingen og pleje og omsorgsafdelingen.
 
"Det bliver en flad struktur med mere kompetence til de enkelte medarbejdere", siger vicekontorchef Jan Duckert, der har siddet i den strukturgruppe, der har lavet forslaget til den nye organisation af social- og
sundhedsforvaltningen.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet onsdag)

Udsat busbom udsat

Der er endnu ikke taget stilling til, om busbommen, der skiller industrikvarter og boligområde på Krogshøjvej i Bagsværd, skal sættes op igen.
Bommen, som kun busser kan fjernbetjene til at gå op og i, bliver ustandseligt brækket af, så også andre trafikanter kan køre igennem.
 
De seneste år er der blevet brugt mellem 35 og 50.000 kroner årligt på reparationer af bommen, og derfor har embedsfolk i den tekniske forvaltning foreslået helt at droppe den.
Det forslag kunne politikerne i teknik- og miljøudvalget ikke blive enige om på et møde mandag, så nu skal nye muligheder undersøges, ligesom det også kan ende med, at bommen sættes op igen.

Tre indbrudstyve fanget i nat

Gladsaxe fangede i nat tre tyve på fersk gerning, da de var midt i et indbrud i HT-kiosken på Søborg Hovedgade.
En taxachauffør havde ved halv fire tiden set noget mistænkeligt i kiosken og ringede derfor til politiet, der havde en patruljevogn lige i nærheden.
De tre unge er i 20-årsalderen, oplyser vagthavende hos Gladsaxe Politi.

Kraftig skorstensbrand

Området ved Carl Blochs Allé og en del af Søborg Hovedgade var ved firetiden i går eftermiddags helt tåget af røg, fordi der var gået ild i skorstenen på et privat hus på Carl Blochs Allé.
"Skorstenen var ikke renset ordentligt inden fyringssæsonen, og så gik der ild i store klumper sodrester", fortæller vagthavende hos Falck.
 
Det tog en halv time at slukke branden. Med fuldt røgdykkerudstyr måtte falckfolk klare det arbejde, skorstensfejeren normalt udfører og rense skorstenen med koste.

Nye kvindelige viceskoleinspektører

Mændene sidder tungest i lederstolene på Gladsaxes folkeskoler, men kvindekønnet er godt på vej.
Både på 10. Klassescentret og Gladsaxe Skole er der netop blevet ansat en kvindelig viceskoleinspektør.
Merete Welcher, der starter på 10. Klassecentret, kommer fra en stilling som afdelingsleder i Glostrup, mens Gitte Godsk Hansen både har været lærer og konstitueret viceinspektør på Gladsaxe skole, hvor hun altså nu kan stryge konstitueret fra titlen.
 
I alt er der ti kvindelige viceskoleinspektører i Gladsaxe, hvorimod kun fem af fjorten skoleinspektører kan kalde sig fru eller frøken.

Cheeseburger-tyve på Mørkhøj Grill

To unge drenge begik søndag aften tyveri mod Mørkhøj Grill på Mørkhøjvej.
De to drenge spiste sig mætte i burgermad, og forlod så stedet igen - uden at betale regningen, der lød på 78 kroner.
Drengene er nu efterlyst af Gladsaxe politi, for tyveri af to cheeseburgere.
 
Den ene beskrives som værende mellem 16 og 18 år, med lyst, kort hår, og han var iført en glat mørkeblå jakke uden tegn.
Den anden dreng er også i alderen 16 til 18, han har kort, mørkeblond hår, og han var søndag aften iført en glat grøn jakke uden tegn og gulbrune skindhandsker.
De to ungersvende forlod gerningsstedet på cykel.

Hør flere nyheder i dagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet