Fredag den 8. December


Udskiftning af fisk kan redde sø

Bagsværd sø kan godt overleve, og endda få det langt bedre, ved en simpel biomanipulation med fiskebestanden.
Sådan lyder en del af resultatet fra en undersøgelse, som Fiskeøkologisk Laboratorium har lavet i Bagsværd sø det sidste halve års tid.
 
Ved eksempelvis at fjerne 80% af skidtfisk som brasen og skaller og erstatte dem med aborrer, så vil alene sigtbarheden i søen være fordoblet allerede året efter.
 
Det er Københavns amt, der har sat undersøgelsen i værk, og den er et vigtigt element blandt de forundersøgelser, der først i det nye år skal danne grundlag for et samlet forslag til restaurering af Bagsværd sø. For en fiskeudbytning alene gør det ikke, hvis rosportens interesser også skal tilgodeses. Så skal der menneskekraft til for at få fjernet de store mængder bundslam.
 
(lyt til lydudgaven af Nyhedsmagasinet fredag)

Mulig millionstøtte til forbedring af udlejningsejendom

Over hundrede beboere på Søborg Hovedgade kan efter alt at dømme se frem til en markant forbedring af den ejendom de bor i.
Ejendommen Søborg Hovedgade 40 - 48 er en privat udlejningsejendom med 107 lejligheder.
Den er opført i 1940 og er på en skala fra et til ni, med et som det højeste, tildelt en bevaringsværdi på 4 i Gladsaxe Kommuneatlas ligesom den har høj prioritet i Byfornyelsesplan 1999.
Men, ejendommen er præget af dårlig vedligeholdelse - vinduerne trænger til udskiftning og altanerne ud til gården er slidte. Varmeanlægget har for længst udtjent sin værnepligt, og faldstammerne er slidte og kan ikke klare, at der bliver tilsluttet vaskemaskiner til afløbssystemet i lejlighederne.
 
Derfor har ejeren af ejendommen nu søgt om økonomisk støtte til at forbedre bygningen.
Gladsaxe Kommune administrerer en pulje til byfornyelse på små 8 millioner kroner, hvoraf der i øjeblikket er brugt 80.000 kroner. Et flertal i Økonomiudvalget anbefalede forleden at give ejendommen Søborg Hovedgade 40 – 48 resten af puljen på 7.820.000 kroner. Med den betingelse, at de udvendige facader forbedres og at renoveringen samtidig sikrer en mere miljøorienteret drift af ejendommen.
 
Udgifterne er beregnet til ca. 8 millioner 400.000 kroner, og ejeren har selv tilbudt at betale 700.000 kroner.
Den omfattende bygningsforbedring medfører en huslejestigning på 30 kroner pr. kvadratmeter pr. år. Til gengæld postes altså næsten 9 millioner kroner i ejendommen, svarende til ca. 80.000 kroner for hver af de 107 lejligheder.
 
Ansøgningen om støtte til bygningsforbedring skal behandles på næste uges byrådsmøde.

Rigelig effektiv

"En tilstrækkelig effektiv ligningsindsats". Sådan lyder skudsmålet for det udførte arbejde i én af de kommunale afdelinger på Gladsaxe rådhus – en afdeling, som mange måske gerne havde set var mindre effektiv.
Det er nemlig den lokale afdeling for skatteopkrævning, det handler om.
Og det er en opkrævning, der ifølge tilsynet i told og skatteregion Ballerup er helt i top.
 
Skatteregionen har opstillet flere såkaldte måltal, der dækker over, hvor mange typer selvangivelser skattefolkene skal gennemgå.
I procent overstiger indsatsen på alle områder de 100, som er lig med kravet.
Faktisk er afdelingen mellem 5 og 15% mere effektiv i sin inddrivelse end forlangt af de centrale skattemyndigheder.

Voksne handicappede skal fortsat komme i rådhuskvarteret

Voksne handicappede slipper for at tage til Høje Gladsaxe, når de skal tale med deres socialrådgiver.
Som led i en omstrukturering af social- og sundhedsforvaltningen var det ellers meningen, at specialgruppen for voksne med særlige behov skulle flytte fra rådhusområdet til Høje Gladsaxe. Men på onsdagens møde i socialudvalget blev det besluttet, at de handicappede fortsat skal komme i rådhuskvarteret.
 
"Nogle var bange for at de handicappede ikke ville være trygge ved at tage til Høje Gladsaxe, og at de måske ville blive drillet", siger socialudvalgsformand Erling Schrøder til Nyhedsmagasinet.

Nye vedtægter og navn til aftenskole

Det er ikke så tit, at en 86-årig skifter navn, men det er ikke desto mindre, hvad der fra årsskiftet overgår Gladsaxes ældste aftenskole, kendt under navnet Fortsættelseskursus.
I forbindelse med en omstrukturering, hvor skolen ændrer vedtægter og overgår fra at være en selvejende institution til en forening, ændres navnet til det mere mundrette Gladsaxe Oplysnings Forbund.
 
Vedtægts- og navneændringen blev vedtaget af skolens bestyrelse på et møde onsdag, men ifølge bestyrelsesformand Tove Eckhardt, så betyder ændringerne umiddelbart ikke det store for skolens virke.
 
Fortsættelseskursus overgik fra at være en kommunal aftenskole til en selvejende i 1990 og er stadig Gladsaxes største med omkring 160 lærere og 6-7.000 kursusdeltagere om året.


Hør flere nyheder i dagens lydudgave

af Nyhedsmagasinet