Mandag den 14. februar
- Kritik af kommunens miljøprioritering
- De gode intentioner i kommunens miljøplan
1996 til 2000 afspejler sig ikke i virkeligheden.
- Det mener lokalafdelingen af Danmarks
Naturfredningsforening, der nu i et brev til byrådet
udtrykker sin harme over kommunens prioritering af de
grønne områder.
-
- Den fredede radiomark er udset til
slamdepot, planteskolen ved Bagsværd Søpark skal
udvides og moderniseres og anlægget ved Tinghøj
vandreservoir overgår til byformål. Og så er kommunens
prioriteringen af plejeplanen for Aldershvile parken helt
i bund!
-
- Bodil Due, formand for lokalafdelingen af
Naturfredningsforeningen, appelerer i sit brev til
byrådet om, at kommunen nu vil gøre en indsats for at
sikre de eksisterende grønne områder mod indgreb, der
skader områdernes værdi for borgerne. Hun håber ved
samme lejlighed at få igangsat en debat om visioner for
flere grønne områder i Gladsaxe.
- Foreningslivet vil høres i debatten om Kulturplan
2000
- Den foreløbige udgave af Gladsaxe
Kulturplan 2000 var i sidste uge til drøftelse en
slags 1.behandling om man vil i byrådet.
- Kulturplanen er udarbejdet af en
arbejdsgruppe under børne- og kulturforvaltningen, og i
dén sammenhæng er bl.a. foreningen "Kulturen I
Gladsaxe" blevet spurgt.
- Men formand, Peter Collmorten har ikke de
store forventninger om, at foreningens ønsker bliver
imødegået i den endelige plan.
- Blandt foreningens store ønsker er et
centralt beliggende kulturhus samt en koncertsal.
-
- Allerede i denne måned vil foreningen
indkalde til stormøde. Her opfordres medlemmerne til at
møde op til byrådsmødet i april og demonstrere deres
utilfredshed over for politikerne.
- Byrådsflertal medansvarlig for dårlig socialledelse
- Den kritiske rapport om
socialforvaltningens ledelse i Gladsaxe er en
æresoprejsning for Enhedslistens enlige byrådsmedlem,
Emilce Nielsen.
- Det skriver partiet i en udtalelse, som er
vedtaget i den lokale partibestyrelse.
- Emilce Nielsen har mange gange åbent
kritiseret socialdirektørens ledelse, men er hver gang
blevet underkendt af byrådsflertallet, der har taget
afstand fra hende.
-
- Ifølge Enhedslisten afdækker rapporten
kun toppen af en rådden virksomhedskultur på rådhuset.
Den er topstyret og bureaukratisk og opmuntrer ikke til
engagement og initiativ.
- I udtalelsen opfordrer Enhedslisten de
kommunale personaleorganisationer til at kræve
demokratiske forbedringer gennemført.
-
- Det er ikke nok at forflytte et par
topembedsmænd - der skal gives personalet større
tillid, udmøntet fx i uddelegering af mere ansvar til
menige medarbejdere.
- Bliver der ikke ændret i strukturen, så
er der ikke langt til den næste skandale, mener altså
Enhedslisten i Gladsaxe.
- Folkeskolelærer: Vi skal bekæmpe fremmedhadet
- "Folkeskolelærere skal tone rent
flag og vende sig mod den fremmedfjendske dagsorden, som
er toneangivende i samfundsdebatten".
- Sådan skriver Martin Empacher, lærer i
Gladsaxe og bestyrelsesmedlem af den lokale
lærerforening, i et læserbrev i fagbladet Folkeskolen.
- Lærere skal forsvare retten til at tro og
tænke frit, og værne om de svage i samfundet, mener den
lokale lærer, med henvisning bl.a. til folkeskolens
formålsparagraf, der taler om åndsfrihed, ligeværd og
demokrati.
-
- Læserbrevet er blot ét af flere i en
længere række indlæg om samme emne, der er kommet i
kølvandet på Danmarks Lærerforenings klare melding
sidste år.
- Her samlede foreningen dels ind til
flygtninge fra Kosova og dels deltog foreningens
kongresdelegerede i en antifascistisk demonstration.
- Det er en for politisk melding at
komme med, mener nogle lærere i læserbreve, mens andre
altså, som Martin Empacher, bakker op omkring modstanden
mod fremmedhadet.
- Indbrud efterforskes ikke
- "Vi har ikke tid til at tage os af
sagen, så fjern bare sporene". Sådan cirka lød
svaret fra Gladsaxe politi, da en medarbejder fra
sportscentret forrige weekend ringede for at anmelde et
indbrud.
- Medarbejderen havde afspærret et lille
jordområde, hvor der var tydelige fodaftryk, måske fra
gerningsmanden, men fik altså besked på bare at fjerne
det.
-
- Sådan er hændelsesforløbet blevet
beskrevet for byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Klaus
Kjær, der nu vil spørge nærmere til sagen i Det
Kriminalpræventive Råd.
- "Det kan ikke være rigtigt, at
politiet på den ene side skærper indsatsen i Høje
Gladsaxe-området, samtidig med at borgere eller
kommunalt ansatte bliver mødt på den afvisende
måde", siger Klaus Kjær til Nyhedsmagasinet.
-
- Gladsaxe politi genkender ikke sagen, der
heller ikke optræder på døgnrapporten.
- "Vi fik en anmeldelse fra området
lørdag eftermiddag, hvor vi sendte en patrulje, men det
andet har jeg ikke hørt om", siger politikommissær
Jørgen Aasberg til Radio Gladsaxe.
- Bankrøver anholdt
- En 31-årig mand blev i sidste uge anholdt
for væbnet røveri mod Jysk Bank på Søborg Hovedgade.
- Manden truede sig til udlevering af et
ukendt beløb i en plasticpose, hvorefter han flygtede
på knallert.
- Han blev anholdt, med penge og revolver,
kort tid efter røveriet i et buskads ved Ericavej.