Torsdag den 17. februar


Mandlige skolelærere en saga blot?
Om 20 år vil kun hver femte folkeskolelærer være en mand. Det er fremtidsudsigterne for folkeskoleeleverne, hvis den nuværende udvikling fortsætter.
Det ser nemlig ud til, at rigtige mænd ikke vil være lærere - i hvert fald ikke ret mange af dem! I dag er kun 35 % af lærerne på landsplan mænd, mens de i 1985 udgjorde 41 %.
 
I Gladsaxe er udviklingen ikke meget anderledes. Ifølge Svend Lau fra Gladsaxe Lærerforening består lærerkorpset i kommunen af 63% kvinder og 37% mænd og nedgangen i antallet af mandlige lærer falder også her hvert år.
Selv det tidligere mandsdominerede job som skoleinspektør og viceinspektør, kan mændene ikke have for sig selv! I dag er halvdelen af disse stillinger besat med kvinder.
 
Svend Lau mener årsagerne til det mandlige frafald blandt andet skal ses i den manglende prestige i lærerfaget, der er blevet et såkaldt "blødt" fag. Samtidig er slutlønnen for en lærer efter mange år kun 24.000 kr. om måneden, og karrieremulighederne er begrænsede.
 
Den stigende kvindedominans vil ikke få konsekvenser for flertallet af eleverne. Kun elever der ikke har en far derhjemme, vil føle manglen på mænd i skolen, mener Svend Lau fra Gladsaxe Lærerforening.

Medicinforbruget højere hos lavtuddannede
Jo højere uddannelse du har,des lavere er dit forbrug af medicin. Det er resultatet af et samarbejdsprojekt som sundhedsafdelingen i Københavns Amt har deltaget i sammen med de storkøbenhavnske amter og kommuner og Skåne regionen.
 
Rapporten viser et højere forbrug af lægemidler i Skåne i forhold til Østdanmark, der er dog store lokale forskelle i forbruget. Men på de fleste lægemiddelgrupper man har undersøgt, ses det, at medicinforbruget har en stor social slagside. Kommuner med et lavt uddannelsesniveau hos befolkningen har nemlig også et højere forbrug af medicin.
 
Københavns Amt vil nu arbejde videre på rapporten, ligesom der skal drøftes, hvilke muligheder der for at fortsætte samarbejdet, og hvilke temaer der skal tages op.

Pølse med følelse
"Nu vil vi ikke høre mere om den pølsevogn".
Sådan sagde politikerne i et enigt teknik- og miljøudvalg, da de forleden for gud ved hvilken gang skulle behandle sagen om en pølsevogn på DK-benzintanken på Buddinge Hovedgade.
Udvalget har, efter lange og mange diskussioner, givet tilladelse til vognen, blot den bliver flyttet et andet sted hen om aftenen efter lukketid.
Det vil pølsemanden helst ikke – det koster nemlig dobbelt i strøm og husleje.
 
Derfor søgte han om at få lov til at nøjes med at flytte vognen et andet hen på samme grund.
Men den holder ikke, siger politikerne, der holder fast ved den sidst vedtagne beslutning, og som i øvrigt efterhånden har meget lidt lyst til at bruge mere tid på den sag.
 
Vi sultne medborgere venter i åndeløs spænding på afslutningen af sagen og må indtil videre henvise til pølsemændene på henholdsvis Søborg og Bagsværd torv.

Afrikanske fup-millioner
Opfordringer til danske forretningsmænd og direktører om lettjente millionbeløb ved investeringer i afrikanske selskaber har vist sig at være fup, og Interpol advarer nu mod de opfordrende breve og fax-meddelelser.
De seneste år er brevene sendt fra Nigeria, men nu er også Sydafrika kommet med.
 
Det har formentlig foreløbig kostet en norsk direktør livet, mens en jysk forretningsmand lige nåede ud af Sydafrika med livet i behold, men uden penge på kontoen.

Lokalt band giver populære børnegrupper modspil
Et ungt orkester fra Gladsaxe giver nu modspil til tidens populære børnebands, som f.eks. Creamy og CoCo.
Børnemusik skal nemlig være lavet af børn og handle om børn, mener de i gruppen "4 x taber".
 
Medlemmerne er alle mellem 12 og 14 år, de skriver selv deres musik, og teksterne er inspireret af livet i skolen og fritidsklubben klub 222, hvor gruppen til dagligt slår deres folder.
Gruppen optræder med deres musik ved koncerter, og har blandt andet vundet Gladsaxemesterskaberne i rock for bedste sceneshow.

Gladsaxe Teater modtager stort støttebeløb
I nødens stund skal man kende sine sande venner.
Og nu kommer foreningen Gladsaxe Teaters Venner teatret til kontant undsætning, med et betydeligt støttebeløb til teatrets kommende forestilling. I alt 150.000 gode danske kroner har foreningen doneret, og pengene er øremærket til markedsføring af musicalen "Piraterne fra Penzance", der får premiere den 10. marts – en forestilling, der igen skal få gang i billetsalget på Gladsaxe Teater.
 
Der er foreløbig solgt ca. 20.000 billetter, og teaterchef Flemming Enevold krydser nu fingre for, at den massive markedsføring, via blandt andet tv-spots, vil forstærke billetsalget yderligere.
 
Gladsaxe Teaters Venner består af flere lokale virksomheder og organisationer, og har siden starten i 1986 aktivt støttet det lokale teater.