Tirsdag den 5. December


Mange kontanthjælpsmodtagere i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune er forholdsvis dårlig til at få kontanthjælpsmodtagere og mennesker på sygedagpenge i arbejde.
Det viser en ny analyse som social og sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune har lavet.
 
Målt i forhold til andre kommuner, der ligner Gladsaxe på en række sociale indikatorer, har Gladsaxe 10 procent flere kontanthjælpsmodtagere end gennemsnittet.
Målt i forhold til Københavns Amt har Gladsaxe et overskud på 16 procent.
 
De mennesker, der kommer på sygedagpenge, bliver også gennemsnitligt længere tid i systemet end det er tilfældet i sammenligningskommunerne og amtet.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet tirsdag)

Uforbrugte anlægsmidler kan finansiere nye projekter til 10 millioner

Nu skal det være slut med at snuble over fliserne på Bagsværd Torv, de svampplagede pavilloner på Mørkhøj Skole skal rives ned, og rådhuspladsen skal have en ansigtsløftning der kan ses.
10 millioner kroner skal være med til at "shine" op og udbedre, og de mange millioner skal sandsynligvis hentes fra kommunes egen kasse.
Central- og skatteforvaltningen har gået anlægsbudgetterne for sidste år efter i sømmene, og fundet op til flere uforbrugte midler som kan føres tilbage til kommunekassen og på den måde finansiere tre nye anlægsprojekter.
 
Borgmester Ole Andersen foreslog tidligere på året en gennemgående renovering af pladsen foran Gladsaxe rådhus. En renovering, der bl.a. omfatter ny belysning og flisebelægning. Projektet kommer til at koste omkring 2,4 millioner kroner.
Der er stadigvæk problemer med belægningen på Bagsværd Torv, selvom man har forsøgt med en omlægning af fliserne. Nu skal der bruges ca. 800.000 kroner på, en gang for alle, at rette op på torvet.
Endelig skal de skimmelsvamp-plagede pavilloner på Mørkhøj Skole rives ned, og der skal i stedet
bygges nye klasselokaler til de yngste klasser. Udgifterne til nedrivning og genhusning kommer op på ca. syv millioner kroner.
 
I alt beløber de tre anlægsprojekter sig til 10,2 millioner kroner, og de finansieres bl.a. af et restpuljer på henholdsvis klubområdet, ca. 1,5 millioner, og til trafiksanering, ca. 500.000 kroner, ligesom der på socialområdet har været en mindreforbrug på diverse projekter på godt 125.000 kroner.
 
Økonomiudvalget skal tage stilling til finansieringen af anlægsprojekterne på sit møde i dag.

Anholdt i forbindelse med en anmeldelse

Gladsaxe Politi slog i går to fluer med et smæk.
Det skete, da en mand sidst på aftenen kom op på politistationen for at anmelde et tyveri fra hans lejlighed.
Han havde nemlig glemt at tænke på, at han selv var eftersøgt.
"Så da vi havde optaget anmeldelse, proppede vi ham ind", fortæller vagthavende.
Manden var eftersøgt i forbindelse med en voldssag i København.
"Så vi fik ekspederet begge ting", siger vagthavende med et lille grin.

Gladsaxes største virksomheder på hitliste

Op til flere Gladsaxe-virksomheder figurerer øverst på listen over Danmarks i øjeblikket største koncerner.
Børsens Nyhedsmagasin har netop offentliggjort en top 500 over virksomheder med den største omsætning i regnskabsåret 1999.
På en niende plads er Novo Nordisk, med en omsætning på 21 milliarder 883 millioner. Bagsværd-koncernen er i øvrigt rykket en tand op af listen i forhold til sidste år.
 
Skandinavisk Tobakskompagni indtager igen i år 17. pladsen, med en omsætning på 12 milliarder 521 millioner.
Velux på Tobaksvej kom ud af regnskabsåret med en omsætning på 7 milliarder 199 millioner kroner, hvilket placerer virksomheden på en 38. plads på listen.
 
Størst tilbagegang lider servicevirksomheden Berendsen, som er røget ned på en 41. plads i forhold til sidste år, hvor Berendsen var nummer 29. Omsætningen ved regnskabsårets afslutning lyder på 6 milliarder 757 millioner – en tilbagegang på 12 procent.
 
Listen toppes i øvrigt igen i år af A.P. Møller Gruppen.

Tyveri af pizzaskilt og planter

Den forgangne uge har været forholdsvis fredelig med hensyn til kriminalitet i Gladsaxe.
Men der er blevet anmeldt en del mindre tyverier.
Blandt de lidt specielle mere specielle er tyveriet af syv Fuchsia planter fra et havehus ved Klausdalsbrovej og et skilt med teksten: Il Forno Pizzaria, Burgerhouse, Restaurant og Cafe fra et pizzaria.
 
Torsdag måtte en patrulje kører ud til Bagsværd Station, hvor en mand forsøgte at få udstedt et børnetogkort, selv om han var over 18 år.
Patruljen fik overbevist den 24-årige mand fra Bagsværd om, at han var ældre, end han troede. Så skyndte han sig at hæve penge og købe et voksenkort.

Nye muligheder for at gå på internettet

Til næste år får Gladsaxeborgere med hybridnet mulighed for at bruge internettet uden om telefonforbindelsen.
Det er formandsudvalget i Høje Gladsaxe og Tele Danmark, der har lavet en aftale, så Høje Gladsaxes beboere kan gå på nettet via fællesantenneanlægget, der normalt bruges til radio og TV.
Man betaler så en fast pris uanset om man bruger internettet 24 timer i døgnet eller tre kvarter om ugen, ligesom der bliver mulighed for at tale i telefon og gå på nettet samtidigt.
 
Aftalen får ikke kun betydning for Høje Gladsaxes beboere. Tele Danmark laver nemlig nogle tekniske ændringer, der gælder for alle gladsaxeborgere med hybridnet.
Beboerne i Høje Gladsaxe skal selv vælge om, de vil tilmelde sig ordningen, og dem der takker nej, kommer ikke til at betale.
 
Ordningen træder i kraft i begyndelsen af 2001.


Hør flere nyheder i dagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet